Bettina Post: Faglighed og økonomi skal være i balance

Af Bettina Post
Chefkonsulent, Professionshøjskolen Metropol

Lad mig starte med at konstatere, at socialområdet alle dage har gjort ondt på de økonomiansvarlige i hele den offentlige sektor, fordi det er så pivdyrt. Der er derfor behov for uophørligt at minde os selv og hinanden om, at formålet med, at vi overhovedet bedriver socialt arbejde, er at vi skal forebygge sociale problemer og tilgodese de behov, de skaber. Det hele skal helst føre til, at flere får mulighed for at leve bedre og mere selvhjulpne liv.

Den bestemmelse, som aktuelt er til debat, har siden 1. september 2012 føjet til ovenstående formål, at der både skal tages faglige og økonomiske hensyn, når der træffes afgørelser efter loven, og at kommunerne - inden for lovens rammer - kan fastsætte vejledende lokale serviceniveauer.

De nye beføjelser skabte så stor debat, dengang de blev foreslået, at Socialministeriet måtte love at følge implementeringen af lovforslaget tæt. Allerede i 2013 granskede Ankestyrelsen derfor 99 sager fra ni forskellige kommuner, som havde indført eller ændret deres serviceniveau efter lovændringen.

Sagerne omhandlede hjælp til socialpædagogisk bistand og midlertidigt ophold i botilbud, og Ankestyrelsens egen konklusion på undersøgelsen var, at kommunerne kun sjældent henviste til de lokale serviceniveauer i sagsbehandlingen. Ordet ”sjældent” dækkede over 29 ud af 99 sager, altså knapt 1/3. Om det er lidt eller meget, er vist en smagssag.

Et skred i forhold til formålet
Det store spørgsmål er imidlertid, om det var lovændringen, som medførte øget fokus på økonomi, eller om det var et øget fokus på økonomi, som førte til lovændringen.

Det store spørgsmål er imidlertid, om det var lovændringen, som medførte øget fokus på økonomi, eller om det var et øget fokus på økonomi, som førte til lovændringen.

Bettina Post
Chefkonsulent, Professionshøjskolen Metropol

Må jeg minde om, at den kom i forlængelse af, at kommunerne overskred budgetterne voldsomt i årene efter, at kommunalreformen gav dem hele ansvaret for det specialiserede socialområde. Den samtidige økonomiske opbremsning i kølvandet på finanskrisen medførte desuden - både nationalt og internationalt - et udtalt behov for at få styr på budgetterne. På Metropol har vi forsket lidt i konsekvenserne af dette styringsbehov herhjemme.

I en rapport fra 2014 har adjunkt og ph.d.-studerende Ida Marie Schrøder således undersøgt ”Budgetblikket i socialt arbejde med udsatte børn og unge”. Hun fandt, at der ”er et ufravigeligt budgetblik, som integreres i det daglige sociale arbejde” og, at det bl.a. betyder, at ”målene for børne- og familieafdelingernes arbejde formuleres som budgetmål, der handler om, hvordan deres udgifter forventes at fordele sig i det kommende år. Derfor måles der på, om fordelingen af udgifterne svarer til det forventede og ikke på, om udgifterne resulterer i det forventede.”

Det må alt andet lige siges at være et skred i forhold til det formål med det sociale arbejde, som jeg har beskrevet indledningsvist.

En risikabel kurs
Undersøgelsen viste også, at sagsbehandlerne generelt tager økonomiske hensyn, men ikke kun er motiveret af priser eller mål om eksempelvis at nedbringe antallet af anbringelser. I stedet udvikler de forskellige måder at tage økonomiske hensyn på, som udspringer af den konkrete ansættelse, herunder graden af ansvar og omfanget af faglig sparring om sammenhængen mellem effekt, kvalitet og pris.

Sagsbehandlerne accepterer altså økonomi som et vilkår i arbejdet, men de bruger deres overblik og uddannelse til at få det til at balancere med netop de socialfaglige formål. Den strategi bør de støttes i. I stedet har jeg bemærket en tendens til, at økonomernes sprogbrug og tankesæt i stadigt stigende omfang anvendes i de socialfaglige og –politiske debatter. Man taler om at ”investere i mennesker” og opstiller beregningsmodeller, som skal afdække det sociale arbejdes ”økonomiske effekter”.

Men det er en risikabel kurs. For det kan ende med at tage pusten fra de socialfaglige medarbejdere og dermed lade de økonomifaglige overtage hele styringen. Det er der ingen, der vinder noget ved.