Socialdirektør: Mine medarbejdere skal lytte mindre til paragrafferne – og langt mere til borgerne

Kun halvdelen af børn og unge i udsatte positioner oplever, at de bliver inddraget i beslutninger om deres sag. Beslutninger, som kan få betydning for deres hverdag, trivsel og fremtid.

Det viste en undersøgelse foretaget af VIVE, som udkom tidligere på måneden.

Mit håb for den politiske sæson på socialområdet er, at flere børn og unge føler sig set, hørt og taget ved hånden. Både af deres forældre og af systemet.

Familierne skal møde et menneske, som står klar til at hjælpe. Ikke et system af eksperter, som vurderer, administrerer og henviser dem

Erik Kaastrup-Hansen
Direktør for sociale forhold, Aarhus Kommune

Stort pres på familier 

Når Barnets Lov træder i kraft ved årsskiftet, får vi et lovgrundlag med et tidssvarende børnesyn og tydeligere krav til inddragelse af både barn og forældre.

Det er længe ventet og helt nødvendigt at sikre barnets rettigheder, men det kræver mere end bogstaver på papir, hvis vi skal sikre børnene reel indflydelse. Det kræver, at vi rykker endnu tættere på børnenes og familiernes liv. At vi ikke møder dem som en sag i vores system, men som den familie, de er.

Vi står midt i, hvad flere har betegnet som en trivselskrise. Alt for mange børn og unge står uden for fællesskabet i skole og fritid. Og forældrene oplever, at de må vente længe på hjælpen for derefter at skulle koordinere på tværs af familierådgiver, indsatser, myndighed, PPR, skole og sundhedsvæsen.

Det skaber et enormt pres på en i forvejen presset familie. Men også på et system, hvor løsningen på erkendte udfordringer ofte er mere kontrol.

Gode relationer er kernen

Reelle forandringer starter med tillidsfulde relationer, og derfor er vi nødt til at investere mere tid i samarbejdet med børn og familier.

I Aarhus er vi godt i gang med at gøre relationel velfærd til vores bærende tilgang på flere velfærdsområder, særligt børneområdet. Vi rykker ud i familiernes lokalområde for at styrke den tidlige indsats, lytter til deres drømme om forandring og finder i fællesskab bæredygtige løsninger – i tæt samarbejde med almenområdet og civilsamfundet.

Vi har fokus på familiens ressourcer og handlekraft. Vi tager ansvaret for at koordinere familiens forløb – uanset hvor indsatsen kommer fra – og frigør forældrenes ressourcer til det, der er allervigtigst: at være barnets primære omsorgspersoner.

Jeg går på arbejde for at understøtte borgere i at leve et så godt og selvstændigt liv, som muligt. Ikke for at udføre perfekt sagsbehandling.

Erik Kaastrup-Hansen
Direktør for sociale forhold, Aarhus Kommune

Familierne skal møde et menneske, som står klar til at hjælpe. Ikke et system af eksperter, som vurderer, administrerer og henviser dem. Det er lettere sagt end gjort, men vi øver os hver dag. Og vores erfaringer er, at stærke relationer ofte vinder over omfattende foranstaltninger, når det kommer til at hjælpe familierne til bedre trivsel.

Vi står i et nødvendigt nybrud, hvor velfærd ikke er noget, den offentlige sektor giver til familierne. Vi skaber velfærden sammen med familierne, netværket og civilsamfundet.

Mindre tid på journalsystemer

Mine medarbejdere og jeg går på arbejde for at understøtte borgere i at leve et så godt og selvstændigt liv, som muligt. Ikke for at udføre perfekt sagsbehandling.

Det var min tilståelse foran 650 af vores fremmeste jurister, da jeg i juni var gæstetaler til Ankestyrelsens jubilæum og retssikkerhedskonference.

Jeg vil ikke have medarbejdere, som – i frygt for at lave procesfejl i sagsbehandlingen – bruger mere energi på at notere i vores journalsystem, end de bruger sammen med den enkelte familie.

Jeg vil have medarbejdere, som tør stå i udfordringerne sammen med familien og lytte. Sådan rigtigt lytte. Og som bruger hele deres faglige værktøjskasse til at understøtte borgernes handlekraft.

Til opgør mod henvisningskulturen

Det er store forventninger at have til medarbejdere, som skal rumme og kunne mere. Som skal have modet til at bevæge sig uden for egen kernefaglighed for at spare flere familier for en henvisningskultur, som kan medføre ekstra ventetid og forværre udfordringer.