Ældre stritter imod rehabilitering: Støvsugning er da ikke livskvalitet
GØR-DET-SELV: Ansatte i hjemmeplejen har vænnet sig til at arbejde "med hænderne i lommen", men en del ældre har svært ved at acceptere, at de selv skal støvsuge. Ny KORA-undersøgelse gør status halvandet år efter, at rehabilitering blev lovpligtigt.
Søren Elkrog Friis
MagasinredaktørDet er en kæmpe udfordring af få solgt rengøring som noget, der giver livskvalitet. Den er der ikke så mange, der hopper på
Tine Rostgaard
Professor, KORA
Siden 1. januar 2015 har det været lovpligtigt for kommunerne at tilbyde rehabilitering til ældre, som søger om hjemmehjælp – hvis de vurderes at have potentiale for at blive selvhjulpne.
Rengøring, tøjvask og personlig pleje skal derfor ikke længere per automatik klares af hjemmeplejen. De bruger i stedet tiden på at træne de ældre til at kunne klare tingene selv.
Og ifølge medarbejderne selv giver den nye arbejdsform rigtig god mening – både for de ældres velfærd og deres egen arbejdstilfredshed.
8 konklusioner fra rapporten ”Hænderne i lommen”:
KORA har undersøgt, hvad den rehabiliterende tilgang betyder for samspillet mellem borgere og medarbejdere.
Undersøgelsen er finansieret af Fremfærd Ældre, som er et samarbejde mellem KL og en række faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet.
Undersøgelsen viser, at indførelse af rehabilitering i Svendborg og Middelfart Kommuner bl.a. har betydet:
1) En fælles forståelse blandt medarbejderne om fordelene ved at arbejde rehabiliterende.
2) Nyt tværfagligt fællesskab – især blandt terapeuter og sosu-medarbejdere.
3) Flere tværfaglige mødefora, hvor medarbejderne løbende kan have faglig udveksling og læring.
4) Større tillid til medarbejderne. De har fået mere fleksibilitet og indflydelse på planlægningen af deres eget arbejde. Og har tid nok til at kunne arbejde rehabiliterende.
5) De borgere, der ikke er motiverede for at blive rehabiliteret, kan let blive opfattet som problematiske.
6) Målet om selvhjulpenhed kan tolkes forskelligt af borgere og medarbejdere. Medarbejderen er typisk mest optaget af fysisk selvhjulpenhed, mens ensomhed og utryghed kan fylde meget for borgeren.
7) Borgerinddragelse er i fokus, men det er ikke altid klart, hvordan det gøres på den bedste måde.
8) Borgerens retsstilling er diffus. Borgeren bliver ikke altid orienteret skriftligt om indsatsen. Det betyder, at det kan være uklart for borgeren, hvad der gives af indsats og med hvilket mål.
Kilde: "Med hænderne i lommen – Borger og medarbejders samspil og samarbejde i rehabilitering", Tine Rostgaard og Lea Graff september 2016
Social
