Fælles faglig forståelse livsnødvendig

Af Jens Buchhave
Centerledelsen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Midtjylland

Spiseforstyrrelser som anoreksi kan være en alvorlig sygdom - nogle gange også i forhold til kroppen - og kan kræve indlæggelse på intensivafdelinger mhp. akut somatisk (legemlig) behandling.

Andre spiseforstyrrelser som bulimi er ofte mindre alvorlige og kan - og skal - derfor behandles ambulant, men kan være socialt invaliderende.

Spiseforstyrrelser er således flere forskellige ting, og skal - afhængig af sværhedsgrad og diagnose - behandles forskelligt.

Det kan i den offentlige debat ind i mellem fremstå, som om der i sundhedsvæsenets tilbud alene fokuseres på de somatiske forhold. Dette er på ingen måde tilfældet. Noget af den bedste og mest omfattende psykoterapi gives netop på de afsnit, som tager sig af patienter med spiseforstyrrelser. Både individuelt og i grupper, samt sammen med forældrene og snart flere familier sammen.

Jens Buchhave
Ledende overlæge

Uanset hvem og hvor behandlingen foretages, så vil det for de pågældende klienter/patienter være hensigtsmæssigt, at der er en fælles faglig forståelse af spiseforstyrrelser, deres baggrund, symptomer, udredning, behandlingsprincipper mm..

Flere forhold at tage hensyn til
Det er derfor vigtigt, at alle, der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, respekterer, at der skal tages hensyn til både psykologiske, somatiske og sociale forhold i forbindelse med behandlingen af den enkelte patients spiseforstyrrelse.

Inden der startes en behandling, skal der laves en grundig udredning af den enkelte patient, hvor der er mistanke om en spiseforstyrrelse. En udredning som omfatter stillingtagen til både psykologiske, somatiske og sociale forhold - og hvor det sikres, at det er spiseforstyrrelsen, som er det vigtigste problem.

Tilsvarende er det vigtigt, at der i behandlingen efterfølgende tages højde for både de psykologiske, somatiske og sociale problemer hos den enkelte patient.

Hvis der skal gives behandling til en patient med spiseforstyrrelse, er det i sundhedsvæsenet et krav, at der er dokumentation/evidens for behandlingens effekt. Dette er endnu ikke på samme måde tilfældet ved behandlinger udenfor sundhedsvæsenet.

Det bliver også mere og mere almindeligt at lave tilfredshedsundersøgelser blandt brugere og pårørende. I en forbindelse er det vigtigt at huske, at der er to andre lige så væsentlige kvalitetsundersøgelser, som også bør laves, således at de tre forskellige undersøgelser kan sammenholdes vedrørende de enkelte behandlingstilbud. De to andre undersøgelser drejer sig om den faglige og den organisatoriske kvalitet.

Forskelligt fokus
Netop vedr. spiseforstyrrelser er det ofte sådan, at der er en større sandsynlighed for modsat rettede tendenser mellem udfaldet af bruger- og pårørendetilfredshedsundersøgelser og undersøgelse af den faglige kvalitet.

Sagt mere kort, så vil brugerne/patienterne ofte være mere tilfredse, jo mindre der i behandlingstilbuddet fokuseres på de somatiske forhold (herunder vægtændringerne), og i de situationer vil fagfolkene i sundhedsvæsenet være mere utilfredse, idet den faglige kvalitet ikke er god nok, hvilket bl.a. viser sig ved den manglende vægtstigning.

Behandlere m.m. i og uden for sundhedsvæsenet er derfor nødt til i højere grad at nå til en fælles forståelse af spiseforstyrrelsernes baggrund, forløb og sammensatte fremtoning. Men ikke mindst en fælles forståelse af - uanset sværhedsgraden - altid at se på BÅDE de psykologiske, somatiske og sociale forhold hos den enkelte patient.

Medvirkende til at sikre denne fælles forståelse af spiseforstyrrelsessygdommene er - bl.a. - Sundhedsstyrelsens rapport: "Spiseforstyrrelser - anbefalinger for organisation og behandling" fra december 2005.

Heri gennemgås - for både børn, unge og voksne - bl.a. symptomer, diagnostiske kriterier, komorbiditet, udredning, behandling, evalueringsinstrumenter og organisation. Samtidig omtales muligheden for tvangsindlæggelse og -behandling ifølge Psykiatriloven, og de faresignaler, som kan gøre denne mulighed relevant at bruge.

Endelig anbefales der tre niveauer for behandling:

• Niveau 1 - alment praktiserende læger, psykologer og speciallæger i primærsektoren og i distriktspsykiatrien og på hospitalsafdelinger uden speciel erfaring

• Niveau 2 - med specialiserede, tværfaglige, hospitalsbaserede teams med erfaring i behandling af spiseforstyrrelser, og

• Niveau 3 - højt specialiseret niveau.

En væsentlig pointe i anbefalingerne er Niveau 2's funktion som konsulent for behandlere fra Niveau 1. Det anbefales således, at der i hvert af de tidligere amter blev etableret ét amtsligt spiseforstyrrelsesteam med bl.a. denne konsulentfunktion.

Hele billedet
Denne rapport er ikke kun en anbefaling til behandlingen af spiseforstyrrelser inden for sundhedsvæsenet, men er en generel anbefaling vedr. behandling af spiseforstyrrelser - uanset, hvor den foregår.

De børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger i sundhedsvæsenet følger disse anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Såfremt den fælles forståelse er til stede, burde det også være tilfældet blandt behandlere mm. uden for sundhedsvæsenet.

Vedrørende de lettere tilfælde af spiseforstyrrelser, som ikke skal behandles i sundhedsvæsenet, burde det derfor kunne forventes, at de somatiske og sociale forhold også kom i betragtning på linie med de psykologiske.

Det kan i den offentlige debat ind i mellem fremstå, som om der i sundhedsvæsenets tilbud alene fokuseres på de somatiske forhold. Dette er på ingen måde tilfældet. Noget af den bedste og mest omfattende psykoterapi gives netop på de afsnit, som tager sig af patienter med spiseforstyrrelser. Både individuelt og i grupper, samt sammen med forældrene og snart flere familier sammen.