Seniorforsker: Krisen i Hormuzstrædet er en test af Europa som geopolitisk aktør

Konsekvenserne er globale – og lokale

Det er ikke kun Europas olie, som sidder fast i flaskehalsen. For de søfarende er det blevet livsfarligt at gå på arbejde – igen, fristes man til at sige, for Houthi-angreb og truslen fra pirateri er efterhånden hverdag.

For Golfstaterne presser krigen de maritime forsyningskæder, herunder både mad og medicin. Over 70 procent af regionens fødevarer importeres igennem Hormuzstrædet til blandt andet Jebel Ali-havnen i Emiraterne.

Sydøstasien får op imod 80 procent af deres olie og gas fra Golfen, og flere af landene har under en måneds oliereserver at trække på i en krisesituation som denne.

For EU's medlemslande er dilemmaet tydeligt: Hvordan støtter man fri sejlads uden at blive trukket ind i en krig, man ikke selv har valgt?

Jessica Larsen
Seniorforsker, DIIS

Irans Udenrigsminister Abbas Araghchi erklærede 15. marts, at skibe fra visse stater kan passere Hormuzstrædet. Kina køber halvdelen af sin olie fra Iran (og andre lande i regionen) og har således fået passage. Men alene risikoen for angreb er nok til at de fleste rederier har stoppet sejlads.

Rederier som CMA CGM og MSC har omdirigeret varer til havne syd for indsejlingen til Hormuzstrædet, for eksempel Khor Fakkan og Fujraia i Emiraterne og Sohar i Oman.

Varerne sendes videre ad landevejen. Men infrastrukturen langs disse alternativetransportruter har begrænsede kapaciteter, og Irans militære angreb har vist deres rækkevidde til både Emiraterne og Oman.

Hormuzstrædet er altså et helt essentielt maritimt knudepunkt, og konsekvenserne af sikkerhedssituationen har spredt sig som ringe i vandet med skvulp overalt på verdenskortet.

Reaktioner i øst og vest

At Iran vælger at "lukke" strædet er forventet. Det er gjort før og må være med i risikoberegningen ved enhver konflikt med Iran, selvom det rammer det olieproducerende land mindst lige så hårdt som både fjenden og verdensøkonomien.

Som reaktion har den amerikanske præsident, Donald Trump, langet ud her og der. Han opfordrede først de søfarende til at "show some guts" og fortsætte sejladsen igennem Hormuz. Så luftede han idéen om amerikansk eskorte af handelsskibe. Til sidst bad han vestlige lande om hjælp til at sikre strædet og truede 15. marts med selveste Natos fremtid, hvis ikke de meldte sig på banen. Han lempede også de amerikanske sanktioner imod Rusland, så billigere olie kan finde vej til de hjemlige markeder i en tid, hvor midtvejsvalget lurer.

Internationalt vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution 11. marts, som i de stærkeste vendinger fordømte Irans angreb på Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien, Emiraterne og Jordan. Med USA som permanent medlem forholdt Sikkerhedsrådet sig i resolutionen ikke til Israels og USA's angrebskrig på Iran, som mange folkeretsjurister anser for ulovlig.

Generalsekretær for FN's Søfartsorganisation IMO, Arsenio Dominguez, har ligeledes fordømt angreb på de søfarende, og IMO mødes ekstraordinært 18.-19. marts for at diskutere konfliktens påvirkning af handelsskibene og deres besætninger.

EU siger fra, men taler mest

Som økonomisk supermagt, global maritim sikkerhedsaktør og selverklæret geopolitisk aktør er også EU på banen.

Der har bestemt været positive takter. På få dage sendte en række europæiske lande militære kapaciteter til Cypern, da Iran angreb Storbritanniens militærbase 1. marts. Samme aften fordømte EU's repræsentant for udenrigsanliggender, Kaja Kallas, Irans handlinger, imens USA og Israels rolle dog forblev unævnt.

