Debat

EU er en trussel for verdens fisk

DEBAT: EU's fiskeriaftaler med tredjeverdenslande i dag er blevet en møllesten om halsen på fiskebestandenes bæredygtighed. Det skriver Verdensnaturfondens generalsekretær, Gitte Seeberg, som understreger at skærpet lovgivning vil løse overfiskeri ved fjerne farvande.
Gitte Seeberg, Generalsekretær i Verdensnaturfonden
Gitte Seeberg, Generalsekretær i VerdensnaturfondenFoto: WWF
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gitte Seeberg 
Generalsekretær, Verdensnaturfonden

Overfiskeri er et kæmpe problem. 85 procent af verdens fiskebestande er enten fisket til det yderste eller på grænsen til at uddø. Alene i Europa er tre ud af fire fiskebestande overfiskede.

Problemet er grundlæggende, at antallet af fiskerfartøjer er alt for højt i forhold til, hvad der er bæredygtigt. Fiskene kan ikke nå at reproducere sig selv i takt med den fart, de hives op af vandet på.

Det burde være indlysende, at løsningen på for mange fiskerfartøjer i EU selvfølgelig ikke er, at sejle dem længere sydpå for så der, at drive rovdrift på fremmede kysters fisk. For derefter at sejle videre til næste kyst når antallet af fisk igen falder. Men det er præcis, hvad EU gør ifølge en WWF-rapport fra januar 2012.  

Antallet af fiskerfartøjer er alt for højt i forhold til, hvad der er bæredygtigt. Fiskene kan ikke nå at reproducere sig selv i takt med den fart, de hives op af vandet på.

Gitte Seeberg
Generalsekretær, Verdensnaturfonden

EU-fiskeriaftale overholder ikke bæredygtighedsløfte
Mere end 25 procent af de fisk, der fanges af europæiske fiskere, bliver fanget i farvande uden for EU. Det har blandt andet betydet, at fiskebestandene i Øst- og Vestafrika i dag enten er stagneret eller gået tilbage, med store miljømæssige og økonomiske konsekvenser.

Denne skadelige praksis er mulig, fordi EU har indgået aftaler med en række tredjeverdenslande om, at EU til gengæld for retten til at fiske i fremmede fiskevande giver disse lande økonomisk bistand og hjælp til at forvalte deres fiskeri. EU bruger hvert år lidt over 1 milliard kroner på denne type fiskeriaftaler.

En af betingelserne for EU's fiskeriaftaler er, at fiskeriet også skal være bæredygtigt, men WWF's rapport "Spatial expansion of EU and non- EU fishing fleets into the global ocean" viser, at det langt fra har været tilfældet.

Revider EU's fiskeripolitik 
Udover at størrelsen på den europæiske fiskeflåde fortsat skal reduceres, så er der et klart behov for langt bedre lovgivning for EU's fiskeri i fjerne farvande. I fremtiden bør de samme regler som minimum gælde for fartøjer der tager ud og fisker langt fra EU's farvande, som der gør for resten af EU's fiskefartøjer. 

Samtidig er det vigtigt at EU internationalt gør sig til forkæmpere for et globalt bæredygtigt fiskeri, hvor der ikke drives rovdrift på havets ressourcer. Fiskeri skal i fremtiden være 100 procent bæredygtigt. At EU's fiskeri uden for EU's grænser formentlig vil blive mindre attraktivt er en mulighed. Men det er i så fald et tab, vi må lære at leve med.  

Det er blandt andet det, vi i WWF arbejder på, at der for alvor gøres noget ved, når EU's fiskeripolitik skal revideres i løbet af det danske formandskab, som er i gang nu. Næste gang emnet er på dagsordenen er når EU's fiskeriministre mødes i marts.  

Du kan hjælpe ved at underskrive denne erklæring om, at vi vil sætte en stopper for overfiskeriet og genetablere bæredygtige bestande. Målet er at få 100.000 underskriftet. I øjeblikket er der knap 88.000.

http://e-activist.com/ea-action/action?ea.client.id=14&ea.campaign.id=12561

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

0:000:00