Jes Søgaard: Vi kan lære meget om vores sundhedsvæsen ved at kigge på Schweiz

Forleden holdt jeg en tre-timers forelæsning for et Master-hold fra Universitetet i Zürich, det vil sige studerende med forskellige jobs i den schweiziske sundhedsindustri, som tager en to-årig videreuddannelse i ledelse i og af sundhedsindustrien.

Der var 22 i alt. De var på et tre-dages ophold i Danmark for at studere det danske sundhedsvæsen, som på rigtigt mange punkter er forskelligt fra deres.

Jeg havde den første forelæsning på besøget og starter med at forklare det danske system med et skattefinansieret sundhedsvæsen (for 85 procent af alle udgifterne) og dermed også en høj grad af politisk styring.

55.000 danskere dør hvert år. Hvis vi havde samme levetid som schweizerne, ville 45.000 danskere dø om året

Jes Søgaard
Professor, SDU

Ikke mindre end tre niveauer af folkevalgte politikere har vi til at sikre, at danske borgere får den ypperste kvalitet i mødet med sundhedsvæsenet, at alle vores rettigheder sikres, og at vi har verdens bedste sundhedsvæsen. Og alt kvit og frit – i hvert fald hvis det drejer sig om lægeydelser.

De 22 studerende så behørigt imponerede ud. Så viste jeg dem to slides, som jeg deler med læserne.

Forskel i levealder

Jeg sammenlignede danske og schweiziske middellevetider, som beskriver, hvor tidligt vi dør i de to landes befolkninger. Vi fulgtes nogenlunde ad fra 1960 til slut 1970’erne og på niveau med den bedste fjerdedel blandt de vestlige OECD lande.

Herefter fortsatte schweiziske levetider med at vokse år for år, faktisk blandt de allerbedste til corona kom i 2020. Det gjorde vi ikke. I næsten tyve år steg levetiden ikke og selv om den endelig begyndte at stige omkring 1995, så har danskerne i årevis haft kortere levetider og dermed højere dødelighed end i flertallet af de vestlige lande.

Corona redede os, for i hvert fald 2020 gik rigtigt godt. Vi ligger stadig i nedre fjerdedel.

En forskel på 2-2,5 år i levetid lyder ikke af meget. Det er forskellen i schweizerens og danskerens forventede levetid. Men det er det.

55.000 danskere dør hvert år. Hvis vi havde levetid som schweizerne, og det vil sige godt 25 procent lavere dødsrisiko hvert år i danskernes liv, så ville 45.000 danskere dø om året. Og en tredjedel af forskellen på 10.000 dødsfald er danskere under 65 år.

Nu var mine studerende forvirrede. For når vi havde og har så mange politikere og en sundhedslov med mange rettigheder til at tage sig af sundhedsvæsenet, hvordan kunne danskerne så dø så unge? Spurgte de.

Jeg kunne heldigvis berolige dem med, at det var skam blevet undersøgt af en kommission af embedsmænd (Dänische Beamte) for 30 år siden, og de havde konkluderet, at det var danskernes egen skyld og bestemt ikke sundhedsvæsenets. Danskerne kunne jo bare leve udansk og dermed få et langt og godt liv.

Så når schweizerne lever så meget længere end os, så må de leve enormt udansk. Men de spiser faktisk federe mad, end vi gør. De drikker cirka samme mængder alkohol som os, men begynder ikke så tidligt. Og de ryger ligeså meget, som vi gør. Men de er ikke så tykke, som vi er blevet, og måske motionerer de mere, end vi gør. 

Små procenter, store konsekvenser

Så skulle jeg forklare det danske sundhedsøkonomiske kredsløb. Det er ret kedeligt, om end mindre kompliceret end det schweiziske. Her starter jeg med at vise de 25 vestlige OECD-landes samlede sundhedsudgifter – som procent af landenes bruttonationalprodukter. Sådan gør man. Her ligger Schweiz i den høje halvdel. Danmark i den anden.

Og igen for at få en slags historisk perspektiv viser jeg de to landes udgiftsprofiler fra 1970 og frem til 2020, som vi har data for. Alle de andre vestlige lande er diskret vist ved øvre og nedre kvartaler for de 25 landes sundhedsudgifter som procent af deres bruttonationalprodukt.

Sundhedsudgifter omfatter alle udgifter til sundhed og ældrepleje uagtet om det er en offentlig eller privat udgift.

Vi drøfter kurvernes forskellige forløb. I Schweiz stiger sundhedsudgifternes andel af bruttonationalproduktet stille og roligt år for år. Der er små udsving, men trenden er klar.

I Danmark har vi i 1970 meget høje sundhedsudgifter, vistnok de højeste i verden med otte procent af BNP. Og her ligger vi faktisk i 30 år frem til 2000 – om end ikke længere højest i verden.

Danmark er det eneste land i verden, i hvert fald den del med nogenlunde sikre data om sundhedsudgifter, hvor kurven var flad i 30 år. Så begyndte den at stige, og steg fra cirka otte procent i år 2000 til 10,7 procent i 2009, delvist betinget af lavt BNP i 2009. Og så blev den danske kurve flad igen, mens den voksede nede i Schweiz. Stille og roligt, år for år.

Jeg har indsat nogle små tabeller for de to landes bruttonationalprodukter (GDP) og sundhedsudgifter per capita i 1975, 1995 og 2020. Schweizerne er rigere end os, så selv om den røde (danske) kurve ligger over den grønne (Schweiz) i 1970 til 1990, så brugte schweizerne flere penge, såkaldt købekraftjusterede dollars per indbygger, på sundhedsvæsen, end vi gjorde. Også i 1995 og 2020.

Vi brugte 10,5 procent af BNP på sundhedsvæsen i 2020. Schweizerne brugte 11,8 procent af deres (større) BNP. Det er svært med de her statistikker, vi bruger, for hvor stor er den forskel på 1,3 procentpoint egentligt? Den er ret stor.

I 2020 brugte vi i alt 245 milliarder kroner på sundhed og ældrepleje i Danmark. Hvis vi havde et udgiftsniveau som i Schweiz, så havde vi brugt 79 milliarder kroner mere, nemlig 324 milliarder kroner. I 2020. I et år. I den danske befolkning.  

Kvalitet af sundhedsvæsenet

Jeg skynder mig at indføje, at jeg slet ikke drømmer om, at danske sundhedsudgifter skal være ligeså høje som i Schweiz. Jeg synes, at det er så flot, at vores egen statsminister Mette Frederiksen har fundet fem milliarder kroner ekstra om året til det danske sundhedsvæsen. Så vi danskere fortsat kan have det bedste sundhedsvæsen i verden.

Men hvorfor sidder jeg så og tænker på formanden for fodboldklubben i anden division med et anden divisionsbudget, som drømmer om Premier League fodbold og proklamerer: Vi er de bedste i verden?

Og er vi blandt de bedste – altså danskernes sundhedsvæsen? Der findes bløde og hårde benchmarks af sundhedsvæsener, lidt ligesom med fodboldhold.