Bettina Post: Udsatte må ikke ses som en udgift

Af Bettina Post
Chefkonsulent, Professionshøjskolen Metropol

Det bliver stadig mere almindeligt, at mediebårne historier om landets socialpolitiske udfordringer har en økonomi-vinkel. Hvor det tidligere især var den menneskelige historie, som vakte nysgerrighed og interesse, så er det nu i langt højere grad den samfundsøkonomiske omkostning, som er i centrum for opmærksomheden. Og det gennemsyrer efterhånden hele feltet på en måde, som er alarmerende.

I januar sendte Rockwool Fonden eksempelvis Arbejdspapir nr. 39 på gaden med overskriften: ”Den økonomiske gevinst ved at inkludere de udsatte unge”. Af arbejdspapirets indledning fremgår, at et liv på kanten af samfundet ”giver først og fremmest et mindre tilfredsstillende liv for den enkelte”, men sætningen er ikke gjort færdig uden tilføjelsen om, at det også er ”forbundet med store omkostninger for velfærdsstaten”.

I Jyllands-Posten 25. januar får omtalen af rapporten overskriften: ”De dyre unge mennesker”, og det forklares, at samfundet kan spare 15 mia. kr. om året, hvis de udsatte unge kommer lige så meget i beskæftigelse som deres ikke-udsatte jævnaldrende.

Det er i folkeskolen, skaden sker
Alle artiklens adspurgte eksperter peger på, at det er i folkeskolen, skaden sker. Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, mener, at løsningen er en ”investering” på f.eks. 2 mia. kr. i at få folkeskolen til at forebygge ledighed.

”Det er sund fornuft. Enhver virksomhedsejer, der ser, at han har en udgift på 15 mia. kr. om året, vil forsøge at investere penge i at nedbringe den udgift. Men sådan tænker man ikke i den offentlige sektor”, lyder Berlaus analyse. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Hele tankegangen om, hvordan vi hurtigst og billigst kan investere os frem til, at landets socialt udsatte ikke længere er en udgift, afspejler imidlertid troen på et fix, som ikke findes.

Bettina Post
Chefkonsulent, Professionshøjskolen Metropol

Vi skal vist for det første flere hundrede år tilbage i tiden for finde belæg for, at folkeskolens hovedopgave var at gøre eleverne til ”nyttige Borgere i Staten”. Som den højt respekterede tidligere chefredaktør for fagbladet Folkeskolen, Thorkild Thejsen, skrev i 2009, er ”helheden i skolens dobbelte formål at give eleverne afsæt til et meningsfuldt, hæderligt og værdigt liv som menneske blandt mennesker”. Ja tak.

For det andet er der absolut intet, der tyder på, at man ikke også i den offentlige sektor forsøger at minimere de økonomiske tab af fejlslagne indsatser og fortabte årgange. Skulle nogen ønske sig dokumentation for den påstand, behøver man blot at kaste et enkelt blik på KORAs inspirationskatalog fra juni 2015, som indeholder over 435 forslag til kommunaløkonomiske effektiviseringer, som er kopieret fra kommunernes omstillingskataloger.

Her optræder ord som ”udgift”, ”effektivisering”, ”besparelse” og ”økonomi” ca. 265 gange. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at selv en virksomhedsejer hist og her vil kunne få nogle sparetips af at læse med.

En skærpet pligt for interesse
Hele tankegangen om, hvordan vi hurtigst og billigst kan investere os frem til, at landets socialt udsatte ikke længere er en udgift, afspejler imidlertid troen på et fix, som ikke findes. Alle, som ved bare en smule om socialt arbejde, ved også, at de gode resultater både kræver penge og kløgtige socialfaglige indsatser og en god portion tålmodighed.

Vi kan dog nok regne med, at hvis hverken forskningen eller fagfolkene føler sig tilskyndet til at slå på tromme for det sociale arbejde, så er der ingen, der gør.

Vi har derfor i mine øjne en skærpet pligt til at blive ved med at interessere os indgående for, hvordan vi med velfærdssamfundets mellemkomst kan hjælpe ikke mindst de udsatte børn og unge med at få nogle bedre liv end dem, skæbnen ellers havde tiltænkt dem.

Gør vi ikke det, risikerer vi, at det hele ender i åndsforladte regnestykker, så vi ret beset kan nøjes med at ansætte dresserede aber til at vende tommelfingeren nedad, hver gang en ny idé er sendt igennem regnemaskinen og ikke umiddelbart slår ud i plus. Det er der vel – hånden på hjertet – ikke for alvor nogen, som synes, er en god ide?