Jurist efter besøg i Syrien: Den danske ambassade skal støtte kampen mod tortur. Det er en vigtig vej til varig fred

Det er første gang i mange år, at jeg er tilbage i landet for at mødes med vores lokale partnere, som støtter tidligere indsatte og deres familier fra nogle af de mest berygtede torturfængsler i Syrien, herunder det notoriske Sadnaya-fængsel.

En af de organisationer er Association for Detainees and Missing Persons i Sadnaya Prison, som støtter tidligere indsatte i Sadnaya og deres familier.

Organisationens direktør Riyad Avlar fortalte mig, at han blev arresteret af Assad-regimet i 1996 og tilbragte 21 år i fængsel, blandt andet i Sadnaya-fængslet.

Efter løsladelse endte han i Tyrkiet og oprettede organisationen. Han forklarede, at den nyvundne frihed i landet giver civilsamfundet mulighed for at sætte fokus på indsattes rettigheder og gå i dialog med de institutioner, som ønsker et opgør med fortidens tortur og menneskerettighederskrænkelser.

Prisen for årene under det tidligere regimes vold og den lange borgerkrig er stor. Utallige syrere har været udsat for grov vold, og mange lever i dag med dybe traumer.

Elna Søndergaard
Seniorjurist, Dignity

Han understreger, at rettighedernes beskyttelse ikke kun gælder for torturoverlevere fra det gamle regime men selvfølgelig også bør gælde for ’nye ofre’, som bliver udsat for tortur i dag.  Ifølge Reuters er mindst 28 fængsler og detentioner fra Assad-æraen i drift igen over det seneste år trods løfter fra Syriens præsident om at lukke dem.

Unikke muligheder med ambassade 

Min rejse finder sted i ugerne omkring, at regeringen beslutter at genåbne den danske ambassade i Syrien. Det giver Danmark en unik mulighed.

Gennem mange år har vi i Dignity behandlet et stort antal syriske torturoverlevere i Danmark, og vi har opbygget en dyb erfaring med konsekvenserne af den systematiske tortur og med den støtte, der hjælper overleverne videre.

Ambassadeåbningen giver en mulighed for at bringe den erfaring tættere på de organisationer, der løfter den indsats. Hjælpen skal ske i partnerskab med de syriske læger, jurister og civilsamfundsaktører.

En af dem, som jeg også mødte, er Sahar Nigibal-Barazi, vicedirektør for Komiteen for Transitional Justice. Hun er uddannet i London og en af de mange mennesker, der er rejst tilbage til Syrien efter regimeskiftet, og hun har medbragt viden om, hvordan en velfungerende retssektor kan opbygges, og beskyttelse af menneskerettighederne kan blive en realitet.

Hun tog imod os på sit nye kontor i Damaskus. Faktisk var vi de første gæster på hendes kontor. Hendes budskab er klart: Der vil ikke blive permanent fred i Syrien uden retfærdighed for krigens ofre.

På alle møder hørte jeg, at det vil tage mindst 10 år at få landet på fode igen.

Til trods for støtte fra lande som Qatar, Saudiarabien, Tyskland, Tyrkiet og EU er det åbenlyst en opgave af dimensioner for det nye regime i første omgang at få ryddet de mange murbrokker af vejene – i bogstavligste forstand – og at få taget hul på de nødvendige reformer af retssektoren.

Et sundhedssystem i ruiner 

Overalt mødte jeg en stærk vilje til at genopbygge landet og en fælles beslutsomhed om ikke at forspilde denne historiske mulighed.

"Vi har tabt mange år," sagde lægen Reem Enderun fra organisationen Lawyers and Doctors for Human Rights.

Hun fortalte, at mange læger er vendt hjem efter år i eksil. Genopbygningen bæres af en ekstraordinær indsats: Læger, sygeplejersker og andre i sundhedssektoren tager dobbelte vagter og arbejder sideløbende frivilligt i civilsamfundsorganisationer for at få et sundhedssystem i ruiner til at fungere igen.

Reem Enderun dokumenterer tortur og ser tre til fire torturoverlevere om måneden ved siden af sit almindelige fuldtidsarbejde i den humanitære sektor. Og hendes vurdering er, at prisen for årene under det tidligere regimes vold og den lange borgerkrig er stor. Utallige syrere har været udsat for grov vold, og mange lever i dag med dybe traumer.

Rapporterne om Assad-styrets systematiske tortur er mange. Om seksuel tortur, familiemedlemmer, der er forsvundet, samt hjem og ejendele, der er udslettet. Behovet for psykosocial støtte og traumebehandling er massivt i Syrien i dag.

Det blev gentaget igen og igen i flere af mine samtaler med syrere, som arbejder i civilsamfundet, at der er brug for viden og støtte. Hvis fremtiden skal pege mod menneskerettigheder, retssektorreformer og reel medbestemmelse for syrerne, er det afgørende at støtte de syriske civilsamfundsorganisationer, som går forrest i arbejdet.

Derfor bør Danmark og EU markant skrue op for støtten til de organisationer, der arbejder med torturoverlevere og andre traumeramte efter vold, hvor behovene er massive, og samtidig styrke de syriske kræfter og institutioner, der insisterer på reformer og et reelt opgør med fortidens tortur og forbrydelser mod den syriske befolkning.

Ved at støtte de syrere, der arbejder for retfærdighed, heling og reformer, bidrager vi ikke alene til ofrenes evne til at rejse sig igen, men vi investerer også i bæredygtig stabilitet i Syrien til glæde og gavn for dens befolkning og hele regionen.