100 kommunalpolitikere har skiftet parti

PARTISKIFT: Efter kommunalreformen er byrådsmedlemmer blevet mindre partitro. DF har mistet mere end hver tiende kommunalpolitiker siden KV-05.
Rasmus Nielsen
Siden kommunalvalget for godt tre år siden har ikke mindre end 100 politikere forladt det parti, de blev valgt ind for. Det skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, der udgives af Kommunernes Landsforening.

Senest er det Tønders borgmester, Vagn Therkel Petersen, der er blevet løsgænger efter at være blevet ekskluderet fra Venstre.

Forsmåede ambitioner
Tallet svarer til fire procent af samtlige kommunalpolitikere, og det er overraskende højt, mener kommunalforsker Jacob Torfing fra Roskilde Universitet. Han tror, det er udtryk for politiske ambitioner.

"Man har jo set, at forsmåede politiske karrierer kan få folk til at springe til et andet parti, hvor de har en fornemmelse af, at mulighederne er bedre," siger Jacob Torfing til KL's blad.

I forbindelse med kommunalreformen måtte flere partiforeninger lægges sammen i de nye kommuner. Det kan have givet frustrationer hos dem, der så på den måde er havnet længere nede på listen, siger kommunalforskeren.

DF og de lokale lister topper
Ifølge opgørelsen er det især kommunalpolitikere fra Dansk Folkeparti og de lokale lister, der har vraget deres oprindelige parti.

15 af de valgte politikere fra Dansk Folkeparti har skiftet parti, hvilket svarer til 12 procent af samtlige DF'ere. Lokallisterne har mistet 12 af deres valgte medlemmer, men har til gengæld fået 11 nye medlemmer fra andre partier.

Jacob Torfing mener, at det skyldes, at det er partier, som ikke har en så entydig ideologisk kerne, så det er nemmere at blive uenig. 

"Derudover har politikere fra Dansk Folkeparti og Lokallisterne ofte ikke særlig mange års politisk erfaring bag sig og er derfor mere følsomme over for andre partiers påvirkning," noterer han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00