EL: Kontanthjælpsloftet er rå klassekamp

Af Finn Sørensen (EL)
Arbejdsmarkedsordfører

”Det skal kunne betale sig at arbejde”. Igen trækkes denne nedslidte krikke af stalden for at forsvare geringens forslag om et ”moderne” kontanthjælpsloft og de øvrige stramninger i regeringens ”Jobplan I”. Filosofien er som bekendt, at hvis vi fattiggør de arbejdsløse, og især dem, der står langt fra arbejdsmarkedet, så kommer der flere i arbejde.

Sådanne påstande har det med at slide sig selv op i det lange løb. Trods flere hårdhændede stramninger over for kontanthjælpsmodtagere gennem de sidste 10-15 år, så er gruppen generelt set bare vokset.

I øjeblikket er der et mindre opsving i beskæftigelsen, men selv de mest fantasifulde udbudsøkonomer kan ikke finde belæg for, at det skyldes de nye fattiggørende reformer, herunder af dagpenge og kontanthjælp, som også den tidligere RSSF-regering gennemførte.

Der findes ganske enkelt ikke nogen ”evidens”, som det så fint hedder nu om dage, for påstanden om, at et kontanthjælpsloft og dertil hørende andre grove nedskæringer over for nogle af de mest udsatte borgere skulle føre til flere i arbejde. Det nåede Socialforskningsinstituttet i hvert fald frem til i sin analyse fra 2005 af virkningerne af det tidligere kontanthjælpsloft. Tværtimod viste det sig, at afgangen til arbejde fra den gruppe, der ikke var omfattet af loftet, var en smule større end for dem, der blev ramt af det.

De tror ikke selv på det
I 2006 måtte Claus Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister da også indrømme, at det ikke virkede som påstået. Ministerens rapport konkluderede, at ganske vist var der nogle ”indikationer” på at loftet fik lidt flere til at forlade kontanthjælpssystemet lige omkring det tidspunkt, hvor de blev berørt (dengang efter ½ år). At man ”forlader kontanthjælpssystemet” er imidlertid ikke det samme, som at man får et job, og nogen klar beskæftigelseseffekt kunne ikke påvises.

Det interessante er, at regeringen ikke selv tror på, at det virker.

Finn Sørensen (EL)
Arbejdsmarkedsordfører

I oktober 2015 kom Det Økonomiske Råd med en analyse af den seneste kontanthjælpsreform, der drastisk nedsatte ydelserne for de 25-29 årige og strammede rådighedskravene for alle kontanthjælpsmodtagere. Resultatet er stort set det samme. DØR måler en mindre fremgang i beskæftigelsen for de 25-29-årige.

På den baggrund mener DØR, med ”betydelig usikkerhed”, at reformen øger beskæftigelsen for de 25-29 årige med ca. 1600 – 2600 personer. Bortset fra, at der ikke argumenteres for, at det i sig selv skulle skyldes reformen, så er det jo under alle omstændigheder et magert resultat i betragtning af at den rammer hårdt over for de ca. 20.000 unge i alderen 24-29 år.

Det interessante er, at regeringen ikke selv tror på, at det virker. På trods af, at det nye kontanthjælpsloft er skrappere end det gamle (det virker med det samme og ikke først efter et halvt år), på trods af 225 timers-reglen strammes, så den nu også gælder enlige, så er den samlede årlige effekt  af Jobplan I kun 650 yderligere i beskæftigelse – 650!. Virkelig ”godt” klaret i betragtning af, at planen samlet set rammer stort set alle 150.000 kontanthjælpsmodtagere gennem en eller flere af stramningerne.

Gammeldags rå klassekamp
Det samme billede får vi, når vi ser på alle de andre såkaldt ”udbudsskabende” reformer som er gennemført de sidste 5-6 år. Den forventede jobeffekt af hver enkelt reform er forsvindende lille, i forhold til hvor mange tusinde mennesker der bliver ramt. Vi har netop fået et frisk eksempel.

Regeringen vil udvide målgruppen for integrationsydelsen til alle, der har boet her i landet i mindre end 7 år ud af de seneste 8. Mere end 20.000 vil få skåret ydelsen ned til det halve, det vil ramme vanvittigt hårdt i tusindvis af familier. Den forventede jobeffekt? 281 personer!

Men hvorfor fremturer Jørn Neergaard og Inger Støjberg så med deres monotone messen om, at flere kommer i arbejde, hvis vi gør folk fattigere? Fordi de ikke vil indrømme, at det handler om noget helt andet. Det samme gælder RSSF-regeringen, der jo også gennemførte grove forringelser over for arbejdsløse og syge. Hver eneste gang de gør det, slår de to fluer med et smæk.

Der skabes ”råderum” til skattelettelser til de 10 procent rigeste, der i sandhed er blevet forgyldt lige siden nullerne. De udhuler trygheden for lønmodtagerne, hvilket uundgåeligt virker på løndannelsen, hvad DØR, Cepos m. fl. da også er ærlige nok til at indrømme. Det siger sig selv. Hvis lønmodtagerne er hunderæd for at blive fyret, hvad friske undersøgelser viser, at de er i stigende grad, så har solidariteten og kampen for gode løn og arbejdsvilkår trange vilkår.

Derfor må man sige: Der er ikke noget ”moderne” ved det nye kontanthjælpsloft. Det er gammeldags, rå klassekamp. Og derfor er det meget befriende, at Ellen Lykkegaard fra 3F i sit indlæg så klart siger, hvad det handler om. Det handler om at presse lønningerne nedad. Jeg ville ønske, at resten af fagbevægelsen ville være lige så skarpe på dette punkt, og at det også bliver sagt i forbindelse med alle de andre reformer af efterløn, dagpenge, førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp – for de er skåret over samme læst.