Regioner: Misbrug kræver helhedsorienteret hjælp

Den mangelfulde misbrugsbehandling rammer hårdest hos de mennesker, der lider af dobbeltdiagnoser. Det gælder for mere end 50 procent af de alkoholafhængige og mere end 75 procent af stofmisbrugerne. Selvom disse mennesker i forvejen er udsatte og sårbare, er behandlingssystemet tilrettelagt sådan, at ingen kan eller må give dem en sammenhængende, helhedsorienteret hjælp.

Ulla Astman (S)
Regionrådsformand i Region Nordjylland (S)

Af Ulla Astman (S)
Formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner og regionsformand i Region Nordjylland

Mennesker med både psykisk sygdom og misbrug er nogle af de mest udsatte borgere i Danmark. Alligevel er den sundhedsfaglige behandling, vi giver dem, usammenhængende, og kvaliteten svinger voldsomt fra postnummer til postnummer.

Alkohol- og stofmisbrug betragtes som en sygdom af WHO. Og det behandles i mange andre lande i det specialiserede sundhedsvæsen. Alligevel har vi i Danmark tradition for at opfatte misbrug som et socialt problem med en primær social løsning. Samtidig har behandlingen på området hverken en stærk tradition for kvalitetsudvikling, brug af evidens eller 'best practice'.

Vi må desværre konstatere, at disse udfordringer ikke er blevet mindre med kommunalreformen i 2007, hvor kommunerne fik ansvaret for misbrugsbehandlingen.

Problemerne skyldes ikke, at man ikke arbejder seriøst med behandling af misbrug rundtomkring i landets kommuner. Det handler om, at området er organiseret på en måde, som hverken understøtter faglighed eller sammenhæng.

Misbrugsområdet forsømt
Med den nye organisering er antallet af behandlingssteder vokset fra 20 til 60 siden 2007. Og med mange små behandlingssteder daler kvaliteten. Der er ganske enkelt for få "kunder" i butikken til at opnå tilstrækkelig erfaring og ekspertise.

Alligevel har man i evalueringen af kommunalreformen valgt helt at ignorere misbrugsområdet. Det er ærlig talt svært at forstå meningen med.

Flere nylige undersøgelser peger på, at kvaliteten varierer betragteligt og mange steder er for lav i den danske misbrugsbehandling. For eksempel bruges der mange steder udokumenterede og forældede metoder. Og sundhedsfagligt personale er langtfra tilstrækkeligt udbredt. Samtidig kniber det med at få screenet borgere med misbrug for psykisk sygdom og fysiske følgesygdomme.

Den mangelfulde behandling koster dyrt i livskvalitet for de mennesker, der lever med og i nærheden af misbruget. Men den er også dyr for samfundet. Alene på alkoholområdet vurderes udgifterne på sundhedsområdet og de afledte sociale konsekvenser at koste ni milliarder kroner årligt.

Dobbeltdiagnosticerede bliver ramt hårdest
Den mangelfulde misbrugsbehandling rammer hårdest hos de mennesker, der lider af dobbeltdiagnoser. Det gælder for mere end 50 procent af de alkoholafhængige og mere end 75 procent af stofmisbrugerne.

Selvom disse mennesker i forvejen er udsatte og sårbare, er behandlingssystemet tilrettelagt sådan, at ingen kan eller må give dem en sammenhængende, helhedsorienteret hjælp.

Opgavefordelingen på området i dag betyder, at et menneske med dobbeltdiagnose skal behandles for sin psykiske sygdom i den regionale behandlingspsykiatri, mens ansvaret for misbrugsbehandling er kommunalt.

Konsekvensen af den opdelte behandling er, at mennesker med dobbeltdiagnose bliver underdiagnosticeret og underbehandlet.

Pilen peger på specialisering
Skal vi have løftet misbrugsbehandlingen, er der brug for at skabe nogle rammer, der giver faglig og økonomisk mening. Det kræver, at indsatsen bliver specialiseret. Og at den samles i sundhedsvæsenet.

Misbrug, og især dobbeltdiagnoser, bør behandles af medarbejdere med specialiseret viden, det vil sige ekspertise og erfaring inden for netop dette særlige felt. Det kan kun ske, hvis man samler indsatsen i nogle enheder, der har et vist befolkningsgrundlag og derfor en vis volumen af patienter igennem systemet.

Samtidig bør misbrugsbehandlingen ligge dér, hvor stor sundhedsfaglig ekspertise i forvejen er samlet: i det specialiserede sundhedsvæsen. Her har vi et set-up med specialviden og tværfaglighed. Og vi har erfaring i at sikre ensartet behandling ud fra evidens, best practice og nationale retningslinjer.

Behandlingen skal ske i tæt samarbejde med den praktiserende læge. Og i et formaliseret og forpligtende samarbejde med borgerens kommune, som stadig bør have ansvar for den sociale hjælp og støtte.

En samling af behandlingen i det specialiserede sundhedsvæsen vil ikke alene give en mere effektiv og ensartet behandling til de ca. 175.000 danskere, der lever med et misbrug af alkohol eller stoffer. Det vil også give mulighed for en langt mere sammenhængende behandling af dobbeltdiagnoser.

Netop indsatsen mod dobbeltdiagnoser skal behandles i regeringens psykiatriudvalg, hvis rapport forventes færdig til sommer.

Jeg vil hermed opfordre udvalget til ikke alene at tale samarbejde, men også tage fat på de strukturelle udfordringer, vi ser i forhold til indsatsen mod misbrug og i særdeleshed dobbeltdiagnoser.

Skal vi give disse mennesker en indsats, der hænger sammen og virker, skal den placeres dér, hvor det giver fagligt mening. I regionale enheder, som er fagligt og økonomisk bæredygtige - tæt forankret til det specialiserede sundhedsvæsen.