At være i live - koste hvad det vil

Af Mette Wier
Anvendt KommunalForskning og Forebyggelseskommissionen 

Hvis du er alvorligt syg, drejer tilværelsen sig mest om en ting: at blive rask og leve videre. Dit liv er det dyrebareste, du har, og har du ikke det, har du intet.

Du vil derfor kræve den mest effektive behandling, og virker den ikke, vil du prøve noget andet. Virker det heller ikke, er du parat til at prøve nye, usikre og endnu udokumenterede behandlinger - for måske kan det hjælpe dig.

Sådan vil det altid være. I et sundhedssystem som det amerikanske har det givet anledning til meget høje udgifter til sundhed. De er faktisk dobbelt så høje per indbygger som i Danmark, uden at amerikanerne lever længere af den grund. Det skyldes en kombination af flere forhold.

Spørgsmålet er, hvor meget vi er villige til at betale for sundhed fremover.

Mette Wier
Direktør, AKF

De fleste amerikanere har sundhedsforsikringer. De er arbejdsgiverbetalte, men i virkeligheden er de en del af lønnen, så reelt betaler folk dem faktisk selv. Bliver du syg, betaler forsikringsselskaberne den behandling, du ønsker. Og den amerikanske sundhedssektor tilbyder alt - også behandlinger, der ikke kan dokumenteres at virke.

Samtidig vil behandlerne ofte lave ekstra diagnostiske test og måske behandle mere offensivt, end det egentlig er nødvendigt, for at sikre sig mod retssager.

Administrationen af det amerikanske system er også meget dyr. Det skyldes bl.a. de komplicerede forsikringsforhold, hvor behandlerne skal håndtere mange forskellige forsikringsordninger og traditionen med at håndtere tvister og fejl via det almindelige retssystem.

Alle disse elementer bidrager til alt for høje udgifter i forhold til resultaterne, og det er en væsentlig grund til, at Obama så inderligt ønskede en sundhedsreform.

Stigende pres og krav
I det danske sundhedssystem er man mere tilbageholdende. Borgernes skattepenge skal kun gå til behandlinger, der er dokumenteret virkningsfulde, man forsøger at behandle på et passende specialiseringsniveau og foretager så vidt muligt ikke unødige test. Det har holdt udgifterne nede indtil nu.

Men presset på sundhedssektoren vokser i disse år. Nye medicinske og teknologiske landvindinger opnås med rivende hast, og det stiller effektive - men ofte meget dyre - behandlingsformer til rådighed. Og dem vil vi borgere selvfølgelig have adgang til, når vi bliver syge.

Samtidig ændrer alderssammensætningen i befolkningen sig, så vi bliver flere ældre i fremtiden - og dermed flere med behov for sygdomsbehandling. Begge dele driver udgifterne opad.

Spørgsmålet er, hvor meget vi er villige til at betale for sundhed fremover.

Danskernes betalingsvilje er nok en del højere, end det de betaler i dag - men nok ikke så høj som amerikanernes. De økonomiske vismænd har foreslået, at man indfører en særskat (et sundhedsbidrag), der gør det tydeligt, hvad den ekstra skat går til. De har beregnet, at hvis vi skal holde trit med den stigende levealder og de nye behandlingsformer, så er der behov for en skat på omkring 8%, der skal vokse gradvist med i alt knap 2,75 procentpoint frem til 2030.

Nødvendig debat om udgifterne
Det er centralt, at vi får en politisk debat om, hvad vi er villige til at bruge på sundhed. Når vi har fastlagt niveauet, skal vi finde ud af, hvordan vi prioriterer inden for rammerne - for det vil stadig være nødvendigt at prioritere. Og hvem skal foretage denne prioritering?

Lægerne ved en masse og kan skille skidt fra kanel, når det handler om behandlingernes kvalitet. Men hvem skal prioritere mellem lige gode behandlinger eller lige lidelsesfulde sygdomme?

I dag er det politikerne - eller i sidste ende dig og mig, der vælger politikerne. Og det forekommer at være en rigtig løsning, for hvem skulle ellers? Velfungerende politiske enheder må derfor være et centralt element i udviklingen af fremtidens danske sundhedssystem.