Debat

Medicoindustrien i kritik af DI: Centraliserede indkøb kan gøre os til et sundhedsteknologisk u-land

Det sidste, Danmark har brug for, er at introducere endnu en indkøbsaktør, og så endda på nationalt niveau. Man vil ikke kunne tage hensyn til lokale behov og udfordringer, ligesom man risikerer at udhule markedet for sundhedsteknologi og andet innovativt medicinsk udstyr. Det vil være en katastrofe, skriver Peter Huntley.

Danmark har ikke brug for, at der etableres endnu en indkøbsorganisation og slet ikke på nationalt niveau. Vi har allerede de kompetente indkøbsspecialiser i regioner, SKI og Amgros samt de kommunale indkøbsfællesskaber, skriver Peter Huntley.
Danmark har ikke brug for, at der etableres endnu en indkøbsorganisation og slet ikke på nationalt niveau. Vi har allerede de kompetente indkøbsspecialiser i regioner, SKI og Amgros samt de kommunale indkøbsfællesskaber, skriver Peter Huntley.Foto: Niels Flink
Peter Huntley
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skal indkøb til sundhedsvæsenet centraliseres? Står det til Dansk Industri, er det ambitionen med erhvervsorganisationens nye udspil til en ny sundhedsstruktur, der landede i Altingets spalter torsdag. De foreslår blandt andet, at der skal etableres en national sundhedsorganisation, som forvalter eksempelvis indkøb af sundhedsteknologi.

Som brancheorganisation for både små og store producenter og leverandører af medicinsk udstyr, digitale løsninger og andre former for sundhedsteknologi på det danske marked fik vi i Medicoindustrien morgenkaffen galt i halsen med udmeldingen fra Rådhuspladsen.

Alene tanken om en centraliseret indkøbsfunktion i sundhedsvæsenet bør få alarmklokkerne til at bimle og bamle for den danske medicobranche, for centraliserer man, sker det oftest på bekostning af innovation og optag af nye, moderne løsninger. Et centralt indkøbssystem kan med andre ord gøre det danske sundhedsvæsen til et sundhedsteknologisk u-land.

Skader innovationen

Som brancheorganisation tæt på markedet har vi over en del år været vidne til en stadig større koncentration af købermagten i det offentlige indkøbsdanmark.

Vi kender skrækeksemplet fra det norske marked, hvor man igennem flere år har centraliseret indkøbsfunktionen i sundhedsvæsenet. 

Peter Huntley
Direktør, Medicoindustrien

For kommunernes vedkommende indkøbes flere og flere produkter på vores område nu i centralt Staten- og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), og ligeledes går regionerne i stigende grad sammen på visse teknologiområder og laver nationale udbud, der dækker hele landet. Resultatet er ikke innovationsfremmende.

Når det i stedet lykkes at indkøbe innovativt og mere patientsikkert medicinsk udstyr i sundhedsvæsenet, der kan bidrage til at effektivisere sundhedsvæsenets drift, sikre kortere indlæggelser og færre genindlæggelser, er det ofte, fordi man har en tæt klinikerkontakt i de enkelte regioners indkøbsfunktioner.

Centraliserer man indkøbsfunktionen, kan den tætte klinikerkontakt nemt forsvinde. Det ved vi fra de nationale udbud.

Men ikke nok med det: Centraliserede indkøb kan også ende med at holde en lang række særligt mindre aktører ude af markedet, fordi kun vinderen af det nationale udbud har gavn af at være på det danske marked. Det kan så at sige dræne den underskov af innovative medicoaktører, der udvikler de nyeste og bedste løsninger – og som er med til at sikre, at sundhedsvæsenet er innovativt.

Kan udhule markedet

Vi kender skrækeksemplet fra det norske marked, hvor man igennem flere år har centraliseret indkøbsfunktionen i sundhedsvæsenet. Det er ikke længere et attraktivt marked for branchens medlemmer, og det går ud over patienterne i det norske sundhedsvæsen, som ikke får gavn af medicoindustriens moderne sundhedsløsninger.

Læs også

Vi mener derfor, at det sidste, Danmark har brug for, er at introducere endnu en indkøbsaktør, og så endda på nationalt niveau, afkoblet fra klinikere og borgere.

Vi så under covid-19-pandemien, at den daværende regering på nationalt niveau oprettede Styrelsen for Forsyning, SFOS, som skulle bistå regioner og kommuner med indkøb og forsyning, og vi sidder tilbage her flere år efter og konstaterer, at oprettelsen ikke blev en succes.

Da det virkelig gjaldt, var det regionernes indkøbsfunktioner og det af kommunerne oprettede Kommunalt Værnemiddel-Indkøb (KVIK), der trak i gennem, fordi man havde kompetencerne.

Konklusionen fra den danske medicobranche er derfor klar: Danmark har ikke brug for, at der etableres endnu en indkøbsorganisation og slet ikke på nationalt niveau. Vi har allerede de kompetente indkøbsspecialiser i regioner, SKI og Amgros samt de kommunale indkøbsfællesskaber.

Centraliseres det yderligere, vil man ikke kunne tage hensyn til lokale behov og udfordringer, ligesom man risikerer at udhule markedet for sundhedsteknologi og andet innovativt medicinsk udstyr. Det vil være en katastrofe.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Huntley

Afgående direktør, Medicoindustrien (15/6-24), formand, National Association Council, bestyrelsesmedlem, MedTech Europe
civilingeniør (DTU 1982), ph.d. (DTU 1986), hd i finansiering (CBS 1988), young managers program (Insead 1991)

0:000:00