Aktører kræver lov ændret: Det nære sundhedsvæsen skal stå for kommunal fodbehandling

Alle borgere, der af helbredsgrunde får tilskud til fodterapi, skal kunne være sikker på kvalitet og patientsikkerhed. 

Det er ikke tilfældet i dag, hvor kun borgere, der får tilskud fra regionen, skal henvises til en autoriseret fodterapeut og dermed til en behandler, der er en del af det nære sundhedsvæsen med de kvalitetsgarantier, det medfører.

For borgere, der henvises af kommunen med det såkaldte "udvidede helbredstillæg", er det anderledes. De typisk ældre med behov for fodbehandling kan i dag nøjes med henvisning til en sundhedsperson uden for det sammenhængende og nære sundhedsvæsen uden de tilhørende krav om autorisation og kvalitetstilsyn.

Når behandlingen sker udenfor sundhedsvæsenet, risikerer eksempelvis en ældre borger med uopdaget diabetes at gå glip af rettidig, forebyggende behandling af diabetiske fodsår

Jørgen Andersen og Tina Christensen
Formand for Diabetesforeningen og formand for Danske Fodterapeuter

Når behandlingen sker udenfor sundhedsvæsenet, risikerer eksempelvis en ældre borger med uopdaget diabetes at gå glip af rettidig, forebyggende behandling af diabetiske fodsår

Jørgen Andersen og Tina Christensen
Formand for Diabetesforeningen og formand for Danske Fodterapeuter

Ulighed for en sårbar gruppe
Den ulighed skal der gøres op med. Der skal stilles flere krav til kvaliteten af den fodbehandling, som det offentlige giver tilskud til, uanset om det er kommunen eller regionen, der henviser.

De borgere, der kan få kommunalt tilskud til fodbehandling har ofte en eller flere alvorlige – og nogle gange uopdagede – lidelser såsom diabetes, gigt eller nedsat blodforsyning.

Det er tilstande, som kræver behandling i det etablerede sundhedsvæsen, hvor kliniske retningslinjer, tværfagligt samarbejde og kommunikation sætter rammerne.

Når behandlingen sker udenfor sundhedsvæsenet, risikerer eksempelvis en ældre borger med uopdaget diabetes at gå glip af rettidig, forebyggende behandling af diabetiske fodsår. At leve med et fodsår nedsætter livskvaliteten og kan ende med amputation.

Samtidig stiger sundhedsudgifterne, fordi fodsår og amputationer koster cirka fem milliarder kroner om året til behandling, indlæggelse, pleje og hjemmehjælp. Derudover øger det uligheden i sundhed for en særlig sårbar gruppe.  

Covid-19 ridser skillelinjen op
I øjeblikket er det kun statsautoriserede fodterapeuter, der behandler patienter på grund af den aktuelle situation med covid-19. Imens er al øvrig fodpleje lukket ned.

Myndighederne har bedt fodterapeuter om at holde åbent, fordi fodterapi er en nødvendig sundhedsfaglig behandling. Samtidig er det udtryk for, at myndighederne vurderer, at de krav, som de stiller i forbindelse med autorisationen, gør det sikkert på trods af risikoniveau.

Det har gjort skillelinjen klar. Og det understreger, hvad vi hele tiden har vidst. At autorisationen er sundhedsmyndighedernes faste holdepunkt i forhold til kvalitet og patientsikkerhed.

Hvorfor ikke holde fast i det, når der er tale om sårbare borgere, der får tilskud af kommunen til en sundhedsbehandling?