Socialrådgiverne risikerer at gå baglæns

ANALYSE: En epoke slutter med Bettina Post. Men kan den kommende formand fastholde Dansk Socialrådgiverforenings ekspertrolle? Her får favoritten Majbrit Berlau en stor udfordring med sin fortid i Enhedslisten, som især hovedudfordreren har skudt på i valgkampen.
Tre er opstillet til formandsposten i Dansk Socialrådgiverforening. Men reelt står afgørelsen mellem Majbrit Berlau (tv) og John Hatting (th).
Tre er opstillet til formandsposten i Dansk Socialrådgiverforening. Men reelt står afgørelsen mellem Majbrit Berlau (tv) og John Hatting (th).Foto: Dansk Socialrådgiverforening
Kasper Frandsen

Det er naturligt, at John Hatting forsøger at fiske i de farvande, som Bettina Post har været med til at skabe. Men det er slet ikke sikkert, at Majbrit Berlau taber kampen på grund af sine politiske rødder - til det kan hendes netværk og personlige karisma være for stærkt. 

Kasper Frandsen
Journalist og daglig redaktør af Altinget | Social
Fakta

Blå bog for de tre kandidater til formandsposten:

Majbrit Berlau
- 35 år
- Har siddet i hovedbestyrelsen i otte år
- Formand for Region Øst siden 2007
- Medlem af DS' forhandlingsdelegation siden 2007 og har derfor deltaget i forhandlinger af vores overenskomst i både 2008 og 2011
- Har taget en forhandler-uddannelse og er i gang med en diplomuddannelse i ledelse
- Har tidligere været ansat som socialrådgiver i et kontanthjælps-team i Stenløse og senere Egedal Kommune, dog afbrudt af en kortere periode som medlem af Folketinget for Enhedslisten.

Læs opstilingsgrundlag

John Hatting
- Født den 24. juni 1969
- Foredragsholder og debattør om retspolitik, forebyggelse og resocialisering
- 1997 Bachelor i socialt arbejde 
- 1998 Socialpædagog
- 2001 Kandidatuddannelse i socialt arbejde, Aalborg Universitet (speciale mangler)
- 2004 Kriminalforsorgens overordnede lederuddannelse
- 2012 Igangværende mini-MBA
- Formand for Kriminalforsorgsforeningen siden 2005.
- Forstander på udslusningsinstitutionen Lysholmgård siden 2008.

Læs opstillingsgrundlag

Flemming Bo Hansen
- Bor i Præstø
- Projektleder, underviser, vejleder i Køge Kommune 2005 - 2010
- Sagsbehandler/fuldmægtig og stedfortræder i Børn & unge afd. i København og Lollandske Kommuner 1997 - 2004
- Beskæftigelseskonsulent/familieplejekonsulent 1986 - 1996
- Lærer, studievejleder, inspektør på Teknisk Skole 1980 -1986
- Socialrådgiver/familiebehandler - døgninstitution 1975 - 1980
- Ledende socialrådgiver "Børneværnet" Kalundborg 1971 - 1975

Læs opstillingsgrundlag


Kilde: Dansk Socialrådgiverforening

Mandag den 12. november 2012 står det klart, hvem den nye formand for Dansk Socialrådgiverforening bliver.

Den nyvalgte formand overtager ledelsen af en fagforening, der aldrig har haft en stærkere position hos nogen ledende regering og i medierne. Omvendt træder formanden også ind midt i en dyb ideologisk konflikt i foreningen, der kan true positionen.

Der er tre umiddelbart meget forskellige formandskandidater opstillet. Længe var 35-årige Majbrit Berlau, medlem af hovedbestyrelsen og formand for Region Øst siden 2007, eneste kandidat til posten.

Det lignede kort sagt en ren kåring. Men kun kort inden tidsfristen for tilmeldinger udløb, bød John Hatting og Flemming Bo Hansen sig til som kandidater, der henholdsvis er formand for Kriminalforsorgsforeningen og mangeårig socialrådgiver fra Præstø.

Det er usandsynligt, at Flemming Bo Hansen har en chance. Han er for mange socialrådgivere et ukendt navn, og så er han ikke på Facebook, som flere iagttagere betegner som en vigtig platform i valgkampen. Han meldte sig også kun for at sikre mere end én kandidat - han har dog efterfølgende fået mod på mere.

Derfor står kampen om formandsposten reelt mellem Majbrit Berlau og John Hatting.

Kåring afblæst
Selv om en egentlig kåring af Majbrit Berlau er aflyst, fremstår hun fortsat som umiddelbar favorit til formandsposten.

Hun har som formand for Region Øst siden 2007 og medlem af hovedbestyrelsen i otte år opbygget et stærkt og vigtigt netværk i baglandet, som taler hendes sag. Samtidig er hun en dygtig kommunikatør, som umiddelbart har større gennemslagskraft end John Hatting.

Majbrit Berlau bliver af flere betegnet som en meget energisk og indigneret person, der også fylder meget, fordi hun har en mening om alt og ofte ikke er kompromissøgende.

Omvendt har John Hatting aldrig har haft sin gang i organisationen og mangler dermed et bredt forankret netværk. Derudover har han ingen traditionel dansk socialrådgiveruddannelse, men er derimod bachelor i socialt arbejde fra England og kandidat i socialt arbejde fra Aalborg Universitet. Det har påkaldt sig en del spørgsmål til vælgermøder - det er formentlig ikke noget, der skræmmer folk væk, men lokker heller ikke folk til. 

