3F: Regeringen fører retro-politik på socialområdet

Af Ellen K. Lykkegård
Gruppeformand for 3F

I det nuværende regeringsgrundlag erklærer man, at det danske arbejdsmarked skal være karakteriseret af gode løn- og arbejdsvilkår. Det skal jo så også gælde for danskere på kontanthjælp, der fremover – ifølge regeringens forslag – skal være tvunget til at finde "ordinært" arbejde i 225 timer om året, svarende til knap 14 procent af den årlige, normale arbejdstid for fuldtidsbeskæftigede.

Ordinært betyder her ikke-støttet beskæftigelse. Og det er da en ret optimistisk livsanskuelse, som ligger bag ideen om, at kontanthjælpsmodtagere "bare" går ud og finder sig et stykke arbejde i seks uger om året.

Tankegangen er vel, at de nok ikke rigtig hidtil har ”taget sig sammen”, men nu hvor der er kroner på spil, kan de da lære det, kan de!

To ægtefæller på kontanthjælp får således ifølge forslaget et helt særligt incitament til at komme ud på jobmarkedet i hver seks uger om året. For hvis det ikke lykkes for dem begge, skal de fremover leve af den enes kontanthjælp.

Der skal ikke stor fantasi til at forestille sig, at de pågældende næppe vil være specielt nøjeregnende med, hvilke løn- og arbejdsvilkår de tilbydes, når alternativet er, at parret og deres eventuelle børn fremover skal klare sig for halvdelen af det hidtidige forsørgelsesgrundlag.

Det er helt enkelt ikke alle, der har mulighed for at forsørge sig selv og – som om Jesus var kommet forbi og havde berørt den lamme – kan rejse sig og spadsere videre ud i livet og samfundet.

Gruppeformand for 3F
Ellen K. Lykkegård

Et brud med den tilkæmpede ligestilling
I regeringsgrundlaget hedder det - politisk korrekt - at udenlandske lønmodtagere skal sikres de løn- og arbejdsvilkår, der er gældende i Danmark. Det er jo en fin målsætning, men den vil næppe fremover kunne opnås for kontanthjælpsmodtagere, i særdeleshed ikke ægtefæller på kontanthjælp, hvis regeringens forslag bliver til virkelighed.

Dette kollektive beskæftigelseskrav for ægtefæller ligger desværre helt i forlængelse af andre socialpolitiske "reformer", hvor regering og Folketing har skruet tiden tilbage og droppet at behandle borgerne som individuelle personer.

Tendensen er et brud med den tilkæmpede ligestilling og værdighed for den enkelte, som de seneste 40 års socialpolitiske indsats har haft som mål. Men når målet er at skære i de offentlige ydelser for de socialt svageste, er politikerne åbenbart ikke mere så optaget af individets rettigheder. Tendensen er desværre et alvorligt tilbageskridt, som bør vække til større debat, end den hidtil har gjort.

Hul på bylden
Retro-stil og Matador-traditioner kan jo ellers være underholdende, hvis de dukker op inden for mode-, musik- og kunstretninger. Men i socialpolitikken er hattedamer og fru Fernando Møhge-stilen bestemt ikke velkommen – kvinder og andet godtfolk behøver vel ikke i 2015 at blive identificeret ud fra deres tidligere ægteskab med en korn- og hestehandler?

Der gik som bekendt hul på bylden med samboendes forsørgelsespligt – hvilket blev forsvaret med et ønske om at ligestille kærester med og uden papir på deres følelser. Hvis regeringens forslag til nye regler for kontanthjælp for ægtefæller med beskæftigelseskrav går igennem, kan man frygte, at det om nogle år også skal gælde for samboende.

Det er trist, at socialpolitikken i disse år er totalt underlagt kravet om et øget arbejdsudbud, frem for at fokusere på de tiltag, som kan bidrage til at styrke den enkelte borgers livskvalitet og sociale kompetencer. Det er helt enkelt ikke alle, der har mulighed for at forsørge sig selv og – som om Jesus var kommet forbi og havde berørt den lamme – kan rejse sig og spadsere videre ud i livet og samfundet.

Eller som formanden for Landsforeningen Sind, Knud Kristensen, har udtrykt det: ”Man kan altså ikke motivere en énarmet til at tage skeen i den anden hånd!”