Nye tal tegner lyst billede af dimittendledigheden

Dimittendledigheden er en nød, politikere og fagpersoner har forsøgt at knække i årevis.  

Men måske er der allerede slået solide sprækker i den hårde skal.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) konkluderer nemlig i en ny analyse lavet for Akademikerne, at dimittendledigheden er faldet de seneste 20 år – til trods for, at antallet af dimittender er vokset eksplosivt i samme periode.

Fra 1996 til 2015 er der sket en fordobling i antallet af kandidater, mens dimittendledigheden i tidsrummet er faldet fra 32 procent til 29 procent.

”Det kommer bag på mig, at resultatet er så positivt,” siger Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, som kalder det danske arbejdsmarked et ”ualmindelig velfungerende arbejdsmarked for akademikerne”.

Ifølge Lars Qvistgaard kan udviklingen bl.a. forklares med en årelang forbedring af mødet mellem de studerende og arbejdsgiverne.

”Virksomhederne er blevet bedre til at gøre opmærksomme på deres behov, ligesom ordninger som videnpiloter har hjulpet ved at rette akademikere mod virksomheder, der ikke tidligere har haft sådanne ansat,” siger han.

AE’s nye tal understøtter Lars Qvistgaards forklaring, da de samtidig viser, at dimittendledigheden et år efter dimission er faldet til 14 procent. Efter 4 år er tallet nede på 3,2 procent.

Forsker: Husk Produktivitetskommissionen
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet maner imidlertid til besindighed.

Først og fremmest hæfter han sig ved, at faldet i dimittendledigheden siden 1996 er marginalt, ligesom andelen af ledige trods alt stadig ligger på 14 procent efter ét år.  

Det afgørende er dog, ifølge Flemming Ibsen, hvilken type arbejde, akademikerne i sidste ende havner i.

”Hvis de ender med at overtage job fra faglærte eller ufaglærte, så er det en rigtig dårlig nyhed. Det er blot med til at øge ledigheden hos andre grupper,” siger han.

Her anfører notatet fra AE og Akademikerne, at 96 procent af en kandidatårgang finder ”akademisk beskæftigelse”, når den har været på arbejdsmarkedet i mindst 5 år.

Det forhold sætter Flemming Ibsen spørgsmålstegn ved, og henviser til Produktivitetskommissionens arbejde, der særligt problematiserede høj arbejdsløshed og overuddannelse blandt dimittender fra humaniora og kunstneriske uddannelser (se fx side 42 her).

”AE peger tilsvarende i andre prognoser på, at manglen på faglærte bliver det store problem i Danmark i årene frem, og at der kommer en overproduktion af akademikere,” tilføjer han.

Akademikerne vil ned med søgetiden
AE konkluderede i januar 2015, at andelen af nyuddannede, der går direkte ud i mindst 26 ugers sammenhængende ledighed, steg fra 5,4 procent i 2008 til 18,6 procent til 2015. Omvendt konkluderede AE i juli 2015 også, at samfundet i gennemsnit tjener mere på en akademiker end på nogen anden gruppe over et helt liv. 

Lars Qvistgaard anerkender, at de nye tal ikke fjerner alle bekymringer på området.

Det er særligt vigtigt, at der går kortere tid fra dimension til fastansættelse, siger han og giver sit bud på, hvordan det skal gøres.

”Vi skal give virksomhederne mulighed for at beskrive deres opgaver og kompetencer, så akademikerne kan se, hvor de skal søge hen. Vi kan se, at lysten er der hos begge parter. Der skal skabes flere mødesteder og platforme, som kan skabe matchet og få ledighedsperioden længere ned,” siger han.

Studerende: Vi er slet ikke cand.ubrugelige.
Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali, mener, at de nye tal punkterer en negativ mytedannelse om de danske universitetsstuderende.

”Tallene bekræfter, at nogen spreder myter om, at der er voldsom akademikerledighed, at vi alle bliver uddannet til cand.ubrugelighed osv. Det har ikke særlig meget på sig. Når man italesætter sådan et billede af de studerendes fremtid, har det en ekstremt skadelig effekt på de studerende. Det giver en nervøs og stresset stemning ude på institutionerne,” siger hun.

De  ”usande myter” bliver ifølge Yasmin Davali brugt til at ”gennemtrumfe nogle politiske beslutninger” som dimensioneringsaftalen fra 2014. 

”Tallene stammer fra tiden før, man indførte reformer, som skal dæmme op for overuddannelse og akademikerledighed. Derfor står man nu med et indtryk af, at man politisk har forsøgt at fikse noget, der slet ikke er gået i stykker. Det bliver spændende at se, hvad den politiske styring kommer til at betyde for systemet.”