Debat

WaterAid: Danmark må sikre forebyggende tiltag for at undgå antibiotikaresistens

Rent vand og god hygiejne er blandt de billigste, hurtigste og mest effektive måder at stoppe spredningen af antibiotikaresistente bakterier. Derfor bør Danmark fremhæve forebyggende foranstaltninger som en vigtig del af løsningen i det internationale arbejde, skriver Anna Nilsdotter og Adam Jacobi.

Halvdelen af alle sundhedsfaciliteter i lav- og mellemindkomstlande mangler i øjeblikket adgang til rent vand, skriver Anna Nilsdotter og Adam Jacobi.<br>
Halvdelen af alle sundhedsfaciliteter i lav- og mellemindkomstlande mangler i øjeblikket adgang til rent vand, skriver Anna Nilsdotter og Adam Jacobi.
Foto: Baz Ratner/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er nu over tre år siden, at verden så de første tegn på den krise, som covid-19 ville medføre, både for enkeltpersoner og for hele samfund. Pandemien fik os til at ændre vores livsstil - vi vaskede hænder som aldrig før, vænnede os til at arbejde hjemmefra og lyttede til regeringen og Sundhedsstyrelsens regelmæssige pressekonferencer. I mediernes store overskrifter var virussen allestedsnærværende. Opmærksomheden var enorm, beslutsomheden stor og aktionerne mange.

Spredning er umulig at undgå, når en pandemi rammer. Eller er det?

Stigning i antibiotikaresistente bakterier
Spredning af antibiotikaresistente bakterier kaldes nogle gange for den tavse pandemi. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er antibiotikaresistens en af de største trusler mod den globale folkesundhed i dag.

En global stigning af antibiotikaresistente bakterier også betyder en stigning i Danmark

Anna Nilsdotter og Adam Jacobi
Hhv. generalsekretær for WaterAid i norden og repræsentant for WaterAid i Danmark

Antibiotika er blandt andet nødvendige til kræftbehandlinger, kirurgi, organtransplantationer og obstetrisk behandling. Uden antibiotika kan en simpel infektion være dødelig. For tidligt fødte børn ville blive alvorligt ramt, og spædbørnsdødeligheden ville stige i hele verden, også i Danmark.

Alene i EU er antallet af dødsfald i forbindelse med antibiotikaresistens cirka 35 000 om året, eller cirka 100 mennesker hver eneste dag. Globalt set er dette tal meget højere, og de seneste skøn tyder på, at 10 millioner mennesker om året kan dø af antibiotikaresistente bakterier i 2050.

De fleste antibiotikaresistente bakterier, der findes i Danmark, stammer fra et andet land, og det er klart, at en global stigning også betyder en stigning i Danmark. Som vi lærte under covid-19, er vira og bakterier ligeglade med landegrænser; de bevæger sig frit.

Grundlæggende foranstaltninger overses
Truslen om antibiotikaresistens er måske ikke i overskrifterne, men der er bestemt en bevidsthed om situationens alvor. Politikere og myndigheder såvel som eksperter, forskere og journalister rejser spørgsmålet i forskellige sammenhænge. Men det er bemærkelsesværdigt, at de forebyggende og mest grundlæggende foranstaltninger – det vil sige investeringer i vand og hygiejne - ofte bliver overset.

De mest forebyggende og mest grundlæggende foranstaltninger – det vil sige investeringer i vand og hygiejne - bliver ofte overset

Anna Nilsdotter og Adam Jacobi
Hhv. generalsekretær for WaterAid i norden og repræsentant for WaterAid i Danmark

WHO anslår, at omkring 70 procent af alle infektioner hos mennesker i sundhedssektoren kunne forhindres, hvis personale og patienter havde adgang til rent vand og sæbe. På trods af det mangler halvdelen af alle sundhedsfaciliteter i lav- og mellemindkomstlande i øjeblikket adgang til rent vand.

For at beskytte sig selv mod det uhygiejniske miljø er sundhedspersonalet rutinemæssigt tvunget til at ordinere antibiotika, fordi patienterne ellers risikerer at blive mere syge, end de var, før de ankom.

Dette massive overforbrug af antibiotika skaber en situation, hvor nye antibiotikaresistente bakterier opstår og formerer sig, mens det grundlæggende problem - årsagen til infektionerne - forbliver ubehandlet.

Danmark har en unik rolle
Danmark har, som aktiv spiller i det internationale samarbejde med blandt andre initiativet til International Centre for Antimicrobial Resistance Solutions (ICARS) sammen med Verdensbanken og som en klar stemme i kampen mod antibiotikaresistens, en unik rolle at spille. WaterAid opfordrer indtrængende regeringen til at presse på for:

  • Mere fokus på forebyggende foranstaltninger. Danmark bør sikre, at vand, sanitet og hygiejne fremhæves som nøgleforanstaltninger mod antibiotikaresistens, både inden for EU og i den globale indsats.
  • Øgede midler til global sundhed. Danmark bør sikre, at EU's globale sundhedsstrategi omfatter mål for at sikre, at sundhedsfaciliteter i lav- og mellemindkomstlande har adgang til rent vand, sanitet og hygiejne.
  • At den kommende internationale pandemitraktat fremhæver vand, sanitet og hygiejne som en prioritet.
  • I sine bestræbelser på at gå forrest for de mest udsatte og sårbare skal regeringen sikre, at vand, sanitet og hygiejne prioriteres i de relevante strategier. Initiativerne bør omfatte konkrete foranstaltninger med tilknytning til global sundhed.

I dag er de ødelæggende konsekvenser af en pandemi tydelige for hele verden. Det er uansvarligt ikke at prioritere forebyggende foranstaltninger for at undgå en lignende situation i fremtiden. Forskning viser klart, at investering i rent vand, sanitet og hygiejne er blandt de billigste, hurtigste og mest effektive foranstaltninger mod antibiotikaresistens.

Det er på høje tid at behandle den grundlæggende årsag til problemet i stedet for blot at fokusere på symptomerne. Vi håber, at Danmark vil gå i spidsen for dette arbejde.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00