Debat

Hvornår siger Arla og alle de andre undskyld?

Margrete Auken angriber varslingssystemet for fødevarer i sin klumme i Altinget. Kommisionen, Arla og fødevareministeren står for tur i sagen om det kræftfremkaldende stof Sudan 1.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvordan vil fødevareministeren forhindre at lignende sager undgås? - det har vi stadig ikke hørt.

Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet
Af Margrete Auken
Medlem af Europa-Parlamentet

Kommissionen har fralagt sig ethvert ansvar for at det kræftfremkaldende stof Sudan 1 er fundet i en lang række fødevarer blandt andet i Danmark (i Whisky-sauce fra Arla). Det skete, da Kommissionens direktør for fødevaresikkerhed Fru Testori mødte op i Parlamentets Miljøudvalg for at forklare, hvordan det kunne gå så galt.

Oven på fundet af Sudan 1 i Worcestershire sauce havde Europa-Parlamentet bedt Kommissionen om en forklaring. Stoffet er forbudt i fødevarer, fordi det er kræftfremkaldende, men alligevel blev det fundet i hundredvis af fødevarer rundt om i EU.

EU har en 0-tolerence
Fru Testori forklarede, at stoffet er så giftigt, at EU har en 0-tolerence - det må ikke så meget som kunne spores i fødevarer. Afsløringen af skandalen har i Danmark ført til at blandt andet produkter fra Arla Foods (Whisky sauce) og Jensen's Food (flere forskellige saucer) er blevet fjernet fra hylderne.

Den Grønne Gruppes fødevareordfører Caroline Lucas spurgte Kommissionen, om det såkaldte hurtig varslingssystem for fødevarer overhovedet virker, når der kunne gå tre år fra Kommissionen fik oplysningerne om farvestoffet Sudan 1, til produkterne kom væk fra hylderne.

Dårlig kontrol, dårlig undskyldning
Fru Testori bekræftede, at Kommissionen allerede i 2002 kom i besiddelse af oplysningerne om Sudan 1. Men Kommissionen havde primært iværksat fødevarekontrol ved EU's ydre grænser fordi Sudan 1 hovedsageligt findes i chili- og karryprodukter hvoraf 90 % er importeret.

Denne vakkelvorne kontrol (og vakkelvorne undskyldning) holdt ikke. Forureningskilden (Worcestershire sauce) befandt sig inden for EU - og her havde Kommissionen jo ikke indført skærpet kontrol. Til Caroline Lucas' spørgsmål svarede fru Testori blot, at de britiske fødevaremyndigheder havde grebet sagen tilfredsstillende an idet det tog 2-3 dage fra de britiske myndigheder kom i besiddelse af oplysninger om Sudan 1 i Worcestershire sauce til de udsendte et varsel.

Foto: Europa-Parlamentet
Rystende, at industrien har ansvaret
Parlamentet var selvfølgelig ikke tilfreds med det svar. Fru Testori svarede jo slet ikke på, hvorfor Kommissionen sad inde med informationer om kræftfremkaldende stoffer i 3 år uden at gribe ind.

Lidt presset fralagde Kommissionen sig derefter hele ansvaret og sagde, at det var EUs fødevareindustri, der havde svigtet. De har nemlig ansvaret for at kontrollere sig selv - og Kommissionen havde allerede opfordret fødevareindustrien til at påtage sig hele ansvaret.

Det er rystende at høre, at Kommissionen totalt fralægger sig ansvaret. Systemet er skruet sådan sammen, at fødevareindustrien skal kontrollere sig selv (selvfølgelig skal de det!). Men hvis virksomhederne svigter, så bliver ansvaret myndighedernes – altså også Kommissionens. De skal informere og kontrollere effektivt. Vi kan ikke lade forbrugerne sidde med sorteper, når der er kræftfremkaldende stoffer i omløb.

Folk kan dø
Sager som denne tærer på forbrugernes tillid – og det går ud over hele EU-systemet. Parlamentet bringer derfor sagen op på højeste niveau, og vi vil lægge en strategi for, hvordan lignende sager undgås. Vi vil blandt andet se på skærpet kontrol og straf.

Tænk, hvis det kræftfremkaldende stof var fundet i korn eller mælkeprodukter, som er hovedbestanddel i kosten - og ikke i krydderier som vi spiser meget lidt af.

Så havde skandalen været i fuld flor – folk kan jo dø af det.

Vi har ikke hørt fra Fødevareministeren
Med hensyn til den danske håndtering af sagen er det fint, at Fødevarestyrelsens direktør Henrik G. Jensen hurtigt gik ud med oplysninger til forbrugerne om hvilke produkter, der indeholder kræftfremkaldende stoffer, og hvordan man skal forholde sig.

Men hvordan vil fødevareminister Hans Christian Schmidt forhindre at lignende sager undgås? - det har vi stadig ikke hørt.

Industriens kontrol er for dårlig
Og hvordan går det forresten med at påtage sig ansvaret hos fødevareindustrien som fru Testori kræver? - hvad har vi hørt fra Arla, Jensen's Food, Kolding Salater, Bähncke A/S og Crown-Food?
Hvorfor kontrollerer de virksomheder ikke sig selv godt nok?
En redegørelse og en højlydt undskyldning udbedes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

Hans Christian Schmidt

MF (V), fhv. miljø-, fødevare-, transport- og bygningsminister
lærer (Haderslev Seminarium 1977)

0:000:00