Fhv. generalsekretær for Bedre Psykiatri om 10-års plan: Behandlingspsykiatrien er forud på point fra start

Endnu en udsættelse. For nylig meldte Magnus Heunicke ud, at arbejdet med regeringens sundhedspolitiske prestigeprojekt i form af en ambitiøs 10-årsplan for psykiatrien endnu engang er blevet udskudt.

Denne gang er forklaringen, at en sådan stor og ambitiøs plan kræver en grundig forberedelse, og det kan selvsagt være svært at være imod. Hvem vil kommunikativt stå på synspunktet, at en tiårig plan ikke skal forberedes grundigt?

Køreplanen for 10-årsplanen synes nu at være, at Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Socialstyrelsen skal komme med et såkaldt fagligt oplæg i slutningen af 2021. Det betyder selvsagt også, at de politiske forhandlinger – og dermed en aftale – først vil komme i 2022.

Jeg vil personligt blive overrasket, hvis det ikke er behandlingspsykiatrien, der fylder mest.

Thorstein Theilgaard
Public affairs-chef, Holm Kommunikation, fhv. generalsekretær for Bedre Psykiatri, fhv. MF for SF

Men vi får allerede de første fingerpeg om, hvor prioriteterne i den kommende 10-årsplan vil være, når det faglige oplæg præsenteres. Her bliver det især interessant at læse, hvor meget behandlingspsykiatrien fylder i forhold til socialpsykiatrien og de forebyggende indsatser. 

Lidt frækt og firkantet sagt: Står behandlingspsykiatrien og Sundhedsstyrelsen som vindere, eller er det lykkedes Socialstyrelsen og de blødere dele af psykiatrien at spille remis?

Økonomiske muskler
Jeg vil personligt blive overrasket, hvis det ikke er behandlingspsykiatrien, der fylder mest. Den er nemlig foran på point allerede fra starten i form af betydeligt mere håndgribelig viden og fakta, en stærk Sundhedsstyrelse og en forholdsvis indgroet forestilling om, at psykiatrisk behandling i det store hele er lig med senge og afdelinger. Om det så er den mest optimale løsning for de mange danskere, der lider af dårlig mentalt helbred og psykisk sygdom er en helt anden sag.

I takt med, at milliarderne er væltet ud af statskassen under coronakrisen, har der naturligt nok bredt sig en bekymring på området for, hvor mange penge der reelt vil være til at finansiere ambitionerne, når det kommer til stykket. Og her er det værd at bemærke, at sporene skræmmer fra finansieringen af tidligere psykiatriplaner.

Måske er det i det lys, man skal se flere af aktørernes umiddelbart overraskende forståelse for den seneste udsættelse af arbejdet med en 10-årsplan? Det er vel kun den indsigtsfulde formand for Psykiatrifonden, der for alvor har udtrykt bekymring?

Penge er selvsagt ikke alt, og ambitionerne for den kommende plan skal ikke udelukkende vurderes på, hvor mange penge den politiske aftale ender med at indeholde. Men samtidig gælder der også den regel i politik, at et områdes vigtighed meget konkret kan aflæses ud fra, hvor mange penge, der afsættes.

Det bliver derfor interessant at se, hvor på vigtigheds-skalaen psykiatrien ender? Går man videre ad den vej, som det historiske løft i finanslovsaftalen af psykiatrien på 600 millioner kroner var udtryk for, eller viser det sig snarere, at man igen ender med en psykiatriaftale, hvor pengene ikke står mål med ambitionerne?

Hvis der kan være bekymring for en kommende plans økonomiske muskler, så er der en ting, der ligger helt fast, og det er, at vi kan forvente en bred politisk aftale om den kommende 10-årsplan.

Jeg gætter på, at stort set alle partier ender med at være en del af den politiske aftale.

Thorstein Theilgaard
Public affairs-chef, Holm Kommunikation, fhv. generalsekretær for Bedre Psykiatri, fhv. MF for SF

Jeg gætter på, at stort set alle partier ender med at være en del af den politiske aftale. Det kan virke som en mindre detalje, men det er på ingen måde uden betydning, idet det er med til dels at understrege områdets politiske betydning og dels at sikre politisk ro omkring de kommende års udvikling.

Bred aftale
Apropos forventningerne om det brede samarbejde er det værd at bemærke, at til forskel fra tidligere forløb omkring psykiatriaftaler er det denne gang sådan, at stort set alt, hvad der kan krybe og gå af fagforeninger, faglige selskaber og organisationer i og omkring psykiatrien, er enedes om otte anbefalinger i forhold til 10-årsplanen.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, og det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at både KL og Danske Regioner også er endt med at lægge navn til anbefalingerne. Godt nok er indholdet sine steder en smule floromvundet og andre steder noget luftigt, men det ændrer ikke ved, at det er et meget stærkt politisk signal fra alle betydende aktører i og omkring psykiatrien til Christiansborg.

Det bliver i sandhed interessant at følge, hvorvidt den nyvundne enighed blandt de mange aktører kan holde hele vejen igennem processen, eller om aktørernes meget forskellige særinteresser i sidste ende vil spænde ben for enigheden og dermed skabe sprækker i den fælles front for en ambitiøs plan.