Forfatter: Regeringen spiller roulette med dansk velfærd

Den sociale kontrakt bygger på menneskerettighederne: Alle skal kunne modtage hjælp i en livskrise, og mennesker, der har konkrete udfordringer - mentalt eller fysisk -, har ret til kompensation, der giver mulighed for en så normal tilværelse som muligt. 

Man kan også sige, at den sociale kontrakt udgør præmissen for vores støtte til staten og den velfærdsmodel, vores samfund er bygget på.

Den kontrakt risikerer at gå i stykker de kommende år, og den røde lampe blinker kraftigt, fordi statsministerens fokus er på middelklassens relationer og behov.  

Frederiksen presser for udvikling

Mette Frederiksen peger på det dilemma, at velfærdsstaten de senere årtier har overtaget rollen som den eneste ansvarlige for mennesker med behov for hjælp og støtte.

De fleste kan forhåbentlig forstå det meningsløse i, at det offentlige skal løse alle vores personlige problemer og udfordringer. 

Når jeg følger regeringens arbejde og statsministerens ord, bliver jeg bekymret for den sociale kontrakt.

Nick Allentoft
Forfatter

Regeringen foreslår decentralisering og lægger samtidig op til at genoverveje den sociale kontrakt mellem staten og borgeren. Eller som statsministeren siger det: 

"Det allerbedste er jo, at man som borger går ind i det og er med til at tage et ansvar for at forandre der, hvor det ikke går godt."

Nøgleordet her er ordet "det", for hvad mener Mette Frederiksen egentlig, når hun siger "det". 

Taler hun om hjælpen til familiemedlemmet, der har mistet fodfæste i livet? Taler hun om familien med et handicappet barn, der har svært ved at få hverdagen til at fungere, så de voksne kan arbejde og betale deres skat? Taler hun om alvorligt syge, der mister jobbet, mens kræften æder deres krop, eller taler hun om den fyrede slagteriarbejder, der efter tyve års lønmodtagerstatus pludselig skal omskoles og finde en ny vej i arbejdslivet? 

Statsminister overser egne borgere

Når jeg følger regeringens arbejde og statsministerens ord, bliver jeg bekymret for den sociale kontrakt.

I Altingets interview nævner statsministeren overhovedet ikke de mennesker, der er direkte afhængige af velfærdssystemet for at kunne klare sig, når en livskrise rammer, eller når en grundlæggende del af deres tilværelse går i stykker. Mette Frederiksen taler om forældresamarbejde og andre forhold i middelklassens hverdag. 

Måske mener statsministeren, at mennesker, der trives, skal tage mere ansvar i deres lokalmiljøer. Måske kalder hun på, at middelklassen i højere grad skal tage medansvar for ledige, alvorligt syge og andre mennesker i livskriser.

Man kan tolke hendes "det" og anlægge den betragtning, at de bredeste skuldre skal bære mere, så staten kan frigøre ressourcer til at hjælpe svagere grupper. 

Eller man kan tolke Mette Frederiksens "det" på den måde, at relationerne mellem velfærdssystem, borgere og institutioner skal optimeres, så mennesker i beskæftigelse får bedre vilkår og rammer for at passe deres arbejde og betale deres skat. Altså en servicestat for middelklassen. 

Ingen velfærd uden en kontrakt

Hvorfor undlader statsministeren at tale om, hvordan mennesker i livskriser skal mødes? 

Den sociale kontrakt er central for et samfund, der bygger på tryghed, når en husstand med to voksne går på arbejde og betaler deres (høje) skat. Mon ikke de fleste gør det i forventning om, at de kan være trygge, hvis turen til jobbet en dag ender galt eller sygdom pludselig spænder ben for hverdagens trivsel. 

Reformer har siden start 00'erne ofte ikke formået at tilpasse sig de realiteter, som forskellige borgere står med.

Nick Allentoft
Forfatter

Derfor rejser transformationen til mere samfund bekymringer om risikoen for en velfærdskløft, og man kan med rette introducere begrebet velfærdsroulette. 

I værste fald risikerer vi en velfærdsservice, der favoriserer middelklassen og marginaliserer de mennesker, der rent faktisk har brug for hjælp og støtte.

Eller som statsministeren siger det: 

"På Christiansborg og i regeringen har vi ansvaret for, om der er en tilstrækkelig velfærdsøkonomi, og at områderne er prioriteret rigtigt."

