Ulige adgang til sundhedsrådgivende apps

Af Ninna Thomsen (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune

Om få måneder er det igen tid for konfirmationer. Forestil dig, at ’Onkel Hans’ i sin tale til konfirmanden siger:

”Jeg vil råde dig til at tage en uddannelse, ellers kommer du sikkert ikke til at fejre din 75-års fødselsdag.”

Der ville nok blive rynket på brynene rundt om middagsbordet. Men Onkel Hans har desværre ret.

Motivation til en sundere livsstil
Vi vil alle sammen gerne have et godt og langt liv, men nogle af os har dårligere mulighed for det end andre.

I dag lever en 30-årig københavnsk mand med kort uddannelse gennemsnitligt 7,4 år kortere, end en 30-årig mand med en lang uddannelse. For kvinder er tallet 5,2 år. Årsagen er kompleks, men skyldes i høj grad livsstil. Rygning, usund mad, for meget alkohol og for lidt motion koster helbred og liv.

Og københavnere med lange uddannelser har desuden generelt mange flere år, hvor helbredet er godt og dermed livskvaliteten. 30-årige københavnske mænd med lang uddannelse kan i gennemsnit forvente 15,5 flere leveår med selvvurderet godt helbred end kortuddannede mænd.

Det er ikke rimeligt, at der er så stor forskel, og derfor må vi blandt andet i kommunerne forsøge at rette op på det. Det gør vi på mange måder, og velfærdsteknologi kan være en del af løsningen. Jeg tror ikke, vi med et tryk på en knap, udrydder uligheden, men vi må trække i alle de håndtag, vi har, for at få mere lighed i sundhed.

Vi må motivere endnu flere københavnere til at vælge en sundere livsstil. Vi ved allerede, hvem der tager mest i fitnesscentret eller følger de nationale anbefalinger for eksempelvis kost. Det er de ressourcestærke borgere, der oftest selv tager initiativ til at ændre livsstil og fastholde den bagefter. Teknologien kan forhåbentlig hjælpe os til at nå de borgere, der har sværere ved at ændre livsstil.

Ulige adgang til rådgivende apps
Apps på telefoner kan i dag hjælpe borgeren med rådgivning om for eksempel rygestop eller overvåge, hvor meget man bevæger sig i løbet af en dag. Det er kun begyndelsen, og i fremtiden vil man med sensorer kunne overvåge, om kroppen har brug for væske, eller om indholdet i kosten er hensigtsmæssig.

Så vidt jeg ved, findes der endnu ikke en ’uligheds-app’ til mobiltelefonen, men det kan være, den kommer.
 Men jeg ser risikoen for en reel skillelinje mellem de borgere, der selv har ressourcer til at købe de nyeste apps eller teknologi til at overvåge egen sygdom, og dem, der ikke har.

Min ambition er at reducere afstanden i den gennemsnitlige levealder mellem de kortuddannede og længst uddannede i København med et helt år for mænd og et halvt år for kvinder.

Ninna Thomsen (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune

Lige nu er mange kommercielle løsninger for dyre og mangler den sidste brugervenlighed, til at alle borgere køber udstyret. Det kan for eksempel være et spirometer, der måler, hvor meget luft de ånder ind og ud, så de kan overvåge deres KOL.

I et sundhedsvæsen med flere løsninger for den enkelte skal fællesskabet sikre, at alle borgere har adgang til de nyeste teknologier. Det er rimeligt at forvente, at der vil komme et stadigt større privat marked for apps etc. Det offentlige har et ansvar for, at alle har mulighed for at få adgang til det.

Men samtidig vil det også stille krav om, at det offentlige åbner sig for private løsninger og arbejder sammen med dem, så man for eksempel vil kunne måle sig med sit eget udstyr og give dataene videre til f.eks. en af vores sygeplejersker.

Kommunerne skal gå forrest
Som jeg skrev i mit forrige indlæg på Altinget.dk, skal vi i kommunerne gå forrest med at udvikle og afprøve ny velfærdsteknologi. Det skal vi også, når det handler om at bekæmpe uligheden i sundhed.

I Københavns Kommune har jeg udpeget områderne Bispebjerg og Nørrebro til at være udviklingszoner. Bispebjerg og Nørrebro har store sundhedsudfordringer, og de har en middellevetid, som er hhv. to og fire år kortere end gennemsnittet i København.

Min ambition er at reducere afstanden i den gennemsnitlige levealder mellem de kortuddannede og længst uddannede i København med et helt år for mænd og et halvt år for kvinder.

Når Bispebjerg og Nørrebro er udviklingszoner, betyder det, at fremtidens velfærdsteknologi skal udvikles med og bruges af borgere i lokalområdet. Borgere, der ikke altid selv har overskud eller råd til at købe eller bruge den nyeste teknologi. 
Når vi afprøver nye ting, er det klart, at vi samtidig løber en risiko for, at det ikke virker efter hensigten.

Jeg har selv lige valgt at lukke en telemedicinsk løsning for borgere med lungesygdommen KOL. Medarbejdere i Københavns Kommune har i et par år arbejdet hårdt for at forebygge genindlæggelser af borgere med KOL. Det blev desværre ikke en succes. Erfaringerne viste, at borgerne var trygge ved at kunne få en ’hastekonsultation’ med en sygeplejerske via en skærm, men at det ikke forhindrede genindlæggelser på hospitalet.

Jeg ville helst have haft, hvis mange københavnere i dag kunne få glæde af løsningen. Men jeg ved også, at for at udvikle nyskabende gode løsninger skal vi turde at ramme ved siden af skiven enkelte gange.