Sosu-assistent: Når vi råber op, er det ikke brok, men faglig og menneskelig bekymring

”Stemmen fra virkeligheden.” Det er mig, social og sundhedsassistenten.

Da jeg blev spurgt om jeg ville sige lidt om min virkelighed på Ældretopmødet 2.0 holdt jeg lige vejret et øjeblik og tænkte: kan du det? Men jeg blev hurtig klar over, at det kunne jeg ikke sige nej til. Hvorfor? Fordi ældreområdet er ”mit fag”, og det bløder faglige varme hænder, og det har en pris.

På Ældretopmødet var et af mine budskaber derfor også, at man ikke kan effektivisere nærvær og omsorg. Jeg satte ord på det, der sker i relationen og nærværet til et andet menneske. Det som gør mig stolt og varm i hjertet, når jeg har overskud og ro til at være i det nærvær, og oplever at kunne hjælpe borgeren allerbedst.

Men jeg forsøgte også at sætte ord på det krydspres, jeg ofte er i, og de tunge følelser, jeg får, når vi er for få faglærte til at drage omsorg for alt for mange. Både den faglige og menneskelig utilstrækkelighed rammer mig hårdt.

Det er vigtigt at vise, at man politisk og økonomisk prioriterer ældreområdet, så vi har basis for en værdig ældrepleje, hvor man kan tiltrække og fastholde medarbejdere.

Mona Jepsen
Social- og sundhedsassistent, Vejen Kommune

Det er også her, jeg kan få en følelse af at være degraderet til en ”omsorgsmaskine”, der kan køre på, uden stop. Som jeg sagde på topmødet, hvis dét er fremtidens ældrepleje, så bliver det uden mig ombord. Det kan jeg ikke som menneske og med den faglighed, jeg har.

Kompetente kollegaer forsvinder

Derfor er jeg også optaget af, hvad der skal til for at få flere hænder og ikke mindst holde på dem, vi har? Der er gode initiativer i spil i de seks spor fra topmødet, der leder os godt på vej.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at have arbejdspladser, hvor man forstår, at medarbejdernes trivsel er altafgørende for borgerens trivsel. Arbejdspladser, hvor der er rum til gode arbejdsfællesskaber, læring og refleksion. Måske man på ældreområdet har været for forkælet? For har det tidligere været nødvendigt at tiltrække og fastholde medarbejdere som nu?

Førhen var der måske en tendens til, at når en medarbejder fik foden inden for døren, blev man til man gik på pension. Der var høj jobsikkerhed i det offentlige. I dag er der masser af jobmuligheder. Man prioriterer måske at have et arbejdsliv og et familieliv, der hænger sammen, ønsker individuel kompetenceudvikling, eller noget så basalt som et arbejdsliv, man kan holde til eller leve af.

Jeg har en oplevelse af, at der de seneste år stille og roligt er sivet kompetente, faglærte kollegaer fra faget og over i andre fag. Hvis jeg har ret i den tendens, er det jo dybt bekymrende. For tager man de menneskelige konsekvenser ud af den ligning og kigger på det i et samfundsmæssigt og økonomisk perspektiv, går det jo slet ikke at investere i at uddanne medarbejdere, som man ikke formår at fastholde.