Tænketank: Danmark står alene om ikke at værdisætte lykke og livskvalitet

”En regerings værdi bør kun måles på dens evne til at fremme befolkningens lykke. Dette er dens eneste funktion og formål.”

Disse ord tilhører ’økonomiens fader’, Adam Smith. Men mens Adam Smith sagde det for mere end 200 år siden, så siger New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, det i dag.   

Jacinda Ardern skabte en del opmærksomhed, da hun i 2019 præsenterede en finanslov, som satte trivsel – og ikke økonomiske mål – forrest.
Med dette ’wellbeing budget’ positionerede New Zealand sig som verdens første ”Wellbeing Economy”, men sidenhen har regeringer over hele verden fulgt i Jacinda Arderns fodspor.

Wellbeing Economy handler om at anvende trivselsdata til at udvikle nationale trivselsstrategier, som går på tværs af sektorer, og til at skabe et bedre informationsgrundlag for offentlige beslutninger, investeringer og budgetter.

Danmark står alene uden en Wellbeing Economy

I den nye rapport ’Towards a Nordic Wellbeing Economy’ fra Nordisk Ministerråd, dokumenteres det, hvordan flere lande har arbejdet på denne dagsorden i flere år, og hvordan disse lande i dag allerede operer som ’Wellbeing Economies’ på flere parametre.

Vi bør være reelt bekymrede for, om de danske trivselsinitiativer overhovedet kan stå på mål med de trivselsudfordringer, vi står overfor.

Michael Birkjær
Senioranalytiker, Happiness Research Institute

Udover New Zealand er særligt Storbritannien nævneværdig.I begge af disse lande arbejder finansministerierne således allerede med trivselsdata til værdisætning af blandt andet sociale- og trivselsrelaterede indsatser, hvilket giver bedre mulighed for at adressere samfundsudfordringer som ensomhed, stress, mobning og dårlig mental sundhed.

De nordiske regeringer er over de seneste år også hoppet med på vognen. Finland og Island optræder her som klare foregangslande, mens den norske regering i juli annoncerede, at den nu ville kickstarte en proces mod at udvikle en national strategi for livskvalitet. 

I Danmark findes der dog ikke offentlige planer om at adoptere en Wellbeing Economy. Hos OECD er Danmark sågar et af de få medlemslande, som slet ikke kategoriseres som et land, hvor der arbejdes gennemgående med trivsel.

Nok afsættes der midler til fremme af livskvalitet, livsglæde og til bekæmpelse af ensomhed i det seneste finanslovsforslag fra regeringen, men ambitionerne blegner noget i forhold til de mere strukturelle ændringer, som man allerede arbejder med i andre lande.

I sidste ende bør vi være reelt bekymrede for, om de danske trivselsinitiativer overhovedet kan stå på mål med de trivselsudfordringer, vi står overfor.

Hver sjette dansker har en mental lidelse

Ifølge OECD har hver sjette dansker en mental lidelse, mens 380.000 er svært ensomme. Disse problemer koster hvert år statskassen et utal af milliarder i tabt produktion og øget forbrug af pleje og sundhedsydelser, mens de udsatte betaler en stor pris i form af tab af livskvalitet og leveår.

På trods af disse bekymrende tal har der historisk set ikke været opbakning fra regeringen til at arbejde indgående med trivselsdata.

Ifølge en ny nordisk undersøgelse foretaget af Nordisk Ministerråd er 76 procent af befolkningen i Danmark enige om, at ’fremme af livskvalitet’ er et bedre mål for en succesrig regering end ’økonomisk vækst’.

Michael Birkjær
Senioranalytiker, Happiness Research Institute

Tilbage i 2013 afviste socialminister Karen Hækkerup (A) på vegne af den daværende regering blankt beslutningsforslaget fra Enhedslisten om at implementere et livskvalitetsindeks i Danmark, der kunne bruges som vejviser for samfundsudviklingen.

Bedre mål end økonomisk vækst

I dag bør regeringen dog have al muligt motiv for at genoverveje sådan et forslag. Ifølge en ny nordisk undersøgelse foretaget af Nordisk Ministerråd er 76 procent af befolkningen i Danmark nemlig enige om, at ’fremme af livskvalitet’ er et bedre mål for en succesrig regering end ’økonomisk vækst’.

Og meget tyder på, at befolkningen faktisk mener dette alvorligt. I hvert fald dokumenterer nyere økonomisk forskning, at mennesker med høj livskvalitet er mere tilbøjelige til at stemme på den siddende regering ved et parlamentsvalg, og på samfundsniveau er høj livskvalitet endda en bedre prædiktor for, om en regering genvælges, end økonomisk vækst og jobskabelse.

Forhåbentligt vil vi snart opleve, at dagsordenen er blevet tilstrækkelig moden, og trivselsproblemerne tilstrækkeligt store, til at regeringen vil overveje mere gennemgribende indsatser for trivsel. Om ikke andet så kunne de gøre for deres egen skyld.