Citatet er centralt, fordi det taler ind i den demokratikrise, vi står i.

Partierne driver politik ud fra de store folkelige dagsordener, der handler om normeringer, dagpenge, klima, pension og skat. De mindre områder - uanset om det er handicappede, socialt udsatte, sjældne sygdomme eller psykiatrien - bliver i værste fald ignoreret eller får i bedste fald gaver pakket ind i symbolpolitik. 

I 'Velfærdsillusionen' peger jeg på, hvordan tidligere reformer, trods gode intentioner, har set bort fra den sociale kontrakt, fordi den demokratiske markedsplads sigter efter at tilfredsstille folkestemningen; Læs middelklassevælgerne, som både er dem, der stemmer mest, og dem, der driver samtalerne på arbejdspladser og i de små hjem. 

Reformer har siden start 00'erne ofte ikke formået at tilpasse sig de realiteter, som forskellige borgere står med. Derfor bør regeringen udfordres på dens kurs, hvis vi vil bevare den velfærdsmodel, der sikrer alle danskere tryghed gennem livet.  

Regeringens og Mette Frederiksens intentioner om at skabe et mere frit og ansvarligt velfærdssamfund er prisværdige. Men for at denne vision ikke skal ende som en illusion, kræver det en omhyggelig og inkluderende tilgang, der giver plads til nuancer i den offentlige samtale om fremtidens velfærdsmodel.  

Dansk model er truet

Læsere, der kender mig og min bog 'Velfærdsillusionen', vil vide, at jeg hylder regeringens intentioner om mindre stat og mere samfund. Nu har regeringen sat bevægelsen i gang, og statsministeren har udpeget nogle spor og udfordringer. 

Fokus er lokal frihed, mere faglighed og mindre kontrol.

Vores samfundsmodel bygger på høj skat til gengæld for tryghed. I det øjeblik trygheden individualiseres ændrer vi præmissen for vores samfundsmodel.

Nick Allentoft
Forfatter

Men hvordan, spørger mange nu med rette. For det er vanskeligt at se den vej, der skal føre os derhen.

I det fremtidige velfærdssamfund, hvor middelklassen potentielt kan komme til at drive de kommende reformer, opstår der paradokser, der kan underminere netop middelklassens egen langsigtede tryghed.

Som jeg beskriver i 'Velfærdsillusionen', er trygheden et centralt omdrejningspunkt for vælgernes opbakning til en velfærdsmodel baseret på et højt skatteniveau. 

Hvis middelklassens umiddelbare behov uforvarende skubber mod en model, hvor trygheden bliver opløst, vil det bryde den generelle samfundskontrakt og følelsen af tryghed. 

Denne underminering af tryghed er også mod middelklassens egne langsigtede interesser. Ingen kan trygt gå på arbejde uden vished om, at der er et sikkerhedsnet, hvis noget går galt. Ergo vil de klogeste forsikre sig på anden vis, hvis de har råd til det. 

Vores samfundsmodel bygger på høj skat til gengæld for tryghed. I det øjeblik trygheden individualiseres ændrer vi præmissen for vores samfundsmodel. Derfor står vi midt i et paradigmeskifte, og spørgsmålet er, hvilken vej politikerne vælger.

Frihed kommer flere former

Er du nået helt herned i din læsning, tænker du måske; Hvad så, hvordan løser vi dette dilemma, så vi får mere samfund og mindre stat? 

Man må anerkende, at statsministeren har sat en svær kurs, men grundlæggende kan man udpege to fokuspunkter for reformer af velfærdsmodellen. 

Mennesker i livskrise bør være sikret ret til nødvendig hjælp og støtte.

Nick Allentoft
Forfatter

Det første har regeringen udpeget med mere frihed og mindre styring, eller modernisering af New Public Management-mantraet; Lad institutionerne få ansvar for egen drift i samarbejde med de brugere, de har.

Debatten er i gang, og reformerne er under udvikling. Den seneste ældrereform giver nogle indikationer af ambitioner og retning. 

Det andet fokuspunkt handler om at sikre den sociale kontrakt.

Mennesker i livskrise bør være sikret ret til nødvendig hjælp og støtte. Her forestår en politisk debat, der skal vælge retning. Sat på spidsen skal mennesker enten sikres rettigheder, som de kan gøre brug af på et frit marked, eller man må fastholde et myndighedssystem, som vi kender det i dag.