Debat

Oversæt grundloven til andre sprog

DEBAT: Grundloven bør udgives i pixiebogsform og deles ud til alle nye medborgere, skriver Yildiz Akdogan fra Demokratiske Muslimer.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Yildiz Akdogan
Talsmand for Demokratiske Muslimer og folketingskandidat (S) 

Jeg var for nylig til min lillebrors 18-års fødselsdag og bemærkede, at han havde fået et fint brev fra folketingets formand, Christian Mejdahl, der ønskede ham tillykke. Samtidig gjorde ham min lillebror opmærksom på, at han nu er myndig og dermed berettiget til at stemme ved folketingsvalget.

Ved siden af brevet var der også en kort introduktion til den danske grundlov. Selv om min lillebror som enhver teenager ikke lige havde tænkt sig at bruge megen tid på det, synes jeg om tanken og tilgangen. Og det ærgrer mig, at jeg ikke fik noget lignende materiale, da jeg fyldte 18 år.

Men hvorfor introduceres man først til den danske grundlov, når man er fyldt 18 år, eller for nydanske borgeres vedkommende, når de er blevet danske statsborgere?

Ærgerligt, at fanatikere ikke kan værdsætte disse demokratiske grundværdier, når de nu nyder godt af dem.

Yildiz Akdogan
Talsmand for Demokratiske Muslimer

Det nye lands værdier
Faktisk burde grundloven udgives i en pixiebogsform og deles ud til alle de nye medborgere, der kommer til landet - statsborger eller ej. De har om nogen brug for at få et indblik i, hvad der står i grundloven, og hvilke værdier det land, de er kommet til, bygger på.

Derfor, men også grundet sprogbarrieren, bør grundloven oversættes til arabisk, urdu, farsi, somali, tyrkisk mm. Selv om enkelte på eget initiativ har oversat grundloven bl.a. til tyrkisk, er det noget, der burde gøres centralt. Passende vil det også være, hvis de forskellige oversættelser var at finde på Folketingets hjemmeside.

Hvorfor nu al den postyr, når diverse sproginstitutioner nævner grundlovens værdier i introduktionsfaget "samfundsforhold"? Og de unge kan jo lære om grundlovens værdier og de demokratiske spilleregler i skolen, ja, faktisk helt ned til børnehavestadiet?

Her kommer jeg til mit næste centrale punkt: grundlovens værdier når desværre ikke ud til alle borgere eller skoler. Især de frie skoler og andre private institutioner bør komme under et kærligt eftersyn.

Friskoler under opsyn
De såkaldte frie skoler eller private institutioner er nemlig langt fra "frie" i deres undervisning, og især disse skoler trænger til at blive mindet om grundlovens værdigrundlag.

Det seneste sørgelige eksempel, hvor en gruppe forældre med tilknytning til den radikale organisation Hizb ut-Tahrir "kuppede" børnehaven Salam på Nørrebro, taler for sig selv. En børnehave, hvor den nye bestyrelse går ind for en opdragelse, hvor børn ikke må bære nissehuer, og hvor drenge og piger helst skal lege hver for sig - for slet ikke at nævne nogle forældres kritiske tilgang til demokrati som styreform!

Selv om opdragelsesfilosofien i børnehaven dermed har været i direkte i modstrid med både det frisind og de demokratiske spilleregler, der kendetegner samfundet, har institutionen fået lov til at "passe sig selv".

Spillerum for udemokratiske tiltag
Selv om jeg er stor tilhænger af rummelighed, har jeg aldrig forstået, hvordan bestemte private skoler/institutioner kan få frit spillerum til at agere for udemokratiske tiltag - og det er underordnet, om det er radikale kristne eller muslimske skoler/institutioner.

Er det egentlig overhovedet etisk og moralsk o.k. at bruge de demokratiske rettigheder og sindelag i samfundet til at propagandere og agere for udemokratiske værdier og handlingsformer?

Især som såkaldt "rettroende" må man netop stille spørgsmålstegn ved det, men noget tyder på, at den moralske dimension forsvinder.

Grundloven burde derfor være obligatorisk "undervisningsstof" helt fra børnehaven og videre til universiteterne. Det er trods alt den eneste skrevne tekst, der adskiller følelser og ideologi fra rationalitet, og den "dømmer" ikke folk efter, om de er rettroende eller forfaldne men kun som mennesker og borgere, der alle har bl.a. handlings-, ytrings- og forsamlingsfrihed.

Ærgerligt, at fanatikere ikke kan værdsætte disse demokratiske grundværdier, når de nu nyder godt af dem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Yildiz Akdogan

Medlem, Københavns Borgerrepræsentation (S), fhv. MF
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00