Syge børn er dårligst stillet i asylsager

Af Edith Montgomery
Seniorforsker ved DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur

Syge børn skal have den bedst mulige behandling og hjælpes tilbage til et normalt liv hurtigst muligt. Mon ikke de fleste vil kunne være enige i dette udsagn?

Desværre er det ikke altid det, der sker med asylsøgende børn. Finurlige regler og fortolkninger forhindrer i mange sager, at børnene får den behandling og støtte, som de har brug for. 

I bedste fald får de det, mens de opholder sig i Danmark, men de kan stadig udvises til et land, hvor behandlingen ikke kan fortsætte, og hvor de nødvendige livsomstændigheder for deres behandling ikke er til stede.

Nogle har sikkert hørt om sagen med den 16-årige psykisk syge Remzi, som sidste år blev sendt tilbage til Kosovo efter 12 år i Danmark, fordi Justitsministeriet slog fast, at den nødvendige medicin fandtes der. Siden har både presse og andre forgæves forsøgt at finde medicinen på apoteker i Kosovo.

Selvom den kunne fremskaffes, ville prisen være alt for høj for Remzi. Men for et sygt barn (eller voksen for den sags skyld) er det helt irrelevant, om den medicin, han/hun skal have, findes - for at virke, skal barnet have adgang til den!

Listen over sygdomme, der kan give adgang til humanitær opholdstilladelse, omfatter ikke sådanne, som specifikt rammer børn, og som kan være ødelæggende for hele deres liv, hvis de ikke behandles korrekt.

Edith Montgomery
Seniorforsker, Dansk Institut Mod Tortur

Asylophold er sygeliggørende
I tilfældet med Remzi – og der findes adskillige andre eksempler, som ikke har fundet vej til pressen – var han blevet syg under opholdet i Danmark. Det er sandsynligt, at hans livssituation her har bidraget hertil. Han har for eksempel boet på syv forskellige asylcentre, og vi ved fra flere forskningsstudier, at netop dette forhold kan medvirke til, at børn bliver syge.

Dygtige læger har fundet frem til, hvordan han kan hjælpes blandt andet med medicin, men det er almen viden, at medicinsk behandling af psykisk syge børn skal suppleres med støttende livsforhold, ellers er der stor risiko for tilbagefald. I Kosovo får Remzi hverken den rigtige medicin eller de nødvendige støttende livsforhold.

Børn har ikke besluttet at flygte og søge asyl; de høres ikke, når familiens asylsag behandles; de beslutter ikke, om familien skal tage tilbage; og bliver de syge, søger de ikke selv behandling.

De er i alle forhold afhængige af, at voksne tager sig af dem og sørger for så gode og udviklingsfremmende forhold som muligt. Kan/vil de voksne ikke det – måske fordi forældrene selv er syge, og ingen andre voksne opdager, at de har det dårligt - får børnene ikke den nødvendige hjælp.

Børns sygdomme tæller ikke
For at få adgang til humanitært ophold i Danmark skal der tilvejebringes relevant lægelig dokumentation, men lægen må samtidig ikke engagere sig for meget i sin patients sag for eksempel ved at gøre opmærksom på en uhensigtsmæssig behandling fra de danske myndigheder. Gør lægen det, diskvalificeres oplysningerne, og nye skal indhentes.

Listen over sygdomme, der kan give adgang til humanitær opholdstilladelse, omfatter ikke sådanne, som specifikt rammer børn, og som kan være ødelæggende for hele deres liv, hvis de ikke behandles korrekt.

Og selvom der i udlændingeloven gøres opmærksom på, at humanitær opholdstilladelse skal baseres på lægelige oplysninger, så har man administrativt besluttet, at sygdommen PTSD (post traumatisk belastningsreaktion) ikke tæller. Dette på trods af at alle os, der til daglig arbejder med traumatiserede flygtninge, ved, at denne sygdom har mange grader og i nogle tilfælde kan være kronisk og invaliderende på linje med de egentlige sindssygdomme.

Det er på tide med en holdningsændring: børn er først og fremmest børn, uanset hvor de kommer fra, og i hvilken situation de befinder sig. Og for børn gælder det, at ’barnets tarv’ skal være den vigtigste ledetråd i enhver beslutning og behandling. Det gælder også for børn, der søger asyl, og for børn, der bliver sendt tilbage til deres hjemland.