Debat

Borgmestre og regionsrådsformand: Vi skal lytte til de mest sårbare, når vi indretter vores sundhedsvæsen

Hvis vi skal indrette vores sundhedsvæsen, så det kan rumme de mest sårbare mennesker, må vi også lytte til dem og inddrage dem. Det har Region Syddanmark, Ærø og Middelfart Kommune gjort i fællesskab med stor succes, skriver Bo Libergren, Johannes Lundsfryd og Peter Hansted.

I Middelfart og Ærø Kommune er der blevet gennemført gruppeinterviews med borgere, ligesom borgerne har kunne udfylde postkort med spørgsmål om sundhed, skriver Bo Libergren, Johannes Lundsfryd og Peter Hansted.
I Middelfart og Ærø Kommune er der blevet gennemført gruppeinterviews med borgere, ligesom borgerne har kunne udfylde postkort med spørgsmål om sundhed, skriver Bo Libergren, Johannes Lundsfryd og Peter Hansted.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Bo Libergren
Johannes Lundsfryd Jensen
Peter Hansted
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De fleste kender scenariet. Der er borgermøde på det lokale rådhus eller i sportshallen – om en ny vej, en ny lokalplan eller et kommende sundhedshus. Mødet foregår en hverdagsaften klokken 19, og de, der primært møder op, er de uundværlige ildsjæle – ofte med grå stænk i håret – som altid gerne bidrager til samfundsdebatten.

Vi sætter stor pris på de mange input og tilkendegivelser, vi får på borgermøder som disse. Men vi må også erkende, at der er nogle væsentlige stemmer, vi mangler i debatten – ikke mindst når det gælder sundhedsområdet. Det kan for eksempel være de unge, som kæmper med angst og mistrivsel, borgere med flere kroniske sygdomme, der bruger alle deres ressourcer på at få hverdagen til at hænge sammen, eller ældre mennesker, som har nok at gøre med at hjælpe deres demente ægtefælle.

I sidste ende kan det betyde, at vores sundhedstilbud ikke bliver skruet særligt godt sammen til at hjælpe de mennesker, der mangler ressourcer eller står i en sårbar situation. At vi skaber mere ulighed i sundhed, selvom vi ønsker det modsatte.

I sidste ende kan det betyde, at vores sundhedstilbud ikke bliver skruet særligt godt sammen til at hjælpe de mennesker, der mangler ressourcer eller står i en sårbar situation

Bo Libergren, Johannes Lundsfryd og Peter Hansted

Postkort og gruppeinterviews
Region Syddanmark har derfor i samarbejde med både Ærø og Middelfart Kommune afprøvet nye metoder til at inddrage de mennesker, der ikke normalt møder op til et borgermøde eller deltager i den demokratiske debat. Det har vist sig at være en stor succes.   

På Ærø for eksempel har både region og kommune ønsket input til, hvordan øens store sundhedsmæssige udfordringer kan takles. I stedet for udelukkende at afholde et traditionelt borgermøde har vi forsøgt i højere grad at møde borgerne på deres præmisser – der, hvor de føler sig trygge.

Vi har gennemført gruppeinterviews med forskellige borgere på Ærø, og vi har trykt postkort med spørgsmål om sundhed, som en række borgere har udfyldt med hjælp fra det kommunale plejepersonale, der dagligt kommer i deres hjem, og som de har tillid til.

Derudover har regionale og kommunale politikere mødtes virtuelt med forskellige grupper af ærøboere – blandt andre unge på ungdomsuddannelser, håndværkere, søfolk og værtshusejere. Ærøboerne sad i trygge rammer i et af kommunens lokaler og kunne tale frit sammen, mens politikerne primært lyttede til borgernes refleksioner.

På Ærø er de mange input brugt aktivt i kommunens handleplaner for både sundhed og misbrug

Bo Libergren, Johannes Lundsfryd og Peter Hansted

Endelig har der været afholdt to mere eller mindre traditionelle, åbne borgermøder, hvor de mange input fra fokusgrupperne, postkortene og de virtuelle samtaler er blevet vendt og drejet, og hvor mulige løsninger er kommet på bordet.

Flere længerevarende interviews
I Middelfart har regionen i samarbejde med Middelfart Kommune taget flere af de samme metoder i brug. Her har formålet været at få input til, hvordan det kommende nærhospital kan indrettes, så alle borgere får den hjælp, de har brug for – ikke mindst dem, der står i en sårbar situation.

Også her har postkort været i brug – og derudover flere længerevarende interviews med borgere, som har været igennem langvarige behandlinger i sundhedsvæsenet, og som har haft udfordringer eller har følt sig sårbare i kontakten med sundhedsvæsenet.

Input brugt i handleplaner
Men hvad har de nye metoder til borgerinddragelse så ført med sig på Ærø og i Middelfart?

På Ærø er de mange input brugt aktivt i kommunens handleplaner for både sundhed og misbrug. Helt konkret har region og kommune nu ansat en patientkoordinator, som har til opgave at støtte ærøboere i særligt komplekse forløb med at navigere i sundhedsvæsenet. Den viden, koordinatoren indsamler, vil ud over at hjælpe den enkelte patient også blive brugt til at udvikle sundhedsvæsenet på Ærø.

Det har været utroligt givtigt for os som politikere at få en større indsigt i, hvad der helt konkret udfordrer de mennesker, der er i kontakt med i sundhedsvæsenet

Bo Libergren, Johannes Lundsfryd og Peter Hansted

I Middelfart var meldingen fra borgerne blandt andet, at det kræver meget energi og kan være svært at overskue behandlingen, at det kan være vanskeligt at forstå, hvad lægen siger, og udfordrende at skulle transportere sig langt, hvis man for eksempel har psykiske udfordringer. Alt sammen noget, som vi nu tager med videre i planlægningen af nærhospitalet i Middelfart og for den sags skyld også andre nærhospitaler i regionen.

Det har været utroligt givtigt for os som politikere at få en større indsigt i, hvad der helt konkret udfordrer de mennesker, der er i kontakt med i sundhedsvæsenet. Ikke kun de ressourcestærke, som skriver læserbreve og møder op til borgermøder, men også alle de andre, som hverken har overskud, lyst eller mod til at give deres mening til kende i en stor hal og derfor sjældent bliver hørt.

Vi er overbeviste om, at større inddragelse af de mennesker, der ofte er i kontakt med vores sundhedsvæsen, og som står i en sårbar situation, er vejen til et bedre sundhedsvæsen. For indretter vi vores sundhedsvæsen, så det kan rumme de mest sårbare mennesker, så kan det rumme alle. Og så er vi et godt skridt på vejen til at skabe en mere lige adgang for alle i vores fælles sundhedsvæsen og dermed også mere lighed i sundhed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Libergren

Fungerende regionsrådsformand i Region Sydddanmark, Regionsrådsmedlem (V), Region Syddanmark, økonomichef L-Brand & Teknik
BA i historie og samfundsfag (Syddansk Uni.)

Johannes Lundsfryd Jensen

Borgmester (S), Middelfart Kommune
master in arts (Aarhus Uni. 2013)

Peter Hansted

Borgmester (S), Ærø Kommune
Landmand

0:000:00