FOA: Ja, hvis vi vil have lighed i sundhed, skal vi gøre op med de lige patientrettigheder

Lighed i sundhed over lighed i rettigheder

Når love og retningslinjer på sundhedsområdet skrives ud fra statistikker, ser vi ikke forskellene i behovene hos de enkelte mennesker, vi forsøger at hjælpe. Vi sætter ikke ind der, hvor behovet er størst, hvor konsekvenserne af en for sen behandling har de største konsekvenser, når vi tilbyder alle den samme hjælp.

Vi skal ikke kun måle kvaliteten i sundhedsvæsenet gennem brede målsætninger som middellevetid og overlevelsesprocenter.

Vi har sat alt ind på at skabe et højkvalitetssundhedsvæsen med de bedste, nyeste og dyreste behandlinger, men kvalitet et også den oplevede kvalitet for borgerne før og under behandlingen – ikke kun efter.

Hvis vi som samfund skal gøre op med uligheden i sundhed, bliver vi nødt til også at gøre op med det rettighedsbaserede sundhedssystem

Mona Striib
Forbundsformand, FOA

Investeringen i kræftbehandlingen gennem politiske aftaler bliver ofte fremhævet som et godt eksempel, fordi det er lykkedes os at nedbringe dødeligheden og levere højere overlevelsesprocenter blandt kræftpatienter.

Det er et eksempel på en opprioritering af én sygdom frem for andre, hvor patienter har ret til hurtig og grundig behandling. Tilbuddet gælder alle og resultaterne er på papiret er en succes.

Men kigger man nærmere end på de overordnede og positive tal, møder man store forskelle i, hvilke mennesker de positive tal gælder for.

Langt de fleste kræftformer optræder hyppigere blandt personer med en kort uddannelse, lav indkomst samt personer, der bor alene. Samme mennesker modtager først behandling på et langt senere stadie af kræftsygdommen end mennesker med lang uddannelse, høje indtægter og stort netværk.

Flere undersøgelser peger på ulighed i selve kræftbehandlingen og i fysiske og psykiske følger efter endt behandling. Mennesker med kortere uddannelser, lavere uddannelser og færre pårørende dør også oftere af deres kræftsygdom.

Den reelle kvalitet af vores sundhedsvæsen skal måles hos dem, der har mindst – ikke mest.

Hvis vi som samfund skal gøre op med uligheden i sundhed, bliver vi nødt til også at gøre op med det rettighedsbaserede sundhedssystem. Vi skal bevæge os fra lighed i rettigheder til mere retfærdigt sundhedsvæsen, hvor lighed i sundhed er resultatet af sundhedsindsatserne.

Det nuværende systems fokus på rettigheder baseret på diagnosens navn har ikke skabt et bedre sundhedsvæsen. Det har derimod ført til lange ventetider blandt patienter, hvis diagnose ikke er på listen, der kan fremskynde behandlingen.

Sundhed er mere end diagnosebehandling

Mens statistikkerne peger på en positiv udvikling, er den oplevede kvalitet af og troen på vores sundhedsvæsen faldet.

Det har haft en selvforstærkende effekt, hvor de der har råd, betaler for behandling i det private, og de der ikke har, må vente pænt i køen til de offentlige sygehuse, der er presset i knæ af effektiviseringskrav og stigende udgifter til nye, dyrere behandlingsformer.

Nogen præsenterer en udbygning af det private tilbud og flere forsikringsformer i vores velfærdssamfund som en løsning på problemet. Men det er netop en afledt konsekvens – et symptom, som kun forstærker problemet. Det løser ikke det grundlæggende problem.

Vi skal se mennesket bag diagnosen og tilrettelægge hjælpen efter de forskellige behov og livsbetingelser, mennesker har og ikke efter fastsatte patientrettigheder

Mona Striib
Forbundsformand, FOA

Vi skal turde gøre forskel på mennesker. Vi skal turde prioritere gennem lægefaglige vurderinger, gøre op med overbehandling og for meget automatisk kontrol.

Og vi skal stole på at en lang række kronikere i højere grad selv kan tage ansvar for at vurdere, hvordan det går. Vi skal turde tale om, om der er stadier af livstruende sygdomme, der ikke længere skal behandles.

Vi skal se mennesket bag diagnosen og tilrettelægge hjælpen efter de forskellige behov og livsbetingelser, mennesker har og ikke efter fastsatte patientrettigheder.

Det kan vi ikke alene klare gennem behandlingen på sygehusene. Hvis vi skal kunne tilbyde en bedre kvalitet for dem, der i dag kommer for sent til lægen, for sent bliver diagnosticeret, for sent får behandling og for tidligt dør, skal vi tænke sundhed som andet og mere end somatisk behandling af en diagnose.

Indsatsen skal ske tættere på borgerne, så små tegn på ændringer i tilstanden opdages i tide og den rette hjælp kan sættes i gang med det samme.

For menneskerne, vi skal hjælpe, er de sundhedsmæssige udfordringer ofte forbundet med de sociale. Derfor skal vi i højere grad tænke ’social’ og ’sundhed’ som to sammenhængende indsatser – ikke adskilte.