EU har også vist sine diplomatiske muskler. På politisk niveau mødtes EU med Golfstaternes Samarbejdsråd 5. marts til de to organisationers første fælles krisemøde. De fordømte Irans angreb på Golflandene, bekræftede retten til fri navigation og understregede retten til selvforsvar under FN Charterets Artikel 51.

Hormuz kan blive en lakmustest for EU's globale rolle.

Jessica Larsen
Seniorforsker, DIIS

Resultatet var en fælleserklæring, der nævnte EU's to maritime sikkerhedsoperationer i området, nemlig Aspides, der beskytter den internationale skibstrafik i Rødehavet imod Houthiangreb, og pirateribekæmpelsesmissionen Atalanta i det Indiske Ocean ud for Somalias kyst.

Men til rådsmøde i Bruxelles 16. marts blev det et klart nej fra EU's udenrigsministre til at udvide Aspides' mandat til at beskytte søfarten i Hormuzstrædet.

Samme svar lød fra Storbritannien, som ellers blev udsat for angrebet på Cypern og har støttet USA i flere maritime sikkerhedsoperationer. Også Tysklands forsvarsminister Pistorius takkede nej, og talsperson for den tyske Kansler Merz' afviste, at konflikten havde noget med Nato at gøre.

EU's svære balancegang

Her står EU midt i en af sine centrale strategiske spændinger, nemlig balancen mellem at fremstå som en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør og samtidig pleje det transatlantiske samarbejde med USA igennem Nato.

Det er stadig afgørende i nogle europæiske hovedstæder, om end det er en prioritet, der mindskes måned for måned.

Selv uden en maritim sikkerhedsmission i eller omkring Hormuzstrædet kan EU bidrage operationelt, for eksempel igennem minerydning, overvågning, eskortering af handelsskibe i den bredere region og øvelser med Golflandenes søværn. Sådanne tiltag vil ikke nødvendigvis gøre EU til part i konflikten, men vil kræve politisk enighed — der ofte er svær at opnå.

Et tættere samarbejde imellem EU og Storbritannien kunne også være en måde at styrke Europas samlede stemme på. Storbritannien har allerede militære kapaciteter i området og positionerer sig på linje med EU, især i spørgsmål om folkeret og navigationsfrihed.

Men et åbent Hormuzstræde kræver i sidste ende en politisk løsning, ikke kun militær tilstedeværelse.

I en verden præget af stormagtsrivalisering må EU også kunne handle geopolitisk.

Jessica Larsen
Seniorforsker, DIIS

Regionale forbindelser

EU kan også vælge at intensivere samarbejdet med landene i Golfen, diplomatisk, økonomisk, sikkerhedsmæssigt.

På kort sigt har regionen brug for at forbedre sikkerhedssituationen, herunder presset på forsyningssikkerheden som afledt konsekvens af den militære konflikt. EU er en ikke-krigsførende aktør. Det giver potentielt EU en platform for krisediplomati, som USA ikke har. Her kan EU arbejde for deeskalation.

På længere sigt, når konflikten slutter, vil Golflandene formentlig have behov for at gentænke deres politiske og handelsmæssige orientering. Her kan EU spille en rolle gennem partnerskaber på områder som energi, cyber, datakabler og handel – blandt andet via IMEC‑korridoren, der skaber konnektivitet og økonomisk integration på tværs af Indien, Golfen og Europa. Men for så vidt også europæisk forsvarsindustri.

For regionen vil nok også genoverveje sin sikkerhedsarkitektur. Hvor amerikansk militær tilstedeværelse tidligere har været positivt, er dette diskutabelt under den nuværende politiske ledelse i Washington. Og Iran har netop angrebet amerikanske militærbaser i Golflandene.

Som normativ magt har EU traditionelt satset på diplomati, folkeret og multilateralisme. Men i en verden præget af stormagtsrivalisering må EU også kunne handle geopolitisk.

Træghed i EU's udenrigspolitik er ikke nyt, men hvis EU formår at handle samlet — diplomatisk, maritimt og strategisk — kan Hormuz blive en lakmustest for EU's globale rolle, hvor Europas strategiske retning forhåbentlig bliver tydeligere. Både for EU's egne borgere og for verden, der kigger med.