Junckers klyngestruktur giver løft til energien

EU: EU's grønne politik skal fremover styres af en superkommissær med andre kommissærer under sig. Rettidig omhu, kalder DI den nye struktur, der også samler klimadelen hos energikommissæren. Imens øjner Dansk Energi også faldgruber. 

Den kommende EU-kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, ønsker en "superkommissær" til at styre EU's grønne politik.
Den kommende EU-kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, ønsker en "superkommissær" til at styre EU's grønne politik.Foto: Europa-Kommissionen
Kasper KaasgaardMorten Øyen

Fremover skal arbejdet på energiområdet laves på en ny måde i EU-Kommissionen. I sin nye kommission introducerer formand Jean-Claude Juncker syv vicepræsidenter – også kaldet superkommissærer, som skal stå for at koordinere arbejdet på hver deres område.

Samtidig slår Juncker jobbet som klimakommissær og energikommissær sammen.

”Vi bliver nødt til at vise, at Kommissionen kan forandre sig. Det, jeg præsenterer i dag, er en politisk, dynamisk og effektiv EU-Kommission, gearet til at give EU en ny start,” sagde Juncker, da han onsdag præsenterede den nye kommission.

Slovenske Alenka Bratušek er valgt til den nye post som superkommissær for energiunionen, hvor hun skal koordinere indsatsen mellem syv kommissærer på det grønne område, heriblandt energi- og klimakommissæren.

Det giver god mening at sammentænke de områder i en og samlet struktur. Så jeg er positiv over for de ændringer, der er lagt op til.

Troels Ranis
Branchedirektør, DI Energi

”Den slovenske superkommissær får til opgave at sikre, at det helt overordnede projekt med at sikre gennemførelse af den europæiske energiunion og få den implementeret på tværs af de forskellige politikområder,” siger Bjarke Møller, direktør i Tænketanken Europa.

Har historien imod sig
Bjarke Møller fortæller, at tanken om tæt samarbejde på tværs af områderne langtfra er en ny idé:

”Der har været adskillige kommissioner, hvor man har haft ambitioner om at slå politikområder på tværs og tænke ud af siloen ved at have koordinerende roller. Det er aldrig rigtig lykkedes før,” siger han.

Ifølge Bjarke Møller bliver nøglen til succes for den nyudnævnte superkommissær, at hun får tilstrækkeligt med midler og beføjelser til at kunne gøre en forskel.

”Det bliver spændende at se, hvor mange folk hun får under sig – hvor meget power hun har. Om hun kun får et kabinet eller også nogle embedsmænd, der er i stand til at få det ført ud i livet,” siger han.

Dokumentation

"SUPERKOMMISSÆR":

Alenka BRATUŠEK (Slovenien) - Energiunion
Tidligere slovensk premierminister og 44 år gammel. Hun trak sig fra posten efter at have tabt formandsvalget i sit parti, Positivt Slovenien, efter godt et år på posten. Før sin tid som politiker var hun blandt andet ansat i det slovenske finansministerium.

HENDES ”GRØNNE KLYNGE”:

Miguel ARIAS CAÑETE (Spanien) - Klima og energi
64-årigt medlem af det spanske folkeparti. Han er tidligere minister for landbrug og miljø, og han blev valgt til Europa-Parlamentet tidligere i år.

Phil HOGAN (Irland) - Landbrug og landdistrikter
54-årig politiker fra partiet Fine Gael. Han var Irlands miljøminister fra 2011 til juli i år, hvor han blev nomineret. Hans valgslogan er 'Hogan needs no slogan'.

Karmenu VELLA (Malta) - Miljø, fiskeri og søfart
64 år og medlem af det maltesiske Arbejderparti. Han har siddet i det nationale parlament siden 1976. I 1981 fik han sin første ministerpost og han har siden været minister på en række områder – senest Minister for Turisme, som han har været siden 2013.

Maroš ŠEFČOVIČ (Slovakiet) - Transport og rummet
48 år og nuværende kommissær for administrative anliggender. Som en af de få nominerede er han embedsmand med en fortid i blandt andet Udenrigsministeriet i Slovakiet. Han blev dog valgt til Europa-Parlamentet tidligere i år, men er altså blevet genindstillet som kommissær.

Carlos MOEDAS (Portugal) - Forskning, videnskab og innovation
44-årig socialdemokrat. Han er både uddannet ingeniør og økonom og har blandt andet arbejdet i Goldman Sachs. Siden 2011 har han været Portugals indenrigsminister.

Corina CREŢU (Rumænien) - Regionalpolitik
47-årig journalist og socialdemokrat. Hun var talsmand for den rumænske præsident 2000-2004 og blev herefter valgt til landets senat. Siden Rumænien kom med i EU i 2007, har hun siddet i Europa-Parlamentet.

Elżbieta BIEŃKOWSKA (Polen) - Indre marked, industri, små og mellemstore virksomheder
Siden november sidste år har den 50-årige politiker været vicestatsminister under Donald Tusk. Polen mister nu således både hende og deres statsminister til EU-poster. Hun har samtidig været minister for infrastruktur og udvikling.  


0:000:00