Debat

Venstre: Mette Frederiksen afslører sin regerings EU-skepsis i Altinget-interview

Forsvarsundtagelsen skal fjernes, så Danmark kan få mere medbestemmelse i det europæiske forsvarssamarbejde, mener Michael Aastrup Jensen.

Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Michael Aastrup Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sit interview med Altinget afslører statsministeren tydeligt sin og regeringens EU-skepsis. Som en flamingodanser i træsko forsøger statsministeren uden realitetssans at begå sig i den udenrigspolitiske debat. For selv præsident Biden støtter ideen om et EU, der kan handle, hvor USA ikke længere kan.

Onsdag 22. september, mens FN's generalforsamling var i fuld gang, dukkede der en pressemeddelelse op om en telefonsamtale mellem præsident Biden og præsident Macron.

Dens indhold var en fin meddelelse om, hvordan de to ledere havde talt om deres enigheder og uenigheder. Noget ukarakteristisk indeholdt pressemeddelelsen også sætningen "USA anerkender også vigtigheden af et stærkere og mere kapabelt europæisk forsvar… og komplementerer Nato."

Vi er vant til et USA, som er efter de europæiske lande for at spendere mere på forsvarsbudgetterne, men vi er ikke vant til en amerikansk præsident, som accepterer, at en EU-styrke ikke er modstridig med Natos sammenhold.

Det er yderligere en sigende sætning, fordi den tydeliggør amerikanernes ønske om at fokusere på Asien og Stillehavet samt nedtrappe i Europa, Afrika og Mellemøsten. Derfor burde vi i Danmark tage dette vink med en vognstang, for der er så meget, som vi kan opnå gennem EU-samarbejdet.

Mere medbestemmelse

Ved at fjerne den undtagelse fra Danmarks ansvar indenfor forsvarssamarbejdet, som forsvarsforbeholdet er, kan vi gennem et permanent struktureret samarbejde (Pesco) være i stand til at koordinere fremtidens udvikling af militær teknologi og det militærstrategiske samarbejde i Europa.

Det vil ikke bare være en fordel for danske virksomheder, men også være med til at sikre, at Arktis ikke bliver tilsidesat som sikkerhedsinteresse i EU til fordel for Afrika og Mellemøsten.

Gennem EU-styrker dannet til lejligheden kan vi sætte ind, hvor USA og FN ikke vil. 

Michael Aastrup Jensen
MF'er og udenrigsordfører (V)

Derudover er et permanent struktureret samarbejde (Pesco) også et samarbejde, som har cybersikkerheden højt på dagsordenen, hvilket cyberangrebene på danske virksomheder og institutioner de seneste år har vist nødvendigheden af at prioritere.

Der har før været en tendens til, at man oprettede EU-hovedkvarterer med højtbetalte officerer. Gennem EU-styrker dannet til lejligheden kan vi sætte ind, hvor USA og FN ikke vil. Dette kan beskytte vores interesser i Afrika og Mellemøsten og måske endda forhindre store migrantstrømme som resultat af borgerkrige i vores nærområder.

Fjernelsen af forsvarsundtagelsen vil derfor give Danmark mulighed for at få medbestemmelse på EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, som dikterer EU's politik for fredsbevarende missioner, konfliktforebyggelse og krisestyring.

Danmarks sikkerhed skal ikke afhænge af USA

Vi er også nødt til at slå fast, at alle fornuftige partier støtter Nato-samarbejdet. Kæden hopper dog af, når hun glemmer, at det blot er et år siden, at Europas sikkerhed afhang af, at vælgerne i et par stater i USA så fornuften i den nuværende præsident.

Fjernelsen af forsvarsundtagelsen vil give Danmark mulighed for at få medbestemmelse på EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Michael Aastrup Jensen
MF'er og udenrigsordfører (V)

Det er ikke mit syn, at man skal lade hele Danmarks sikkerhed afhænge af få amerikanske vælgere i endnu færre stater, men med fjernelsen af forsvarsundtagelsen får vi det ekstra ben i vores sikkerhedspolitik.

Vi kan håbe, at det USA-ledede Nato vil bibeholde det nuværende fokus på Europas sikkerhed, og at Danmark ikke skades ved at lade resten af Europa suse forbi os. Lige ud sagt kan vi overlade fremtidens forsvarssamarbejde i Europa til de andre EU-lande og håbe på det bedste uden at forberede os på det værste.

Vi kan også gøre, som Venstre altid har gået ind for: Tage ansvar for Danmarks skæbne ved at fjerne forsvarsundtagelsen og være med til at forme Europas fremtidige forsvarssamarbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00