Psykiatrimedarbejder til politikerne: Hvor mange af os skal dø, før vi får hjælp?

DEBAT: At arbejde i psykiatrien er at gamble med sit helbred. Et skridt i den rigtige retning er, at politikerne gør det muligt for personalet at bruge tjenestenumre, skriver Emil Kjeldsmark Lemvig.

Af Emil Kjeldsmark Lemvig
Medarbejder i psykiatrien og medstifter af #Tjenestenummernu

Jeg har igennem de seneste par uger fulgt med i sagen om en medarbejder, som er blevet stukket ned og dræbt på et socialpsykiatrisk botilbud i Odsherred.

Når sådanne ting sker, skaber det meget stor utryghed blandt os medarbejdere i hele psykiatrien. Vi bliver hele tiden mindet om, at når vi går på arbejde, så gambler vi med vores helbred.

Medarbejderen og hans familie i Odsherred betalte den ultimative pris for, at systemet ikke passede godt nok på ham. Men vi er mange andre, som også betaler en stor pris.

Det er heldigvis en billigere pris, hvor vi stadig kan få lov til at se vores familie, og vores familie kan få lov til at se os igen. Men det har alligevel en meget stor betydning.   

Medarbejderne bliver patienten
Der er rigtig mange medarbejdere i hele den danske psykiatri, som hvert år bliver nødt til at sygemelde sig på baggrund af oplevelser, som de har haft på deres arbejde eller i relation til deres arbejde.

Der er medarbejdere, som får ar på sjælen resten af deres liv eller bliver sat helt uden for arbejdsmarkedet, fordi de har passet deres arbejde.

Der er medarbejdere, som selv bliver til psykiatripatienter med diagnoser såsom PTSD, angst, depression og lignende, bare fordi de har passet deres arbejde.  

Jeg synes, at det er tankevækkende, at medarbejdere, som har viet deres liv til at hjælpe nogle af de mest syge mennesker i vores samfund, ikke kan blive passet ordentligt på, når de går på arbejde.

Medarbejdere, som er ansat i den danske psykiatri, er ansat, fordi de sætter en ære i at hjælpe andre mennesker. De er endda ofte ansat til en lav løn med dårlige arbejdstider.   

Mit spørgsmål er derfor, hvor mange medarbejdere skal blive syge, få uhelbredelige ar på sjælen eller i værste tilfælde miste deres liv, før vi får noget hjælp?  

Tid til at råbe op
Lige nu står vi ved en skillevej.

Der er et øget politisk fokus på psykiatrien på baggrund af den tragiske hændelse i Odsherred. Det er vi forpligtet til at udnytte. Vi skal råbe op nu og fortælle politikerne på Christiansborg, at vi kræver at kunne gå trygt både på og hjem fra arbejde.  

Den 15. januar 2021 har Folketinget reelt muligheden for at tage første skridt i retningen af at hjælpe medarbejderne i psykiatrien.

Den dag skal Folketingets sundheds- og ældreudvalg debattere forslag F16 i Folketingssalen, som også går under spørgsmålet:

"Vil ministeren sikre, at personalet i psykiatrien fremover kan bruge et tjenestenummer i stedet for deres fulde navn, når de registrerer i en patients journal, så personalet ikke skal leve i frygt for at blive opsøgt af en patient i affekt?":

Politikerne har reelt muligheden for at tage et skridt i retningen af at sikre, at færre medarbejdere bliver udsat for trusler, vold eller måske endda drab.

Ord bag handlingerne
Vi har i årevis efterspurgt en løsning således, at vi ikke skal trues personligt på arbejdspladsen eller opsøges i vores privatliv med trusler om voldtægt, vold eller andre krænkelser.  

Vi er ikke naive, og vi ved godt, at det at få et tjenestenummer ikke vil løse alle vores problemer, men det vil være en start. Det kunne være, at det var starten til at få tildelt flere ressourcer til psykiatrien, så man som medarbejder undgår at skulle stå alene med en 19-årig farlig mand, som ender med at slå en 29-årig mand ihjel.  

Generelt for hele psykiatrien skal der være et større fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Der er en tendens til, at psykiatriens medarbejdere kun kommer i fokus, når der sker frygtelige hændelser. Det ville klæde politikerne denne gang at sætte handling bag deres ord.

Vi ønsker generelt bare at passe vores arbejde og hjælpe og behandle syge mennesker, men når vores helbred bliver truet, så falder arbejdsglæden og lysten til at arbejde i psykiatrien. Vi vil gerne kræve at blive beskyttet og passet på, når vi passer vores arbejde. 

Patienten bliver taberen
Vi har i årevis skreget på flere ressourcer og sengepladser, da det er hovedårsagen til, at vi ser en presset psykiatri.

Vi oplever både i socialpsykiatrien og i behandlingspsykiatrien, at patienten bliver taberen. Patienterne i behandlingspsykiatrien bliver udskrevet både for tidligt og for hurtigt, hvilket medfører, at de kan blive en øget risiko på de socialpsykiatriske botilbud.

For der er en øget risiko for, at de ender med at gøre skade på dem selv eller måske andre. Jeg mener generelt, at der er for lidt fokus på overgangen mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien. 

Man kunne med fordel kunne kigge på at oprette rehabiliteringscentre, ligesom man har i somatikken. Det kunne være en funktion, som kunne sikre, at patienten kom godt og trygt videre i sit liv med den rette støtte.

Funktionen kunne have fokus på hverdagsrehabilitering, så patienten kunne komme godt tilbage i sin lejlighed, botilbud, eller hvor patienten nu måtte bo.

Det ville give patienten en tryghed og støtte, så det måske ikke endte med en genindlæggelse, og derved ville det også tage noget af presset fra behandlingspsykiatrien. 

Forrige artikel Astrid Krag til DF: Drop stråmanden og lad os sætte børnene først Astrid Krag til DF: Drop stråmanden og lad os sætte børnene først Næste artikel Forsker: Måske er det tid til en retssikkerheds-alliance uden regeringen Forsker: Måske er det tid til en retssikkerheds-alliance uden regeringen
Børne-ngo’er i opråb: Kampen mod profit kan lukke de bedste socialtilbud

Børne-ngo’er i opråb: Kampen mod profit kan lukke de bedste socialtilbud

DEBAT: Det er dybt bekymrende, at forhandlingerne om profitregulering på det sociale område ikke har et tilstrækkeligt fagligt grundlag. Forhandlingerne bør udskydes, så et entydigt fokus på profit ikke går udover udsatte børn og unge, skriver Rasmus Kjeldahl og David Adrian Pedersen.