Troels Lund PoulsenEr det passende, at statsministeren har fremhævet Rusland som et muligt mål for de langtrækkende præcisionsvåben?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Finder ministeren det passende, at statsministeren på pressemødet 17. september 2025 fremhævede Rusland som et muligt mål for de langtrækkende præcisionsvåben, regeringen annoncerede?
Regeringen har truffet en principbeslutning om at anskaffe længererækkende præcisionsvåben. Det kommunikerede vi fra regeringens side 17. september 2025.
Det er et paradigmeskift i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, idet Danmark ikke tidligere har haft militære kapaciteter i form af længererækkende præcisionsvåben.
Regeringens principbeslutning sker på baggrund af forsvarschefens militærfaglige anbefaling, der går på, at Danmark som en del af det samlede luftforsvar også bør anskaffe længererækkende præcisionsvåben.
Denne anskaffelse bør ske med henblik på at afskrække en modstander fra at angribe samt for at kunne forsvare Danmark mod lufttrusler i en eventuel konflikt. I henhold til grundlæggende afskrækkelsesteori, så handler afskrækkelse om at overbevise en modstander om, at gevinsten ved et angreb ikke står mål med den konsekvens, som et angreb måtte medføre. Erfaringer fra krigen i Ukraine viser fx vigtigheden af, at et integreret og lagdelt luftforsvar besidder både evnen til at nedkæmpe lufttrusler, der er sendt i luften, med defensive virkemidler og evnen til forebyggende at nedkæmpe lufttrusler på modstanderens territorium, inden de sendes i luften. Herunder f.eks. ved at kunne nedkæmpe mål som bl.a. fjendtlige missilaffyringsramper.
Det er ikke nyt, at Danmark ser Rusland som en alvorlig trussel mod dansk, europæisk og NATO-alliancens sikkerhed. FE vurderer, at Rusland sig selv i konflikt med Vesten og forbereder sig på en krig mod NATO.
Offentliggørelsen af regeringens beslutning er således en bekræftelse af Danmarks fortsatte opbakning til NATO’s kollektive forsvarsog afskrækkelsesprofil over for Rusland.
At Danmark anskaffer længererækkende præcisionsvåben er i øvrigt helt på linje med andre lande i vores nærområde, som enten allerede har eller er i gang med at anskaffe tilsvarende kapaciteter.







