Behov for tværgående indsats til sårbare patienter

Af Stig Langvad,
Formand for Danske Handicaporganisationer

Der hersker ingen tvivl om, at der er ulighed i det danske samfund, når det gælder adgang til sundhedsydelser. Samtidig ved vi, at hvis der sættes fokus på problemstillingerne med den rette positive tilgang og den nødvendige faglighed, så er det muligt at bryde med uligheden.

Når det er sagt, så må det også konstateres, at det netop er på sundhedsområdet, at man trods alt er nået længst. Dannelsen af regionerne har ført til øget kvalitet på sundhedsområdet. Men på de områder, hvor der skal samarbejdes på tværs og hvor kommunerne er inde i billedet, der halter det meget. Selvom evalueringen af kommunalreformen lader meget tilbage at ønske, så er det netop ift. sundhedsområdet, at vi finder nogle af de klareste og mest konstruktive forslag og hensigtserklæringer i evalueringen af kommunalreformen.

Danske Handicaporganisationer støtter op om disse forslag. Som eksempel kan nævnes en styrkelse af sundhedsaftalerne, mere forpligtende samarbejde med almen praksis og et skærpet regionalt myndighedsansvar samt forpligtende visitationsretningslinjer på genoptræningsområdet.

Forslagene kunne være endnu mere ambitiøse, og det er der brug for. Når det gælder personer med handicap, så overser selv de mest konstruktive forslag en række aspekter.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Mere ambitiøse forslag
Forslagene kunne være endnu mere ambitiøse, og det er der brug for. Når det gælder personer med handicap, så overser selv de mest konstruktive forslag en række aspekter.

De borgere, som er mest udsatte og har brug for en tværgående indsats (bl.a. personer med udviklingshæmning, autisme, sindslidelse, hjerneskade osv.), er også dem, der i dagligdagen er stærkest berørt af uligheden. De tværgående problemer for denne gruppe er veldokumenterede og problemstillingerne er indtil nu kun blevet behandlet i meget få sundhedsaftaler.

Derfor peger handicaporganisationerne på, at der bør tilføjes et obligatorisk indsatsområde i sundhedsaftalerne med fokus på særligt sårbare patienter med behov for tværgående indsatser, herunder personer med en psykisk, kognitiv eller intellektuel funktionsnedsættelse.

Vi har konkrete positive erfaringer, som vi kan bygge videre på. Et eksempel er arbejdet med medicinsikkerhed, hvor nogle kommuner har haft fokus på forbrug af medicin til personer med udviklingshæmning. Her har forsøg med tværfaglige indsatser mellem praktiserende læger, bosteder, apoteker og kommunerne vist, at det kan lade sig gøre at øge sikkerheden og mindske uligheden for en gruppe borgere, som kan betragtes som værende blandt de mest sårbare og marginaliserede.

Erfaringer bør lede til initiativer
På samme måde bør man se på genoptræning og rehabilitering. Evalueringen viser, at der i dag er et gennemsnit på 28 dages ventetid på genoptræning. Det kan synes omsonst, når al erfaring viser, at hurtig adgang til genoptræning er afgørende. Alle borgere med behov for træning bør derfor have ret til at kunne starte på træningen senest inden for 1 uge. Unødvendig lang ventetid er skidt for borgerne og dyrt for samfundet.

Et af de steder, hvor man oplever størst ulighed på sundhedsområdet, er i psykiatrien. Det er bekymrende, at man, når man har den viden, ikke har sikret en parallel proces. Psykiatriområdet bliver behandlet i et selvstændigt udvalg, som ikke skal rapportere på samme tidspunkt og i sammenhæng med evalueringen af kommunalreformen. Resultatet kan blive gode løsninger, der går tabt eller bliver overset, fordi man ikke har fokus på koordinering.

Når vi gør os nogle erfaringer - gode eller dårlige - burde vi straks tage initiativ til at implementere de nødvendige initiativer der, hvor der er behov for dem.