Lektor: Der er risiko for at mistolke Finansministeriets ulighedsredegørelse

I Danmark og mange andre lande har ulighed i sundhed været et hyppigt emne i den offentlige debat og på den politiske dagsorden.

Der har også været stigende opmærksomhed på den ulige fordeling af materielle ressourcer, som er øget både internationalt mellem lande og nationalt inden for de enkelte lande.

I Danmark er indkomstuligheden målt ved Gini-koefficienten steget med 8,5 procent point i løbet af de sidste 25 år. Den rigeste del af befolkningen er blevet rigere, mens antallet af voksne og børn, som lever under fattigdomsgrænsen, steg frem til 2017, hvorefter antallet stagnerede eller faldt som følge af justeringer af kontanthjælpsloft og børnetilskud samt bedre konjunkturer. 

Ulighedsredegørelse mangler relevant forskning

Den generelle velstandsstigning er kommet de fleste danskere til gode, men indkomststigningerne har været størst i toppen af indkomstfordelingen og har bidraget til større ulighed og en øget befolkningsandel i lavindkomstgruppen. Denne udvikling med mange uddybende opgørelser og detaljerede analyser er beskrevet i ulighedsredegørelsen fra Finansministeriet, der udkom i december 2021. 

Redegørelsens kapitel 5 om forskelle i sunde leveår, handler om dødelighed og helbred med formålet ”at nuancere eksisterende analyser af forskellene i sundhed”. 

Sundhed og dødelighed er ulige fordelt i befolkningen, eksempelvis mellem køn, aldersgrupper, mellem regioner, mellem etniske grupper, social grupper. Hvis forskelle i sunde leveår omfatter social ulighed i sundhed, er det værd at bemærke, at der foreligger en omfattende litteratur på området om udviklingen i Danmark.

Eksempelvis udgav Sundhedsstyrelsen to rapporter om ulighed i sundhed i september 2020. I Finansministeriets ulighedsredegørelse refereres ikke til danske forskningsresultater om social ulighed i sundhed. 

Urealistisk at sætte pensionsalderen op

Social ulighed i sundhed betyder, at helbredet bliver ringere og levetiden kortere med faldende social position, som typisk måles ved at opdele befolkningen i uddannelses-, erhvervs- eller indkomstgrupper.

Som mål for sundhed anvendes blandt andet dødelighed (eksempelvis dødsrater, levetid og dødsårsager) og helbredsproblemer (eksempelvis sygdom eller funktionsnedsættelse).

Der har været stigende opmærksomhed på den ulige fordeling af materielle ressourcer, som er øget både internationalt mellem lande og nationalt inden for de enkelte lande

Henrik Brønnum-Hansen
Lektor

Et forskningsområde, som særligt optager Afdeling for Social Medicin på Københavns Universitet, er netop social ulighed i sundhed. Resultater fra afdelingens forskning viser blandt andet, at der er stor social ulighed i dødelighed og forventet restlevetid mellem uddannelses-, erhvervs- og indkomstgrupper.

Uligheden er endnu større, når man ser på forskelle i sunde leveår. Forskningen viser også en stigende social ulighed i dødelighed mellem indkomst- og uddannelsesgrupper.

Trods den generelle stigning i danskernes middellevetid, har de ekstra leveår ikke bidraget til en reduktion af den sociale ulighed i levetid med godt helbred, hvorfor en konklusion blandt andet må være, at det næppe er realistisk, at sætte pensionsalderen op i takt med den forventede stigende middellevetid i samme tempo for alle erhvervsgrupper.

Det danske velfærdssamfund udfordres yderligere af et øget pres på pensionssystemet, sundheds- og plejesektoren, fordi levealderen stiger og de store fødselsårgange har forladt arbejdsmarkedet. 

Fare for mistolkning af budskaber

Økonomer ynder at anvende Gini-koefficienten, som mål for ulighed. Denne indikator anvendes hyppigt som mål for ulighed i en befolknings indkomst – jo lavere koefficienten er, desto mindre er uligheden.

Gini-koefficienten kan også anvendes som mål for variation på individniveau i en befolknings levetid – jo lavere koefficienten er, desto mindre er variationen i levetid. Gini-koefficienten måler variationen i fordelingen af alder ved død.

Det er næppe realistisk, at sætte pensionsalderen op i takt med den forventede stigende middellevetid i samme tempo for alle erhvervsgrupper

Henrik Brønnum-Hansen
Lektor

En mere velkendt indikator for en befolknings dødelighed er middellevetid, som i Danmark er steget (i varierende grad) de sidste 150 år.

Oftest ses, at middellevetiden stiger i takt med, at variationen i levetid falder, når der måles på hele befolkningen – altså ved en gennemsnitsbetragtning.

Denne sammenhæng skyldes færre dødsfald i de yngre aldersgrupper og en generelt stigende alder ved død.

På side 109 i Finansministeriets ulighedsredegørelse sammenfattes denne sammenhæng af udviklingen i sætningen ”Middellevetiden i Danmark er steget i de seneste årtier, samtidig med at forskellene i levetid er reduceret”.

Denne formulering kan give det indtryk, at uligheden i middellevetid er blevet mindre. Uden at forstå detaljerne i begreber og beregninger er det svært at fortolke udviklingen på uligheden baseret på stærkt aggregerede gennemsnitstal.

Hvis man eksempelvis er interesseret i at undersøge udviklingen i dødelighed mellem uddannelses-, erhvervs- eller indkomstgrupper, bliver man ikke meget klogere af at læse rapporten – snarere er der risiko for at misfortolke budskaberne.