Når et barn banker på

Af Kirsten Nissen
Forbundsformand for Socialpædagogerne

Hver tredje kommune arbejder målrettet med tidlig indsats i forhold til udsatte børn. Det kunne jeg i hvert fald læse på Servicestyrelsens hjemmeside forleden (se link til højre). Det lyder umiddelbart rigtig fint, synes jeg. Men det er et billede, jeg har lidt svært ved at genkende fra min verden.

Socialpædagoger møder i deres daglige arbejde børn og unge, der på krop og sjæl er mærket af, at tidlig indsats er noget, vi udelukkende taler om, men i alt for mange tilfælde forsømmer at handle på. Vi hører gang på gang historier om udsatte familier, der ofte omtales som "kendte af systemet", når deres problemer bliver synlige for deres omverden.

Udhuler billedet af målrettet indsats
Det kan godt gøre mig gal i skralden, at man - sagsbehandlere, politiet, skolen, børnehaven og sundhedsplejersken - har haft de familier i kikkerten i længere tid. Uden at der er blevet gjort noget! Og det udhuler altså lidt billedet af, at kommunerne arbejder målrettet på den tidlige indsats.

Servicestyrelsen har nu lanceret en hjemmeside, hvor kommunerne kan hente inspiration til arbejdet med den tidlige indsats. Det synes jeg er et fint initiativ. Godt at læne sig op ad hinanden og hinandens gode erfaringer. Så kan man jo bare håbe, at det fører mere handling - og færre skåltaler med sig i den tidlige indsats.

Kirsten Nissen
Formand for Socialpædagogernes Landsforbund

For hvis tidlig indsats skal blive andet end noget, vi taler om, så handler det om, at alle de forskellige fagligheder, der er rundt om de her familier, arbejder sammen. Og at vi alle tager ansvar for at reagere på advarselssignalerne, når vi ser dem. For det er vi ganske enkelt ikke gode nok til her i landet.

Børnene banker selv på døren
Derfor er det også så hjerteskærende at læse i Ankestyrelsens tal for anbragte børn i 2007, at tredive procent af alle anbringelser sker, fordi barnet selv banker på kommunens dør og beder om at blive fjernet fra hjemmet. Tredive procent! Og i fem procent af tilfældene er barnets egen henvendelse den eneste indberetning, kommunen får.

Det betyder, at der i 2007 var ikke færre end 162 børn, der måtte tage sagen i egen hånd for at komme væk fra et hjem med vold og misbrug. Tallet er heldigvis faldet siden 2006. Det er godt. Men det er stadig alt, alt for højt.

Og når man så i samme opgørelse kan se, at andelen af børn, der først bliver anbragt i 12-årsalderen er steget, og andelen af de små børn, der bliver anbragt, er faldet, sådan at de nu kun udgør fire procent af alle anbringelser. Ja, så har jeg altså svært ved at forstå Servicestyrelsens og kommunernes skåltaler om den tidlige indsats.

Mere handling - færre skåltaler
Servicestyrelsen har nu lanceret en hjemmeside, hvor kommunerne kan hente inspiration til arbejdet med den tidlige indsats. Det synes jeg er et fint initiativ. Godt at læne sig op ad hinanden og hinandens gode erfaringer.

Så kan man jo bare håbe, at det fører mere handling - og færre skåltaler med sig i den tidlige indsats.