Som formand for Kriminalforsorgsforeningen er John Hatting brugt en del som kilde i forbindelse med regeringens nylige udspil til en reform af Kriminalforsorgen. Her har han virket driftsikker og solid uden at være prangende - men han mangler samme grad af gennemslagskraft og karisma som Majbrit Berlau. 

Skyggen fra Bettina Post
Akilleshælen hos Majbrit Berlau er uden tvivl hendes partipolitiske rødder hos Enhedslisten, som hun blandt andet har siddet i Folketinget for. Det skyldes i høj grad de lange skygger, som Bettina Posts stop trækker over organisationen.

Bettina Post lukkede i august 2012 døren hårdt uden dog at smække med den, som hun selv formulerede det. Efter fire år som næstformand og fire år som formand fik hun nok. Hovedbestyrelsen var blevet for politisk, og mulighederne for at ytre sig var begrænset, lød det blandt andet fra Bettina Post.

Nogle måneder forinden havde Bettina Post udtalt, at de 25-29-årige ikke skulle have lov til at "gå og klø sig i røven, fordi de ikke rigtigt gider" - det ville i praksis betyde, at unge kontanthjælpsmodtagere kunne tvinges til at tage en uddannelse og få SU (ca. 5.700 kr.) i stedet for at få det dobbelte i kontanthjælp.

Den udmelding gav "stort indtryk" på beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), men for mange i hovedbestyrelsen var Bettina Post gået for langt. Syv hovedbestyrelsesmedlemmer og en suppleant erklærede sig "fagligt uenige" med Bettina Post, der efterfølgende talte om, at hun havde været for hurtig på aftrækkeren - uden at hun dog fortrød skuddet.

Sårene er fortsat ikke helet.

Ekspert eller interessent
Bettina Post-sagen ramte direkte ned i et hvepsebo af stærke meninger blandt socialrådgivere: Det handler om den socialpolitiske værdikamps helt store spørgsmål om pisk eller gulerod. 

Dansk Socialrådgiverforening er gået fra at være i hård opposition til at være mere pragmatisk. Ved at tage aktiv del i prioriteringsdebatten af velfærdssamfundet, som krisen har sat fuld sving i, uden at stå med korslagte arme på sidelinjen, har Socialrådgiverne med Bettina Post i spidsen ændret deres rolle. Fra at være en politisk interessent har foreningen i højere grad fået en slags ekspertrolle - en rolle, der ellers sjældent tilfalder fagforeninger.

Den rolle har gjort regeringen lydhør. Især Mette Frederiksen har flittigt brugt Bettina Post, der fungerede som en konstruktiv forhandlingspart under arbejdet med reformer af førtidspension, fleksjobordningen og kontanthjælp.

Det er netop den rolle, der kan være i farezonen for Socialrådgiverne. John Hatting har ofte i valgkampen gjort medlemmerne opmærksomme på, at han ikke kan kobles sammen med noget politisk parti, som ifølge ham er afgørende for foreningens troværdighed.

Omvendt har Majbrit Berlau brugt meget krudt på at fortælle, at hun aldrig har ladet sit partimedlemskab have nogen betydning for hendes arbejde med politikere som blandt andet formand for Region Øst.

Platformen i fare
Det er naturligt, at John Hatting forsøger at fiske i de farvande, som Bettina Post har været med til at skabe. Men det er slet ikke sikkert, at Majbrit Berlau taber kampen på grund af sine politiske rødder - til det kan hendes netværk og personlige karisma være for stærkt.

Det er heller ikke sikkert, at Dansk Socialrådgiverforening mister den ekspertrolle, som har givet foreningen stor pondus i medierne og hos den nye regering. Det afgørende bliver, hvordan en ny formand stiller sig i den politiske prioriteringsdebat, der fortsat vil præge Christiansborg det kommende år, hvor blandt andet en kontanthjælpsreform står for døren.

Hvis foreningen med den nye formand i spidsen afviser alle besparelser og forringelser ryger Socialrådgiverne hurtigt ud i kulden igen - og vender dermed tilbage til "blot" at være en fagforening.

Vælger en ny formand derimod med hovedbestyrelsen i ryggen at være konstruktiv og byde ind med socialfaglige løsninger inden for de rammer, som økonomien og politikerne har sat for de kommende år, kan også Majbrit Berlau på trods af sin partiprofil måske fastholde sin ekspertrolle. Men det bliver svært.

På søndag den 11. november 2012 klokken 24 lukker muligheden for elektroniske stemmer blandt ca. 14.500 stemmeberettigede socialrådgivere. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Hatting

Konstitueret (30/11-25) næstformand, Serviceforbundet
ba i European Social Work (Portsmouth Uni. 1997), socialpædagog, stud.scient.soc., Master of Public Administration (CBS)

Bettina Post

Fhv. formand, Dansk Socialrådgiverforening, borgerrådgiver, Høje-Taastrup Kommune, brevkasseredaktør, Familie Journal
socialrådgiver (København, 1988)

Majbrit Beran Berlau

Generalsekretær, Sex & Samfund, fhv. MF (EL)
socialrådgiver

0:000:00