Debat

Medicinaldirektør: Offentlig-private partnerskaber skal sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen

Regeringen bør i højere grad fokusere på øget digitalisering og bedre brug af sundhedsdata, og så bør de offentlig-private partnerskaber være helt centrale, skriver Darine Ghanem.

Regeringens sundhedsudspil svarer ikke på, hvordan sundhedsvæsenets udfordringer skal løses på en konstruktiv måde, skriver Darine Ghanem.
Regeringens sundhedsudspil svarer ikke på, hvordan sundhedsvæsenets udfordringer skal løses på en konstruktiv måde, skriver Darine Ghanem.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Darine Ghanem
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sit udspil, Tættere på II – Sundhed, uddannelse og lokal udvikling, foreslår regeringen, at der etableres op til 20 nærhospitaler i hele landet, så de borgere, der i dag modtager behandling på sygehuset, kan behandles tættere på eget hjem.

Regeringen foreslår videre, at der oprettes fem til ti nye akutberedskaber, samt at der kommer flere praktiserende læger til de dele af Danmark, hvor manglen er størst. Regeringen har samtidig tilkendegivet, at den vil komme med et samlet sundhedsudspil inden udgangen af 2021.

Regeringen skal have ros for, at den vil bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne, at den vil styrke akutberedskabet, og at den vil fremme en bedre geografisk fordeling af praktiserende læger.

Sundhedsvæsenets udfordringer løses ikke ved at opføre en snes nærhospitaler

Darine Ghanem
Administrerende direktør, Roche

Imidlertid rummer regeringens udspil desværre ikke fyldestgørende svar på, hvordan sundhedsvæsenets udfordringer skal løses på en konstruktiv måde.

Der er kort sagt behov for at øge ambitionsniveauet endnu mere.

Prognoserne peger nemlig på, at de ældre generationer får vokseværk.

Det er naturligvis positivt, at flere danskere lever længere. Men bagsiden af medaljen er, at endnu flere danskere vil få kroniske lidelser og livstruende sygdomme, der kræver behandling på de specialiserede hospitaler, der allerede i dag lider under en tiltagende pladsmangel, akut mangel på læger og sygeplejersker og knappe ressourcer.

De udfordringer løses ikke ved at opføre en snes nærhospitaler, sikre et par håndfulde akutberedskaber eller arbejde for en mere balanceret geografisk fordeling af almen praksis læger.

For at få enderne til at hænge sammen, er der tværtimod behov for en sundhedsaftale, der tager livtag med disse udfordringer og peger på konkrete løsninger. En aftale, der både giver øget kvalitet for patienten, og som samtidig bidrager til en bedre udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer.

Øget digitalisering af kontakten til sundhedsvæsenet

I dag er de fleste borgere fuldt fortrolige med at benytte digitale platforme, når de kommunikerer med egen læge eller sygehuset.

Det momentum bør udnyttes mere.

En ny sundhedsaftale bør sætte skub i udviklingen og bruge blandt andet videokonsultationer, hjemmetest, digitale støtteværktøjer og sundheds-apps, så lægen kan diagnosticere og monitorere patienten uden for klinikken.

Sådanne tiltag kan bidrage til, at sundhedsvæsenets ressourcer udnyttes bedre, uden at den gode og nære kontakt mellem sundhedspersonalet og patienten sættes over styr.

Bedre og mere systematisk brug af sundhedsdata

Hver dag indsamler sundhedsvæsenet data om vores sygdomme og behandlinger. Data der kan give indsigt i sygdomsmønstre og effekt af behandlingerne. Data kan også skabe en bedre sammenhæng i udredning, behandling og pleje af den enkelte patient.

En ny sundhedsaftale bør sætte skub i den digitale udvikling

Darine Ghanem
Administrerende direktør, Roche

I dag udveksles den indsamlede viden og patienten ikke altid enkelt og smidigt mellem for eksempel hospitalet og almen praksis.

Patienten kan derfor ikke blot risikere at gennemgå samme udredning flere gange, men også at bruge unødig lang tid på irrelevante undersøgelser, inden diagnosen stilles.

Det er belastende for patienten – og ressourcekrævende for sundhedsvæsenet.

En ny aftale bør derfor sikre, at sundhedspersonalet hurtigt, effektivt og smidigt kan indsamle og dele data om patienten ét centralt sted og på en sikker og ensartet måde. Det vil give mere tryghed for patienten og sikre en bedre og mere effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer.

Offentlig-private partnerskaber kan skabe balance 

Den måske største udfordring er imidlertid at skabe et bæredygtigt sundhedsvæsen. At få en god balance mellem patienternes behov for behandling og pleje, og sundhedsvæsenets relativt begrænsede ressourcer.

For at skabe denne balance, bør en kommende sundhedsaftale sikre, at offentlig-private partnerskaber står helt centralt i fremtidens sundhedsvæsen. De kan sikre at indkøb, drift og klinisk anvendelse af diagnostisk udstyr tænkes ind i hele patientforløbet, herunder også screening og forebyggelse, og dermed bidrage til et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

Den måske største udfordring er at få en god balance mellem patienternes behov for behandling og sundhedsvæsenets relativt begrænsede ressourcer.

Darine Ghanem
Administrerende direktør, Roche

Partnerskaber kan også danne grundlag for udvikling af innovative sundheds- og behandlingsløsninger.

Konkret ved at man målrettet sikrer, at mennesker med kroniske sygdomme lærer at leve med deres sygdom, og at de gennem medicinsk behandling og rehabilitering opnår en bedre sygdomskontrol.

Det kan samtidig hjælpe dem til at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet og leve et aktivt liv.

Ligeså kan partnerskaberne danne afsæt for såkaldte innovative og effektbaserede prismodeller, hvor sundhedsvæsenet og producenten indgår aftale om risikodeling ved indkøb af lægemidler, og at prisen for lægemidlet fastsættes ud fra den effekt, den har haft for patienten.

Med tanke på de betydelige udfordringer det danske sundhedsvæsen står overfor, er offentlig-private partnerskaber en oplagt mulighed at afsøge for at finde nye veje. De kan nemlig ikke alene sikre, at vores sundhedsvæsen kommer helskindet gennem de massive udfordringer. De kan også danne fundamentet for et mere bæredygtigt sundhedsvæsen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00