If it works, don’t fix it

Af Mette Wier
Direktør, AKF 

Den danske sundhedssektor er ofte genstand for beskydning: Den er nedslidt, ineffektiv, tilbyder ikke de bedste behandlinger og møder ikke patienternes behov. Og der er vidt forskellige bud på, hvad årsagerne er.

Nogle mener, at det skyldes uhensigtsmæssige styringssystemer, andre at regionerne ikke kan løfte opgaven. Endelig er der nogle, der mener, at private aktører ville kunne gøre det meget bedre.

Bedre end internationale konkurrenter
Men spørgsmålet er, om det overhovedet står så galt til med det danske sundhedsvæsen.

Det er centralt fremover at tilpasse styringsmodellerne, så de bedre rammer det udgiftsniveau, man ønsker.

Mette Wier
Direktør for Anvendt KommunalForskning

I rapporten "International Benchmarking af det Danske Sundhedsvæsen" fra februar i år sammenlignes den danske sygehussektor med andre europæiske landes. Tankevækkende nok viser rapporten, at det danske system faktisk er særdeles effektivt set med internationale øjne.

Der gennemføres mange operationer per fuldtidsbeskæftiget, danske patienter bliver ofte behandlet ambulant, og når de er indlagt, er det kun i kort tid. På enkelte punkter halter vi dog stadig bagefter: Vi mangler resultater på kræftområdet, og danskerne lever stadig væsentligt kortere end i sammenlignelige lande. Årsagerne er komplekse og skyldes ikke alene det behandlende sundhedsvæsen.

Centralisering er ingen løsning
Den danske styringsmodel kan selvfølgelig udvikles, men måske er den slet ikke så tosset endda. I Norge har man nedlagt regionerne og erstattet dem med statslige centre. Det har gjort den norske sundhedsministers dagligdag langt mere besværlig - nu lander alt nemlig på hans bord, og der er ingen at dele ansvaret med.

Når man pludselig står med en masse borgere, der kræver dyre behandlinger her og nu, koster det mange penge, hvis man ikke siger nej. Det har nordmændene erfaret - de har haft svært ved at styre udgifterne, der er røget kraftigt i vejret.

Desuden har nordmændene haft sværere end os ved at tilpasse sygehusinfrastrukturen. Så måske er det meget godt med et velfungerende politisk lag - de folkevalgte regionsrådsmedlemmer - der lokalt foretager de nødvendige prioriteringer, så udgifterne ikke løber løbsk.

Styr på styringen
I Danmark har man skiftet fra ren rammestyring til en mere aktivitetsbaseret styring af sygehussektoren. Rammestyring gør, at man kan tøjle udgifterne, men samtidig opstår problemer med ventelister og benhård prioritering mellem, hvilke patienter og hvilke lidelser der skal behandles.

Den aktivitetsbaserede styring, der startede med Løkkeposen i 2002, gør effektivt indhug i ventelisterne, og mange flere kan modtage behandling. Men pludselig er der brugt en masse penge - det er den situation, vi oplever i 2010.

Det er centralt fremover at tilpasse styringsmodellerne, så de bedre rammer det udgiftsniveau, man ønsker.

Ens vilkår for private og offentlige aktører
Endelig er der de private leverandører. Er de mere effektive? Det er der faktisk ingen, der ved. De private aktører skal nemlig ikke aflevere tal, der dokumenterer deres indsats.

Et faktum er, at taksterne har været favorable, og de private har tjent gode penge. Det har været gjort helt bevidst i en opbygningsperiode for at skabe et velfungerende privat marked.

Nu er det tid til at lave mere ensartede vilkår for offentlige og private aktører ved at stille samme krav til f.eks. uddannelse, forskning, akutberedskab og ansvar for efterbehandling - eller justere taksterne, så de afspejler kravene.

Privat sundhedssektor ikke bedre end offentlig
Sammenligner man med andre lande, er der intet, der tyder på, at de privatdominerede sundhedssektorer fungerer bedre end de offentlige. Ofte tværtimod. USA er nok det grelleste eksempel: Her bruges dobbelt så meget på sundhed per indbygger som i Danmark, uden at amerikanerne lever længere end danskerne.

Danmark har et af verdens mest effektive sundhedssystemer. Det kan blive endnu bedre, og særligt inden for forebyggelse, koordination på tværs af behandlingsniveauer, og kommunikation mellem behandlere og borgere er der noget at hente. Men når det gælder den grundliggende struktur, er det ikke smart at lave revolutioner. If it works, don't fix it.