Debat

Giv os de sprællevende have tilbage

BLOG: Gennem EU har Danmark forpligtet sig til at beskytte de danske have og sikre den biologiske mangfoldighed. Men vi gør det ikke godt nok, mener generalsekretær for Verdensnaturfonden WWF, Gitte Seeberg.
Foto: WWF
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis vi igen skal have sprællevende have omkring Danmark, kræver det en bedre beskyttelse af de danske Natura 2000- områder, hvor blandt andet fiskeri med bundtrawl forbydes.

Gitte Seeberg
Generalsekretær, Verdensnaturfonden
Fakta
Bland dig i debatten

Ønsker du at deltage i EU-debatten, er du meget velkommen til at kontakte os. Indlæg sendes til debatredaktør Maja Flinthøj [email protected]

Indlæg skal fylde omkring 500 ord, men vi forbeholder os retten til at redigere i disse. Indlæggene skal naturligvis have relevans for EU-debatten.

Vi vil desuden opfordre til flittigt at benytte kommentarfunktionen under de allerede eksisterende indlæg.

Af Gitte Seeberg
Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

Som en anden Knud Rasmussen, der står og spejder ud over Øresund, er vi mange, der spejder efter ansvarlighed, når det gælder beskyttelse af de danske havområder. I løbet af de næste par uger har politikerne mulighed for at tage de første vigtige beslutninger.

Hvis vi igen skal have sprællevende have omkring Danmark, kræver det en bedre beskyttelse af de danske Natura 2000-områder, hvor blandt andet fiskeri med bundtrawl forbydes.

Det kræver også, at politikerne udpeger nogle større beskyttede områder, samt at vi mere systematisk begynder at genoprette nogle af de mange stenrev, der er blevet ødelagt igennem årene.

Den biologiske mangfoldighed under vandet og ved kysterne går nemlig tilbage. Årsagen er et stort pres fra udledningen af næringsstoffer, overfiskeri og fiskeri med tunge bundtrawl. Og det går ud over et utal af dyr og planter, som lever i og af havet.

Ikke beskyttet
Danmark er forpligtet gennem EU's habitatdirektiv til at beskytte Natura 2000-områder, som er de mest sårbare naturområder på havet. Herunder hører også stenrev og boblerev, som myldrer med liv, fordi de fungerer som rige føde- og skjulesteder for mange fisk og bundlevende dyr.

Men desværre bliver områderne endnu ikke ordentligt beskyttet. Det er stadig lovligt for fiskere at trække tunge redskaber igennem et stenrev, selvom de smadres af det.

Det var derfor rigtig glædeligt, da fødevareminister Mette Gjerskov i fredags udtalte, at regeringen vil lave et forbud mod bundtrawl på samtlige sten- og boblerev i Natura 2000-områderne.

Men det slår desværre skår i glæden, når fødevareministeren siger, at det skal ske ved at etablere bufferzoner på 240 meter rundt om de sårbare rev. Konsekvensen vil nemlig være, at de i forvejen små Natura 2000-områder vil blive delt op i endnu mindre kasser. Det kan måske nok beskytte selve revene mod direkte ødelæggelse, men det vil langt fra være en ordentlig beskyttelse af havområderne.

Advarsel fra EU
Og i første omgang skal Danmark svare på, hvorfor Natura 2000-områderne omkring Limfjorden ikke beskyttes efter reglerne.

I sidste uge sendte EU endnu en advarsel til Danmark på grund af de danske tilladelser til det skadelige muslingefiskeri i områderne.

Advarslen skal nu drøftes i Folketinget i løbet af de kommende uger. Forhåbentlig vil politikerne reagere ansvarligt og sørge for, at der bliver lavet en ordentlig beskyttelse af de sårbare havområder. Det vil være et godt første skridt på vejen til, at vi bliver bedre til at passe på det hav, der omgiver os til næsten alle sider.

Vi har igennem alt for mange år spejdet efter løsningerne. Nu må vi bevæge os fremad. Som Knud Rasmussen sagde: "Fremad! Den, der raster, ruster!".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

0:000:00