David Hellemann har landet sig et nyt topjob og starter 1. september som koncerndirektør i Nykredit med ansvar for et sammenlagt finansdirektør- og driftsdirektørområdet.
Det skriver koncernen i en meddelelse til fondsbørsen.
Den tidligere departementschef i Finansministeriet fortalte i starten af måneden, at han ville forlade sin toppost hos Nordea, hvor han i knapt to år har været direktør for bankens danske afdeling, og det farvel fører nu til et jobskifte fra en stor stilling i den danske finansverden til en større.
David Hellemann rykker til Nykredit i samme ombæring, som bankkoncernen justerer organisationen og ansvarsfordelingen i direktionen. Den betyder, at COO Bente Overgaard stopper og træder ud af bestyrelserne for både Nykredit Bank og Totalkredit. Samtidig bliver kapital, kredit og regulering til et selvstændigt område under koncerndirektør Søren Holms ledelse. Og ikke mindst får David Hellemann status af noget nær en super-direktør i spidsen for en en forenet drifts- og finansafdeling.
Den nye Nykredit-direktør er 45 år. Han kom til Nordea i 2014 efter fire år som departementschef i Finansministeriet. Inden da var han i en kort periode partner i konsulentvirksomheden McKinsey & Co., og i slutningen af nullerne sad han som økonomidirektør i DR igennem tre år. I en kort overgang fungerede han også som stedfortrædende generaldirektør her. Størstedelen af sin karriere har han dog tilbragt i Finansministeriet, hvor han som nyuddannet fuldmægtig cand.scient.pol rykkede frem i rækkerne fra fuldmægtig over chefkonsulent og kontorchef til afdelingschef.
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- De unge arbejdere vælger S fra: "Det kan blive fatalt for partiet"
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Efter 10 års kamp taber Danmark dagpengeslag i EU



























