Socialpædagogerne: Borgeren må ikke blive en standardvare

Af Benny Andersen
Formand, Socialpædagogernes Landsforbund

Skal borgernes behov tilpasses lovgivningen - eller skal lovgivningen tilpasses borgerens behov?

I de nye voksenbestemmelser skal det står klart, at lovgivningen understøtter habilitering, rehabilitering og selvstændighed – og at det selvfølgelig skal ske med udgangspunkt i den enkelte borger. Og ikke at borgeres behov skal tilpasses lovgivningen. Det handler altså om et helt afgørende valg: Skal udgangspunktet være det enkelte menneskes behov og muligheder? Eller skal lovgivningen regulere det enkelte menneskes muligheder og behov? For mig er svaret nemt: Jeg er på borgernes side.

Heldigvis er jeg ikke alene om det standpunkt. I debatrunden er vi mange, som er enige om, at det vigtigste sigte med en ny Servicelov på voksenområdet er at tage udgangspunkt i borgernes behov. Vi skal støtte borgeren i at opnå et meningsfuldt liv – og det kræver den rette faglige støtte på det rette tidspunkt.

Indsatsen skal tilrettelægges efter en konkret og individuel vurdering, hvor borgeren inddrages i de beslutninger, der tages. Der må aldrig blive tale om en standardvare.

Benny Andersen
Formand, Socialpædagogernes Landsforbund

Tidlig indsats batter
Vi er også helt på linje med KL, når de efterlyser en tidlig og forebyggende indsats. Det giver rigtig god mening at hjælpe Emil på 19 år, der efter en voldsom opvækst er blevet hjemløs og sover i storbyens parker. Socialpædagoger kan gennem opsøgende arbejde skabe en tryg og tillidsfuld relation til Emil, og det kan motivere ham til at stoppe sit hashmisbrug.

Og med socialpædagogen i ryggen kan han også både få skabt kontakt til den kommunale sagsbehandler, der kan bevillige en ungdomsbolig, og han kan blive støttet i at opbygge gode sociale relationer til sin familie og venner.

Indsatsen skal tilrettelægges efter en konkret og individuel vurdering, hvor borgeren inddrages i de beslutninger, der tages. Der må aldrig blive tale om en standardvare. Det giver for eksempel ikke mening at tilbyde gruppebaseret socialpædagogisk støtte for ældre sindslidende, som har svært ved at komme uden for hjemmet. Det skal altid være en individuel tilgang med fokus på kompenserende hjælp, der støtter op om deres mulighed for at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Socialpædagoger understøtter
For alle mennesker har et udviklingspotentiale. Det er socialpædagogers fornemmeste opgave at understøtte dette. For nogle er udviklingspotentialet at finde et hjem og få et arbejde. For andre kan potentialet være at deltage i at styre sin egen økonomi og opbygge positive relationer til de andre i botilbuddet. Der er derfor brug for en lov, der med udgangspunkt i borgerens potentiale kan give habiliterende og rehabiliterende støtte.

Alt for mange borgere oplever i dag fejl i afgørelserne om støtte. Ankestyrelsens årsstatistik for afgjorte sager i 2015 viser en fejlprocent på 48. Det tal er alt for højt. Bag tallet gemmer sig den virkelighed, at mange ikke får den socialpædagogiske støtte, de har brug for. For mange henvises til både forkert og utilstrækkelig støtte. Dette problem løses ikke ved at ændre lovgivningen. Det løser vi ved at stille krav til kvaliteten af sagsbehandlingen og sagsbehandlernes kvalifikationer i kommunerne.

Skal vi lykkes med den socialpædagogiske indsats og støtte borgerne i at blive arbejdsmarkedsparate og selvstændige, er det altafgørende, at vi får rammerne og vilkårene til at udføre et fagligt solidt arbejde. Her er individuelle handleplaner et afgørende redskab, men desværre er det ikke altid nok.

Og selv når det fungerer, så er en fornuftig handleplan ikke nok. Det er også afgørende, at der visiteres til det rigtige tilbud fra start. Derfor foreslår vi, at de pædagogiske planer og udførerleddet skal indgå i et tæt samspil med myndighedens visitation og udarbejdelse af borgernes handleplan. De sociale tilbud og socialpædagogerne kender borgerne og tilbuddenes ydelser - og vil derfor kunne understøtte, at de bliver visiteret til det rette fra start.