Det handler om at være tryg

Nord for Bergen på den sydnorske vestkyst ligger Lindås. En målt i størrelse ubetydelig flække af typen, man kun besøger, hvis man har et ærinde.

Men med sine 15.000 indbyggere formår Lindås Kommune alligevel at møve sig ind i kategorien af mellemstore norske kommuner. Netop den gennemsnitlige størrelse og geografi (fjorde og trange sunde) er en af årsagerne til, at Lindås i 2012 blev udpeget blandt landets spydspidser i afprøvning af velfærdsteknologiske løsninger.

Hvor man andre steder - og især i Danmark - har arbejdet med mange forskellige teknologier på én gang, er fokus i Lindås begrænset til tryghed og sikkerhed.

“Grunden til, at vi satser så hårdt på tryghedsløsninger er, at vi vil give borgerne mulighed for at blive længst muligt i eget hjem,” forklarer enhedsleder i hjemmeplejen Kari Bjørkheim.

Listen over konkrete værktøjer, som er taget i brug for at holde de indtil videre 150 borgere væk fra plejehjemmet, er lang. Blandt andet drejer det sig om:

• Bevægelsessensorer, som udløser en alarm, hvis borgeren over længere tid ikke bevæger sig
• Trykfølsomme sensorer, som sikrer at borgeren ikke forlader sengen om natten
• Dørsensor, som registrerer hvis borgeren forlader lejligheden
• Faldsensorer, som afslører, hvis borgeren er faldet
• Alarmarmbånd, som gør det lettere at slå alarm

Desuden tilbyder man automatiske pilledispensere samt yderligere sensorer, som kan hjælpe i tilfælde af eksempelvis inkontinens. Målet er, at man ved projektets afslutning til sommer har 250 brugere tilknyttet.

I Norge er mangel på arbejdskraft i plejesektoren allerede i dag et problem, og det bliver kun værre i fremtiden. Analyser viser, at to ud af tre norske kvinder i 2060 skal arbejde i omsorgsfag, hvis vi skal kunne tilbyde samme service som i dag, så vi er nødt til at finde nye måder at løse udfordringerne på.

Gro Løvik
Projektleder, Lindås Kommune

“I Norge er mangel på arbejdskraft i plejesektoren allerede i dag et problem, og det bliver kun værre i fremtiden. Analyser viser, at to ud af tre norske kvinder i 2060 skal arbejde i omsorgsfag, hvis vi skal kunne tilbyde samme service som i dag, så vi er nødt til at finde nye måder at løse udfordringerne på,” siger projektleder Gro Løvik.

Jagten på skalerbare løsninger
Mens kommuner som Lindås arbejder på at høste konkrete erfaringer fra frontlinjen, har man fra statsligt hold siden 2011 brygget på en national strategi for velfærdsteknologi. Arbejdet styres af Lasse Frantzen, som er udpeget leder af Helsedirektoratets nationale velfærdsteknologiprogram.

I sommeren 2013 traf Stortinget beslutning om at afsætte et større millionbeløb til projektet. I 2015 har man således fået 78 millioner norske kroner til at udvikle nye arbejdsgange og løsninger.

“Frem til 2011 var velfærdsteknologi ikke rigtig noget, man snakkede om i Norge. Der var været kommuner, der har forsøgt sig med forskellige små projekter, men det er ikke blevet til mere end det,” siger han.

Lasse Frantzen fortæller, at det var på tale at indføre en model, som svarede til den tidligere danske fond for Anvendt Borgernær Teknologi (ABT-fonden), men at man frygtede, at det ville blive for dyrt.

“I Norge har vi 428 kommuner, som alle nyder en stor grad af frihed. Og for at sikre, at arbejdet tager udgangspunkt i kommunerne ønsker, har vi derfor udvalgt 30 udviklingskommuner, som i 2015 og 2016 skal eksperimentere med at tage nye løsninger i brug. Og fra 2017 skal vi så lægge os fast på nogle bestemte løsninger, som skal skaleres ud i hele landet,” siger han.

Familie og venner ved ikke, hvad de laver
Målet er, at det, vi i dag kalder velfærdsteknologi, i år 2020 - altså om bare fem år - betragtes som en helt almindelig del af den kommunale service. Men skal det mål være realistisk, er det afgørende, at kendskabet til de nye løsninger bredes ud, forklarer Gro Løvik og Kari Bjørkheim fra Lindås Kommune.

“Lokalaviserne har skrevet et par artikler om vores arbejde med ny teknologi, men i de store aviser fylder emnet meget lidt, og når jeg taler med familie og venner, ved mange slet ikke, hvad velfærdsteknologi er for en størrelse,” siger Kari Bjørkheim.

Problemet ved det manglende kendskab til teknologien viser sig i det øjeblik, når man skal rekruttere borgere til nye projekter. Og det er en af årsagerne til, at Lindås stadig mangler at installere arsenalet af sensoriske løsninger hos godt 100 borgere.

“Folk efterspørger ikke løsninger, som de ikke kender til. Vi har derfor måttet bruge mange ressourcer på informationsarbejdet, før vi kunnet komme i gang med projektet. Men når så teknologien er på plads, er vores indtryk, at folk er positivt indstillede,” siger Gro Løvik.

Og netop tilbagemeldingerne fra glade brugere er noget af det, der skaber størst tilfredshed hos Gro Løvik og Kari Bjørkheim.

“Mange kommer til os og siger, at de er glade for, at teknologien har gjort det muligt for dem at blive længere tid i eget hjem. Det viser også, at den snak man havde om, at velfærdsteknologi var en kold teknologi, der nu skulle erstatte en masse varme hænder, ikke var korrekt. Folk er glade for teknologien og tager den til sig, fordi den giver dem større frihed i hverdagen,” siger Kari Bjørkheim.