Kooperationen: Ensretning på socialområdet kan føre til triste tab

Af Susanne Westhausen
Direktør, Kooperationen

Regeringen vil sætte en stopper for, at udsatte borgere bliver "hæveautomater" for private firmaer, der trækker velfærdskroner ud, udmeldte socialminister Astrid Krag i september. 

Baggrunden er en række afsløringer af "børnehjemsbaroner", der har trukket millionbeløb ud af sociale tilbud.

Set fra vores hjørne af verden, er ærindet vigtigt. Profitspekulation hører ikke hjemme på socialområdet. Men området er komplekst. Og vi er bekymrede for, at det stumpe instrument, ministeren lige nu truer med, vil gøre mere skade end gavn.

Et krav om at sociale tilbud kun kan etableres som selvejende institutioner vil ensrette området og forhindre borgere i at udforme tilbud, der præcist adresserer deres konkrete behov. 

Dermed risikerer vi at lamme innovationen og det civile borgerinitiativ, som så store dele af socialområdets tilbud udspringer fra.

Mens en friskole skal holde sig til at være en skole, så kan socialt arbejde i nogle tilfælde godt kombineres meningsfuldt med andre aktiviteter. Spørgsmålet er så, om dette er muligt som selvejende institution?  

Susanne Westhausen
Direktør, Kooperationen

Et forvaltningsmæssigt mestergreb
For mange har forslaget om kun at godkende selvejende institutioner på socialområdet lydt helt hen i vejret. 

DI har for eksempel kaldt det "grundlæggende ugennemtænkt". Men der er tænkt, og grundtanken er faktisk meget skarp. Var det ikke for "bivirkningerne", kunne man måske endda tale om et forvaltningsmæssigt mestergreb.

For som Astrid Krag har argumenteret, så foreslår regeringen jo blot at udvide en løsning, der allerede fungerer fint på friskoleområdet.

I Friskolelovens § 5 hedder det bland andet: "Skolen skal i sit virke som selvejende uddannelsesinstitution være uafhængig, og skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode". 

Det er da let at forstå, og at administrere efter. Og endnu har vi ikke kunnet læse i pressen om ”friskolebaroner”.

Alternativet, som flere debattører fremfører, er et styrket Socialtilsyn, det i højere grad formår at afsløre snyderne. 

Et stærkt tilsyn skal vi uden tvivl have, men man forstår samtidig godt, hvis alarmklokkerne i embedsværkets økonomiafdelinger ringer. For hvor skal de penge komme fra? Var det så ikke lettere med en lovtekst, der helt enkelt holder de brodne kar ude af spillet?

Det mangfoldige socialområde
Udfordringen er, at socialområdet er meget komplekst. 

Som det formuleres i Socialministeriets egen velfærdspolitiske analyse omfatter de sociale tilbud "en meget bred vifte af støtteformer til en række meget forskellige grupper af borgere". 

Og mens en friskole skal holde sig til at være en skole (og en daginstitution skal holdes sig til børnepasning), så kan socialt arbejde i nogle tilfælde godt kombineres meningsfuldt med andre aktiviteter. Spørgsmålet er så, om dette er muligt som selvejende institution?

I landsbyen Skovsgaard i Nordjylland findes der mod alle odds et lokalt andelsejet hotel, der også fungerer som arbejdsplads og socialt tilbud for borgere med handicap. 

Borgere, der ellers måske skulle rejse flere timer i bus for at finde et socialt tilbud, integreres her aktivt i deres eget lokalområde, når de for eksempel bidrager til madlavningen og serveringen ved arrangementer og fester.