Bettina Post: Gå fundamentet efter i sømmene

Af Bettina Post
Chefkonsulent, Institut for socialt arbejde, Professionshøjskolen Metropol

Den igangværende debat om, hvad regeringens nye langsigtede sociale mål skal indeholde, har affødt en pudsig buket af indlæg. Panelet skyder løs i alle retninger, og der er næppe én af os, som kan sige sig fri for at benytte lejligheden til at bringe vores egen lille socialpolitiske Hassan på banen.

Lige fra oversete målgrupper til arbejdsvilkår, økonomi, kompleksitet og sågar et helt nyt landsdækkende økonomikrisecenter. Det er alt sammen udmærkede bidrag, men det er alligevel bekymrende spredt fægtning.

I et forsøg på at skabe afsæt for en smule fælles fodslag, vil jeg derfor denne gang komme med et bud på, hvad der mere grundlæggende skal til for, at det sociale arbejde i det hele taget kan lykkes. Buddet tager afsæt i, at jeg om en måneds tid kan se tilbage på hele 28 år som socialrådgiver - inklusive en rundtur i alt til faget hørende.

Det har i alt væsentligt været 28 krævende og gode arbejdsår, som indtil videre har budt på en halv snes vidt forskellige arbejdspladser, som alle i deres egen kontekst og forståelse har haft fat i noget væsentligt. De har også budt på udmøntningen af tre årtiers socialpolitik, som uafhængigt af skiftende regeringers partifarve har erklæret sig på ”de svages” side.

Vi slås forgæves
Alligevel slås vi stadig temmelig forgæves med at nedbringe antallet af socialt udsatte. Svaret på, hvordan det kan være, må derfor findes i vejen til at nå de til enhver tid opstillede politiske mål. Altså i måden, vi arbejder på i det daglige, og det vi bruger kræfterne på. Lad mig give et eksempel:

Opgaven var - og er - at hjælpe.  

Bettina Post
Chefkonsulent, Institut for socialt arbejde, Professionshøjskolen Metropol

I slutningen af 90’erne arbejdede jeg med børnesager. Det er nok det mest krævende job, jeg har haft, men også det mest meningsfulde. Rigtig mange dårligdomme grundlægges i barndommen, og derfor giver det den største mening at bruge sit arbejdsliv på at forsøge at forebygge og afhjælpe problemerne så tidligt som muligt.

Somme tider havde jeg dog svært ved at bevare roen og overblikket, når de voksne i disse familier endnu en gang sprængte alle rammer for godt forældreskab. Så tog jeg gerne sagen under armen og konsulterede chefen. Og når jeg havde fremlagt alle mine kvababbelser over, hvor umuligt samarbejdet med familien var, og han havde lyttet behørigt til det hele, rømmede han sig og sagde: ”Javel. Men hvis vi nu skulle hjælpe de her mennesker, hvad skulle vi så gøre?”

Opgaven er at hjælpe
Det var en god chef. Og jeg har mange gange siden sendt ham en venlig tanke, når jeg har været frustreret over at komme til kort i mit arbejde. For han ramte jo fundamentet. Opgaven var - og er - at hjælpe.

Desværre fortaber denne simple bestræbelse sig i nutidens endeløse krav om et stadigt mere effektivt, manualiseret og økonomistyret socialt arbejde. Der synes at være en nærmest destruktiv tendens til at komplicere det hele med et hav af skrivebordsgenererede målsætninger, paragraffer og metoder, som hver især nok har sin egen berettigelse, men som tilsammen kommer til at stjæle al opmærksomheden. Og så mister vi fokus på det og dem, som det egentlig burde handle om. De socialt udsatte. Det skal der gøres op med.

Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg forsimpler komplicerede sammenhænge, og at det gode sociale arbejde forudsætter, at mange ting går op i en højere enhed. Men hvis Karen Ellemanns ambition er at formulere nogle mål, som er så langtidsholdbare, at de kan overleve et regeringsskifte, skal fundamentet gås efter i sømmene. Der er brug for, at vi stopper op et øjeblik og minder hinanden om, hvad det egentlig er, det sociale arbejde skal.

Et solidt fælles fundament er en forudsætning for, at visionerne får samme retning. Det er dét stof, levedygtige mål er lavet af.