Lars Findsen: Assads fald har genåbnet mulighedernes vindue for Vesten

Alt det her er godt beskrevet i en britisk "lessons learned"-rapport  for nogle år siden (The Chilcot-inquiries). Den rapport er der meget, der tyder på, at den syriske oprørsleder Ahmad al-Sharaa eller personerne omkring ham har læst – eller også er de bare strategisk kloge, hvad der i øvrigt er meget, der tyder på med valget af timing.

Det er foreløbig situationen på de indre linjer i Syrien.

Hvad så med den store strategiske klinge, og de stater, som har eller måske rettere har haft "aktier" i Assad-regimet? Her har især Rusland trukket det korte strå.

Den syriske oprørsbevægelse siger og gør indtil videre alt det rigtige.

Lars Findsen

De sidste 14 dages udvikling har udstillet Ruslands store og tiltagende svaghed. De har ikke formået at beskytte egne interesser i form deres baser i Syrien, herunder især flådebasen i Tartus, som har været en russisk adgangsbillet til Middelhavet. Alt tyder på, at de er "færdige" i Syrien.

Kina har i stigende grad fået fodfæste og målrettet udbygget sin rolle i Mellemøsten. Det har omfattet en gensidig omfavnelse mellem Assad og Kina, herunder i form af kinesiske investeringer i Syrien og Syriens deltagelse i Xi Jinpings infrastrukturelle silkevejsprojekt.

Assads fald står lige nu til at blive et tilbageslag for Kinas aftryk i regionen.

For så vidt angår Iran har Syrien udgjort en væsentlig del af Irans såkaldte shiamuslimske halvmåneakse, som går fra Iran over den shiamuslimsk ledede regering i Irak, shiamuslimske militser, gennem det, der (nu) var Assads Syrien og ned i de Hizbollah-kontrollerede dele af Libanon.

Iran har betragtet denne akse som et slags distribueret forsvarsværk. Iran gik ikke ind og forsøgte at holde hånden under Assad i en situation, hvor det var åbenbart, at det, der har været betragtet som Irans interesser, blev løbet over ende.

Det har primært været fremhævet, at det skyldes svaghed fra Irans side. Og det er rigtigt, at Irans position i regionen allerede er udfordret qua den svækkelse, som Irans proxy-styrker i form af Hizbollah aktuelt lider under.

Der er imidlertid også den mulighed, at det er et dybere strategisk valg (eller en kombination) fra iransk side at holde igen, ligesom det også er almindelig anerkendt, at Iran de facto har holdt igen og tempereret sine reaktioner i de seneste "udvekslinger" med Israel.

Det harmonerer også med flere af den relativt nye iranske præsident Masoud Pezeshkians udmeldinger. I en tale under FN's generalforsamling i New York i slutningen af september sagde han, at hans regering, der i øvrigt er velfunderet ved at være bredt sammensat af repræsentanter for de forskellige etniske og religiøse grupperinger i Iran, ønsker at afspænde forholdet til vesten. 

Og hvor efterlader alt det her så os? Det giver os et strategisk "syrisk vindue" i vores egen positionering i forhold til i hvert fald Rusland, Kina og Iran, hvis vi forstår at udnytte det historisk strategiske øjeblik og griber det rigtigt an.

Den syriske oprørsbevægelse siger og gør indtil videre alt det rigtige. Lad os prøve noget nyt og ikke risikere at hænge os for meget i fortiden men gribe ud og tage dem på ordet og hjælpe, hvor vi kan.

Og vel og mærke på en måde, så vi møder oprørerne (nu befrierne) og det syriske folk, der, hvor de er, og ikke på den – som vi kan være tilbøjelige til – "vestlig model-eksporterende" facon.  

Det er ikke det samme som, at vi ikke skal stille krav om håndtering af kemiske våben og bekæmpelse af terrorisme med videre. Men det kan indebære, at vi bliver nødt til at se bort fra enkeltpersoners mere tvivlsomme fortid.

Det tjener vores interesser i den globale magtpolitiske situation at få det nye Syrien som vores venner.

Lars Findsen

Det vil dog ikke være første gang i verdenshistorien, at man for virkelig at tage nogle afgørende skridt fremad, slår en streg over fortiden (Nordirland kan nævnes som et af mange eksempler).

En sådan tilgang kan være vanskelig at sluge for nogle. Men ud over at det kan medvirke til at sikre en fortsat fredelig situation på jorden i Syrien, så handler det om, at vi med den tilgang varetager vores egne interesser.

Og det er jo det, vi taler så meget om. At vi – som den geopolitiske situation har udviklet sig – i langt højere grad skal være opmærksomme på, hvad der tjener vores vestlige og herunder danske interesser.

Det tjener vores interesser i den globale magtpolitiske situation at få det nye Syrien som vores venner. Vi skal ikke risikere at skubbe hele eller dele af de nye styrende kræfter i Syrien i armene på ikke-vestlige interesser eller kræfter, der kan komme til at udgøre en trussel mod vores del af verden.

Med en sådan tilgang bør også følge en forpligtelse til, at alle lægger en dæmper på sig selv og ikke overdrevent forsøger at udnytte Syriens sårbare situation til på den korte bane at forfølge egne mere snævre sikkerhedsforestillinger og/eller udfordrer FN-anerkendte territoriallinjer.