Der er brug for et fælles behandlingsprog

Udfordringer opstår, hvis en patient ikke passer ind i én forløbskasse eller måske endda har flere kroniske sygdomme og dermed passer ind i flere forløbskasser. En sådan Kaftkas tankegang giver ikke lighed for alle.

Ove Andersen
Forskningschef ved Klinisk Forskningscenter

Af Ove Andersen
Forskningschef ved Klinisk Forskningscenter, Hvidovre.

Med et parallelt opbygget offentlig/privat sundhedsvæsen kan diskussionen ”lighed for alle” umiddelbart virke lidt absurd, men spørgsmålet er, hvad der forstås ved lige adgang.

For at opnå lighed må beslutningen om, hvilken behandling der skal gives den enkelte patient, være uafhængig af de for år tilbage indførte diagnoserelaterede betalingskoder. Vi må som sundhedsfaglige ikke forlade os på værktøjer, der er udviklet til at vurdere en basal eller minimal form for kvalitet.

Evidensbaserede værktøjer
Jeg er ikke fortaler for, at man ikke skal følge kvalitets- og dokumentationskrav og guidelines, tværtimod. Men disse skal anvendes til formålet, altså være kvalitetssikringsværktøjer og ikke være et mål for faglighed. De værktøjer, der skal udvikles, skal være videnskabelig funderede, altså evidensbaserede og må ikke føre til, at vi sænker vore faglige krav til individbaseret behandling og i stedet placerer patienter i forudbestemte minimumskvalitetskasser.

Hvis man tager udgangspunkt i, at hver enkelt patient skal have en optimal og ”ens” behandling, så vil det betyde, at man som sundhedsfaglig person skal have mulighed for at behandle hver patient forskelligt, alt efter hvor påvirket/syg den enkelte er af sin sygdom. Det kræver, at vi som behandlere benytter eller udvikler værktøjer, der er i stand til at estimere sværhedsgraden af den enkeltes sygdom, også kaldet sygelighed, og ikke mindst at identificere den enkelte patients langtidsprognose. Herunder effekt eller især mangel på effekt. Det vil med andre ord sige individbaseret terapi baseret på et fagligt funderet grundlag  

Kvalitetssikring af de to systemer kan sikre, at såvel offentlig som private udbydere af en bestemt behandling til en given sygdom har rammerne til at behandle patienten i. Hvem og hvordan behandlingen skal gives, kan vi som offentlig ansatte alene sikre i vores del af sundhedsvæsnet. Dette må vi så også tage det faglige ansvar for at udvikle og ikke mindst implementere, så snart den tilstrækkelige viden er tilgængelig i form af resultater baseret på videnskabelig data publiceret  i faglige tidsskrifter.

Et fælles sprog
En løsning på optimal behandling af patienter bør ikke kræve, at hver patient skal have sin udnævnte ambassadør, følgesvend eller forløbskoordinator. Dette redder ikke et ineffektivt system, men er alene en lappeløsning, som ikke vil sikre de mange patienter, der af den ene eller anden grund ikke har fået udnævnt deres ambassadør, deres forløbskoordinator etc.. Udfordringer opstår, hvis en patient ikke passer ind i én forløbskasse eller måske endda har flere kroniske sygdomme og dermed passer ind i flere forløbskasser. En sådan Kaftkas tankegang giver ikke lighed for alle.

Patienter skal ikke kunne kræve een bestemt behandling alene baseret på en diagnosekode, men de skal have retten til en hurtig og effektiv stillingtagen fra behandlersystemet til, hvilken udredning og behandling de på det givne tidspunkt vil få mest gavn af. Denne beslutning skal baseres på en faglighed, der går på tværs af det danske sundhedsvæsen, såvel i primær som sekundær sektor. Alene en fælles tværsektoriel referenceramme vil kræve, at vi udvikler et fælles beslutningsgrundlag baseret på et fælles sprog, som såvel patient som kommune og hospital kan tage stilling til.