AIDS-Fondet: Husk, at udviklingsbistand er en del af velfærdssamfundet

Af Andreas Gylling Æbelø
Direktør i AIDS-Fondet

Udviklingsbistanden handler om, hvad vi som samfund anser for at være værdifuldt og meningsfuldt, og på den måde er den definerende for, hvem vi er som danskere. 

Hænger sammen med velfærdssamfundet
Det har den været i 55 år og dermed lige så længe, som vores velfærdssamfund har eksisteret. Danmark besluttede at give udviklingsbistand på cirka samme tidspunkt, som vi besluttede, at kvinderne skulle træde ind på arbejdsmarkedet.

Vi traf nogle politiske og strukturelle valg, fordi vi kunne se, det gav mening – og at det modsatte var en rigtig dårlig ide, både menneskeligt og økonomisk. Og der er ikke kun tidsmæssig parallel mellem velfærdssamfundets og udviklingsbistandens fødsel, de to har gennem årene været dybt integrerede i hinanden:

• I den danske samfundsmodel har vi kæmpet for ligestilling mellem køn og seksualitet – nu arbejder vi for det samme gennem udviklingsbistanden.
• Vi har erfaret, at uddannelse er vejen til velstand – derfor fremmer vi børns skolegang globalt.
• Vi har investeret i forebyggelse og behandling af HIV og AIDS herhjemme, men vi stopper ikke ved grænsen – nu bidrager vi i bekæmpelsen af den globale epidemi.
• Dansk cleantech har givet både grøn og sort bundlinje herhjemme – i dag bidrager danske grønne virksomheder til bæredygtig udvikling i Afrika og Asien.

Og så videre og så videre. De danske bidrag i verden er født ud af det danske velfærdssamfund. Det er vores egne erfaringer og løsninger, og det gør os troværdige og effektive. Vi er ikke bare imperialister, der kommer og prædiker for de underudviklede – vi har set fremskridtene i praksis hos os selv, og vi brænder for at give dem videre.

Manglende stolthed
I Danmark bliver vi stolte, når en dansker rejser ud i rummet, og når en kinesisk delegation besøger vores lille land og beundrer vores velfærdsteknologi og vindmøller. Der burde også være al mulig grund til at være stolt af det bidrag, vi yder til at gøre verden bedre, men i stedet er opbakningen til udviklingsbistanden faldende.

I den daglige politiske trummerum om finanserne og effekterne glemmer vi at minde hinanden om, at udviklingsbistanden er en del af folkesjælen.

Andreas Gylling Æbelø
Direktør, AIDS-Fondet

Jeg tror, at en af årsagerne er, at vi ikke mærker stolthed og identifikation. I den daglige politiske trummerum om finanserne og effekterne glemmer vi at minde hinanden om, at udviklingsbistanden er en del af folkesjælen.

I debatten får man i stedet det indtryk, at der er et modsætningsforhold mellem vores tryghed herhjemme og vores bidrag derude. Det fremstilles som et nulsums-spil, hvor et beløb til sundhed i Afrika finansieres en-til-en ved at fjerne pædagoger i daginstitutionerne. Men i stedet for at tale om, at noget fjernes fra os, burde vi tale om, at vi får mere Danmark i verden.

Det er et bredt og fælles ansvar for politikere og organisationer, at udviklingsbistanden ikke reduceres til milliarder i et excel-ark, som tages fra noget andet – men at den løftes op og i langt højere grad omtales som de danske idéer, løsninger og tankegods, der reelt er tale om.