Rationel farmakoterapi: Bliver drømmen til virkelighed?

I udkast til politikpapir fra Lægeforeningen står, at læger skal ordinere rationelt.

 

Dette forklares i næste sætning: mest effektive lægemidler med de færreste bivirkninger til den laveste pris. Kort og klart. Rosværdigt: Hverken mere eller mindre. Selv om vendingen rationel farmakoterapi er meget populær, er der en del uenighed om detaljen, hvor manden med hornene jo gemmer sig.

 

For det første er alle ikke helt enige om hvilket middel, der er det mest effektivt, specielt holder firmaerne på, at det lige netop er deres præparat – hvilket jo er en logisk umulighed, da ikke alle kan være mest effektive. For det andet, hvordan med ’græsrodsfarmakologien’, dvs. tabletternes form, størrelse og udseende eller hvordan, hvis sygeplejersken skal ryste sprøjten eller ampullen 20 gange, før stoffet opløses. Det skal nævnes, men bliver tit skamredet.

 

Endelig, hvordan med bivirkningerne, og hvis disse ikke spiller i takt med effekt og pris?  Hvor meget skal betales for lidt sjældnere hovedpine, diarre eller, hvad koster det at undgå et udslæt?

 

Det kan ingen svare fornuftigt på, hvorfor man da også ser, at der anvendes forskellige analoge midler i regionerne til trods for, at de alle højtideligt vil erklære, at de netop ordinerer mest rationelt. 

 

For en bred anskuelse, er processen med valg og ordination af lægemidler blevet bedre i de sidste 30 år. Det var dengang, man kunne høre læger hævde, at de netop var læger, ikke økonomer, og altid tog vidtgående hensyn til patienternes egenart – dog uden at oplyse, hvori denne egenart egentlig bestod.

 

Samtidig med at de ikke var økonomer, ville de bestemt ikke lade sig vejlede af økonomer eller bare af læger, der også havde set på prisen eller - endnu værre – af kollegernes faglige udtalelser, der dog også tit gik i forskellige retninger.  Som en professor engang udtalte, hvis der var 8 læger tilstede, var der 9 forskellige meninger.

 

Nu tager langt de fleste læger hensyn til prisen, ikke alene for patienten, men også for samfundet, og de fleste er ligeledes lydhøre over for råd og vejledninger – som der i øvrigt ikke er mangel på.

 

I flæng kan nævnes – råd fra IRF, RADS, lægemiddelkomiteer, og nu til sidst også KRIS samt en mængde af lokale vejledninger.

 

Det offentlige har hjulpet godt til – eller måske været afgørende.

 

Med indførelsen af generisk substitution, først som tilvalg, men efter få år som fravalg, fik de nu patentudløbne, men lige så gode billigere lægemidler, deres store chance.

 

Nu diskuteres næste skridt, nemlig generisk ordination, som heller ikke Lægeforeningen viger tilbage for at foreslå. Det blev for nogle år siden afvist af myndighederne, men ting tager tid.

 

Først introduceres tanken, så synes alle, at nu må den prøves, om end mange læger er modstandere, men så går det alligevel, og efter nogle år siger de: Hvorfor har I ikke indført det for flere år siden? Så er det tid til at holde sin mund og se neutral ud.

 

Sidste officielle tiltag er revisionen af tilskudsordningen, der jo altid har haft stor bevågenhed og betydning for lægers ordinationspraksis. Igen er der en del skrig og skrål, men igen går det jo.

 

Så længe der er en kattelem for specielle – rigtig specielle patienter- kan alle jo alligevel få den bedst mulige behandling. 

 

Et aktuelt stridsæble er de biologiske lægemidler, der indtager en slags særstilling mellem generika og analoge midler. Det går lidt langsommere, men efterhånden som erfaringsmaterialet bliver stort nok, vil også det rykke.

 

Endelig det vanskeligste problem: Er der en overpris for et lægemiddel? Hvor meget må det koste at forlænge livet med 3 uger?

 

Kun drømmere siger uendeligt, andre realiserer, at selv det bedste kan købes for dyrt. Prisen for flere nye midler er nu oppe på over 500.000 kr. for en kur.

 

Diskussionen var umulig for 5 år siden, nu tales der åbent om problemet, hvilket er første skridt til en løsning.

 

Alt i alt går det den rigtige vej. Intet tyder på, at behandlingskvaliteten er faldet, snarere tværtimod. Når læger skal, kan de faktisk godt!