Forfatter: Stigende handicapudgifter er propaganda

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Forfatter og redaktør

Der fremkommer med jævne mellemrum historier i pressen om, at der er sket stigninger i udgifterne på det specialiserede socialområde, eller at udgifterne ikke holder sig inden for budgettet.

Det er som oftest KL, borgmestre, kommunalpolitikere, socialchefer eller socialministre, der serverer den slags historier. Det er efterhånden en fast tradition, at dén historie bringes fra tid til anden, og det sker som regel lige forud for eller parallelt med økonomiforhandlinger og for at legitimere store politiske forringelser af området.

Som oftest er det helt usaglige historier, som ikke bliver efterprøvet eller korrigeret fra mediehusenes side.

Det er ikke okay, når kommunerne igen og igen fremhæver mennesker med handicap på det specialiserede socialområde som en særligt dyr og krævende gruppe og dermed medvirker til at udgrænse dem fra fællesskabet.

Lisbeth Riisager Henriksen
Forfatter

Da debatten eksploderede
Debatten om udgifterne til det specialiserede socialområde blev slået an i 2009 og 2010 af blandt andet nogle kommunalpolitikere. Offentligheden fik at vide, at udgifterne til mennesker med handicap og andre socialt udsatte var eksploderet, og at denne målgruppe var forkælet.

Politikere fremdrog eksempler på borgere, der havde fået en særligt kostbar hjælp, og de fik det til at se ud, som om der var tale om ekstravagance frem for grundlæggende behovstyret hjælp. De gik også i detaljer med økonomien i eksemplerne og satte dem op i forhold til, hvad man kunne have fået for pengene på "normalområdet". Og mennesker med handicap blev ofte nævnt som "de handicappede" – som regel i sammenhæng med omtale af store udgifter for samfundet.

En skadelig gøgeungeeffekt
KL's daværende formand, Erik Fabrin (V) sagde om udgifterne til det specialiserede socialområde, at de havde en skadelig gøgeungeeffekt i den kommunale økonomi – første gang i en artikel med overskriften: "Gøgeungerne skal ud af systemet".

Her sagde han: "Vi har en mervækst på specialområderne, som skal finansieres fra normalområderne. Det er en gøgeunge, som skal ud af systemet." Med andre ord lavede han en tankerække, som lod borgere med handicap og andre udsatte borgere betragte som kommunaløkonomiens gøgeunger.

Borgmester Carsten Kissmeyer (V) i Ikast-Brande Kommune og tidligere borgmester Jan Trøjborg (S) var nogle af dem, der fulgte trop. Jeg husker med særligt stor tydelighed, da Carsten Kissmeyer i 2011 fremdrog eksempler på udadreagerende borgere, som skulle mandsopdækkes i døgndrift.

Han udtalte i Information, at "når handicapområdet er fredet, går det ud over alle andre". Metaforen var klokkeklar: Mennesker med handicap er en snyltende minoritet, og hjælpen til dem sker på bekostning af alle andre.

Handicappede med negativ klang
Når man igen og igen nævner en gruppe mennesker i forbindelse med store udgifter for fællesskabet, så opstår der en kobling af disse to størrelser hos modtagerne af budskaberne. Koblingen betyder, at nogen uforskyldt bliver stillet i et dårligt lys. Selvom der ikke er tale om hele sandheden, så har man med den slags historier og retorik bidraget til at udgrænse mennesker med handicap fra "normalbefolkningen" og fremskrive en "dem-os"-tænkning.

Det har banet vejen for en negativ holdning eller folkestemning over for mennesker med handicap og en vis folkelig accept af de store politiske nedprioriteringer af handicapområdet, som vi har set over de seneste år. Som daværende formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Holger Kallehauge, opsummerede det i RASK Magasinet, var det "ikke den forventelige tale om, at de bredeste skuldre skal bære mest, og om solidaritet med de svageste, vi fik at høre. Tværtimod lød argumentationen, at der skal spares hos de dyre mindretal, for ellers kommer det til at gå ud over flertallet".

Samme historie fortælles igen
Siden den tid er den slags historier fremkommet mange gange og i forskellige udgaver i takt med de stigende forringelser af den kommunale velfærd og borgernes retssikkerhed i mødet med den kommunale forvaltning.

Går vi lidt frem i tiden til – for eksemplerne er utallige og ligner hinanden til forveksling – kan vi se påstanden fremført i en Ritzau-nyhed den 29. juni 2015 med rubrikken: "Kommuners udgifter til handicappede løber løbsk" og i en nyhed fra Ritzau Info den 6. november 2015 med rubrikken: "Minister til møde om stigende sociale udgifter".

Det var efter, at vi havde fået en ny regering, der ville gennemføre store milliardbesparelser i kommunerne.

Usande påstande
Påstandene om de stigende udgifter var – som så ofte før – usande. I nyheden den 29. juni 2015 var den kombineret med en underhistorie om, at budgetterne var overskredet. Man har gjort budgetterne for det specialiserede socialområde mindre og mindre over årene. Det er jo udtryk for urealistiske budgetter snarere end overforbrug og stigende udgifter.

Men selvom baggrunden er faldende budgetter, så vil mange læsere fokusere på "stigninger" – uanset i forhold til hvad. Det vil sige, at der sker en retorisk manipulation ved at benytte sig af små budgetter eller tal, som udgifterne så ofte vil overstige, fordi de er urealistiske.

Men de samlede udgifter er blevet mindre end tidligere. Det fanger en gennemsnitslæser bare ikke.

Behov for en saglig debat
Den 24. maj 2016 bringer Altinget.dk så historien om, at KL mener, at udgifterne til særlig handicaphjælp er steget kraftigt på få år. Endnu engang er det manipulation af sandheden. Det fremhæver formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen da også i samme artikel. Udgifterne til det specialiserede socialområde har ligget stabilt på omkring 29 milliarder kroner i perioden fra 2007-2014. Det skal ses i lyset af, at antallet af mennesker med handicap er stigende, hvilket betyder, at den enkelte borger i gennemsnit får mindre hjælp.

Vi har brug for en økonomidebat, der baserer sig på et sagligt grundlag – ikke på manipulationer og stigmatisering. Det er ikke okay, når kommunerne igen og igen fremhæver mennesker med handicap på det specialiserede socialområde som en særligt dyr og krævende gruppe og dermed medvirker til at udgrænse dem fra fællesskabet.

Regeringens stramme økonomigreb
Kommunernes problemer i disse tider skyldes ikke mennesker med handicap, men regeringens stramme økonomigreb om kommunerne inklusive "omprioriteringsbidraget". Omprioriteringen er et valg, regeringen har truffet, og ikke udtryk for nogen nødvendighed, som befolkningen i bred forstand bakker op om.

De omprioriterede milliardbesparelser vil over de næste år kunne vælte mange kommuners mulighed for at overholde den lovgivning, de er bundet af, og vælte de borgere, som er stærkt afhængige af den kommunale velfærd. Derfor burde det være i dén retning, KL adresserede deres kritik – og det vil sige til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).