Ny koordinationsstruktur sikrer udbud uden efterspørgsel

Af Jakob Sølvhøj, sektorformand for FOA, Marie Sonne, næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund, Mads Samsing, næstformand for HK-Kommunal, Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Kenneth Engstrøm, Direktør i Det Sociale Netværk og Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer.

I dag vedtager Folketinget loven om en ny dialogbaseret koordinationsstruktur på det sociale område. Koordinationsstrukturen skal sikre, at der er et fornødent udbud af specialiserede tilbud på socialområdet.

Man forventer, at udbuddet vil sikre efterspørgslen og dermed bevare de specialiserede sociale tilbud. Det har vi svært ved at forestille os, fordi det ikke altid er faglighed og viden, der driver kommunernes efterspørgsel, men derimod økonomi og kortsigtede 'investeringer'.

Alle partier i Folketinget er enige om, at kommunalreformen har medført udfordringer på det specialiserede socialområde - særligt når det gælder opretholdelsen af specialiserede tilbud.

Derfor lavede man i november 2013 en politisk aftale om en ny dialogbaseret koordinationsstruktur, som skulle løse udfordringerne.

Koordinationsstrukturen er et skridt i den rigtige retning, men vi havde gerne set, at politikerne havde benyttet lejligheden til at sikre en hensigtsmæssig planlægning og finansiering af den specialiserede sociale indsats, så borgere med specialiserede behov også fremadrettet får den indsats, som de har behov for.

Vi havde gerne set, at politikerne havde benyttet lejligheden til at sikre en hensigtsmæssig planlægning og finansiering af den specialiserede sociale indsats, så borgere med specialiserede behov også fremadrettet får den indsats, som de har behov for.

Jakob Sølvhøj, sektorformand for FOA, Marie Sonne, næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund
M. fl.

Specialiserede tilbud forsvinder
Udfordringerne handler om, at borgere med behov for en specialiseret social indsats ikke altid får de rette tilbud. Det kan for eksempel dreje sig om en person med en kompleks hjerneskade, som har brug for en specialiseret rehabiliteringsindsats, men som i stedet henvises til et lokalt genoptræningstilbud, hvor der alene er fokus på den fysiske træning.

Når der ikke tages højde for de kognitive funktionsnedsættelser som følge af hjerneskader, for eksempel at personen har svært ved at huske og strukturere sin hverdag, får det alvorlige konsekvenser for borgerens situation.

Efter kommunalreformen har kommunerne ikke brugt de specialiserede tilbud med den konsekvens, at tilbuddene ikke har en tilstrækkelig omsætning, og nogle derfor må lukke.

Dermed forsvinder både de specialiserede tilbud og den viden, de repræsenterer. Kommunerne har i stigende grad valgt at løse opgaverne via deres egne tilbud, som desværre er af meget svingende kvalitet.

En af de væsentligste årsager til denne udvikling er efter vores opfattelse, at det specialiserede socialområde med kommunalreformen blev indrettet som et marked.

Tanken var, at indførelsen af markedsmekanismer - køb og salg af pladser på de specialiserede tilbud - ville give effektive og bedre tilbud. Men der er tale om meget små målgrupper, som er kendetegnet ved høj kompleksitet og lav hyppighed.

Derfor har konsekvensen af markedsmodellen været, at kommunerne hellere tager opgaverne hjem, fordi det på kort sigt er billigere. Der er altså blevet tale om konkurrence på pris - ikke på kvalitet.

Koordinationsstrukturen er en halv løsning
Løsningen skal ifølge Folketingets partier findes i oprettelsen af en dialogbaseret koordinationsstruktur. Med koordinationsstrukturen får Socialstyrelsen - og dermed staten - en mere styrende rolle.

Socialstyrelsen får kompetence til at gå i dialog med kommunerne om de tilbud, som kommunerne skal stille til rådighed for særligt specialiserede målgrupper. Socialstyrelsen kan pålægge en kommune at opretholde et specialiseret tilbud - hvis tilbuddets særlige viden er i fare for at gå tabt.

Den grundlæggende logik bag forslaget er, at en sikring af specialiserede tilbud vil understøtte kommunernes anvendelse af tilbuddene. Denne kausale sammenhæng, mener vi, er forkert. Koordinationsstrukturen alene øger ikke incitamentet, og derfor vil den ikke kunne løse udfordringerne.

Koordineringsstrukturen retter sig ikke mod den manglende efterspørgsel. Det ses blandt andet ved, at Socialstyrelsen har fået klar besked på ikke at se på kommunernes visitation til tilbuddene. Socialstyrelsen må altså ikke blande sig i, hvorvidt kommunerne bruger de specialiserede tilbud eller ej.

Til gengæld har Socialstyrelsen ansvaret for at sikre, at de specialiserede tilbud er til stede. Det betyder, at der højst sandsynligt stadig vil være borgere, som ikke får det rigtige tilbud. Med alvorlige konsekvenser til følge - som for eksempel manglende mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

En helhedsorienteret løsning
Med lidt politisk vilje kunne man sagtens integrere en helhedsorienteret løsning i den nye nationale koordinationsstruktur.

Det kræver kun få simple træk: Socialstyrelsens kompetence til dialogbaseret koordinering skal erstattes af en kompetence til egentlig specialeplanlægning af den specialiserede sociale indsats i forhold til at sikre det rigtige antal pladser - med det rigtige faglige indhold - til de rette borgere.

Specialeplanlægningen skal gå hånd i hånd med en finansieringsmodel, der understøtter kommunernes efterspørgsel af tilbuddene, for eksempel i form af et forsikrings- og abonnementssystem.

Finansieringen skal sikre, at byrden for de særligt dyre og specialiserede tilbud fordeles mere jævnt mellem kommunerne. Formålet skal være at finde den bedste måde at udnytte ressourcerne på, skabe kvalitet og samtidig styrke retssikkerheden for borgerne.

Hvorvidt man får den specialiserede indsats, som man har behov for, skal ikke afhænge af, hvilken kommune man bor i. Det forudsætter et egentligt opgør med markedsstyringen og en bedre statslig planlægning og koordinering af indsatsen.